Sang ved Fest-Ballet i Casino

den 9de Februar 1860. 

Naar Bøgen staaer med fryndset Blad,

Og Gjøgen os forkynder,
At man skal leve længe, glad —

Alt da med Sang begynder!
Ved Vintertiden, kold og trang,

Ei Fuglene meer qvæde,
Dog jo, een Fugl har altid Sang,

Den Fugl er: skyldfri Glæde.

Den bliver, og den synger glad,

Om selv Sneestorme true,
Den synger jublende sit Qvad

I riig og fattig Stue;
Der strømmer deiligt Solskin ind,

Det løfter vore Tanker
Og fylder os med Ungdoms Sind,

Saa Hjertet livligt banker.

Hvor "skyldfri Glæde" flyver ind,

Der flyver Sang fra Tunge.
Et godt Humeur, et muntert Sind,

Gjør, at vi blive unge!
Kom, Par ved Par, en saadan Krands

Er det, et Bal skal binde;
For gammel Ingen er til Dands,

Naar man har Ungdom inde.

Husk, Glædens Sang, som lyder her,

Ei just ved Gry forsvinder,
Nei, den ved Sundheds Morgenskjær

Naar Fattigbarnets Kinder;
Ja, Sundhed faaer vort eget Sind;

Og er Tilfredshed givet,
Da synge vi, trods Veir og Vind:

O, deiligt er dog Livet!
 

Det svinder som et Barne-Smiil,

Som Dug en varm Skjærsommer,

Henflyver som den snare Piil,

Og her det ei gjenkommer.
Thi føl dets Flugt, dets Vingeslag!

Lad Dig Minuttet bære!
Da Fuglens Sang paa Vintrens Dag

Dig Sommersang vil være!
 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879