Ved Efterslægtselskabets Stiftelsesfest

den 4de Marts 1853.
 

Før Talen
 

1.

Foruden Hjemmet i de unge Aar
Et Hjem der staaer;
Jævnaldrende vi der vort Venskab skjænke. Det hjem har nøgne Vægge rundentom,

En Sal halv tom,
Med Tavle, Landkort, Borde, lange Bænke!
 

Men i et Nu Historien der faaer lagt
Sin Billed-Pragt,
Og for os breder ud sig Verdens Lande;

Vor Tænkning skjærpes, Verden bliver stor,

Vor Tanke groer

Ind i det Skjønne, Gode og det Sande.

Her bliver Evangeliet os bragt,

I Hjertet lagt,
Et Lys, meer varmt og straalende end Solen. Du andet Hjem i vore unge Aar!

Du deiligt staaer
I Manddoms Mindebog og kaldes Skolen.
 

2.

I Gud vi fødtes, og i ham vi blive,

Han tænkte paa os alt fra Evighed,
Hvad bedst er for os, vil han Hver os give,

I ham vor Sjæl udødelig sig veed.
I Glædens Stund og under Sorg og Savn Med Barne-Sind vi flyve i hans Favn.
 

3.

En Deel af Gud er i os lagt,
Sin Haand han over os vil holde,
Og ved sin Kjærlighed og Magt,
Hvad bedst og sandt er, tro udfolde.

Mens Kloder Fnug er for hans Fod,
Selv ei den mindste Orm han glemmer;

Vor Fader, stor og viis og god!
Dig er det, vi hos Alt fornemmer.
 

O leve, leve er saa smukt,
Ja, saa velsignet godt og herligt!

Kom, Haand i Haand med salig Flugt,

Som Søskende, trofast og kjærligt!

Vi fik jo samme Liv og Daab,
Eens Hjertet glædes, eens det lider,

Ens fik vi Evighedens Haab!
Høit lovet Gud i alle Tider!

Efter Talen
 

4.
 

O, lad os mindes paa vor Sti
— Den Blomstersti, vi træde, —

Den Lyst, som sporløs drog forbi,

Var ei i Sandhed Glæde.
Se, Biens Leg ved Rosens Bryst

Har dog et større Maal end Lyst:
Den klog til Vinterhvilen Honning sanker.
 

Saavel i Nyden, som i Flid
Vi Bien ville ligne,
At vi mod Livets Vintertid
Vort Foraar kan velsigne;
Og bliver Foden tung og træt,
Saa gaa vi dog med Hjertet let
Og under hvide Haar med unge Tanker.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879