Videnskabernes Skaal.
 

Vor Jord er deelt i Stater,

I Riger eller Lehn,
Dit Scepter, alma mater!

Dog samler dem til een;

Og Kundskabs Træ er Thronen,

Det naaer mod Himlens Blaae;

Hver enkelt Green gjør Kronen;

Hver lige skattes maa!

Ja, Livets bedste Goder

Høit over jordisk Dunst,

Omfatter, som en Moder,

Du, Videnskab og Kunst! —

Et Rige ei betrygges
Ved Kugler, Krudt og Staal.

Med Lov maa Landet bygges,

 — Derfor Juristens Skaal!

Du, som os Trøst forkynder

Paa Smertens Golgata,
Saa Sukket hos hver Synder

Døer i Halleluja;
Du, som har fattet Aanden

I alle Bøgers Bog,
Hil Dig! Vi række Haanden

Hver ædel Theolog.

Du, som fra Himlen stammer

Saa understænk og fri,
Med Aandens Pintse-Flammer,

Hil Dig, o Poesi!
Hvad blev vort Eftermæle,

Naar Saga fra os gik?
Hil derfor dem, som dvæle

Ved Mindets Mosaik!

Din, Philosoph, er Æren,

At vi med Sjælen see
Vort Væsen og vor Væren

Hvert Stof og dets Idee.

Ugrændselig som Tanken

Har Blikket banet Sti,
Sprængt har vi Himmel-Skranken —

Hil Dig, Astronomi!

Hil ham, som øved Tanken

Til Hjælp paa Dødens Flod,
Og planted' Sundheds Ranken,

Hvor Helsots Urten stod! —

"Ja, Livets bedste Goder,

Høit over jordisk Dunst,

Omfatter som en Moder,

Du, Videnskab og Kunst!"

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879