Min Vise

Nu skinner Solen varmt og smukt,
Og rundtorn dufter Blomst og Frugt,
Fra Luften Kjøling strømmer,

Imens mit Hjerte drømmer.

Hvert Aar det saadant blive maa,

Men Hjertet hører op at slaae;
Klart skinner Solen, Blomsten groer,
En anden Slægt paa Jorden boer,

Seer Dagens Morgenrøde,

— Men jeg er blandt de Døde.

Der har jo Hjertet Ro og Fred!

Det saares ei af Bitterhed,

Det ei af Længsel gløder,
Det brister ei og bløder,
Men føler heller ingen Lyst;
Dødt er det, Alt er mørkt og tyst;

Ei Smertens Skaal det tømmer;

— Men heller ei det drømmer!

Naturen gaaer sin vante Gang,
Snart er jeg glemt, glemt er min Sang,

Hvad jeg har følt, en Anden fatter,

Og hvad jeg sang, han synger atter,

Maaske han sidder paa min Grav,

Er glad for hvad ham Himlen gav,

Og med begeistret, barnlig Lyst

Sig klynger til sin Skabers Bryst

Til Tak for Digtergaven.
— Smukt drømmer han paa Graven!

Hans Sjæl saa fuld af Kjærlighed,

Vil knuges dybt i Støvet ned,

Sit bedste Haab han mister,

Og siden Hjertet  — Hjertet brister.
Vær glad mens Lampen ei er slukt!

At leve her, er dog saa smukt!

Her skinner Solen lys og varm,

Her rækker Pigen Dig sin Arm,

Og om ei Hjertet følger med,

Du troer dog det er Kjærlighed!
 

For hvad dit varme Hjerte gav,

Det faaer en kjølig, stille Grav;
Mens Solen skinner varm og stor,

Og Fuglen synger, Græsset groer,

Du sover dybt, din Sang er endt,

Og Ingen har den Døde kjendt!
— End lever Du, dit Hjerte banker,

Og Sjælen skaber Flamme-Tanker;
Lad ei den Grav, hvor jeg har hjemme,

Din unge Sjæl til Veemod stemme!

 Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879