Til J.P.E. Hartmann

den 22de Mai 1874

Velan, lad os de gamle Minder skue!
Sanct Annaplads forandres i en Hast.
— Der klang Musik fra Organistens Stue,
Man sang: "Kong Christian stod ved høien Mast" Af Bedstefader var den sat i Tone,
Den lille Sønnesøn sang barnlig med,
Og ude i Kastanietræets Krone
Tog Folkesangens Fugl sit Arnested.

Den gjennem Ruden saae paa dem derinde,

Saae Snillets Runer lagt om Barnets Mund,

Et Tegn: det Barn Guldhornene skal finde,

Ja, Sangens Guld i Folkets Hjerte-Grund.
— Og det er skeet! — Hør, ud fra Nordens Skove, Fra Kjæmpegraven lyder Skjoldeklang!
Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Vove,
Og syng, vi elske din og Hartmanns Sang.

Saa dansk og hjemligt klinge disse Toner.

Tak for hver Sang: fra Liden Kirstens Qvad

Til Nordens Tone-Storm i Granens Kroner,

Der melder Slaget høit ved Stiklestad.

Du løfted Gurreslot fra Mosegrunden;

Du kaldte Sulamith fra Østerland,

Du løste Hjertets Sang i Barnemunden

— Ja, Norden eier Sangens Hindostan.

Her reistes Kunstens underfulde Kirke
Fra Nordkap ind paa Danmarks grønne Strand, Den er vor Magt, et Nordens Danevirke;

Hil der enhver af Gud indviet Mand!

Hil Dig, vor Ven, beskeden, mild og stille,

Mens op mod Himlen Danmarks Navn Du bar! Gud gav Dig Barne-Sind og Aandens Snille,

Du og din Sang en evig Ungdom har.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879