Salmer ved første Gudstjeneste i Holmens Kirke efter dens Istandsættelse

den 20de Marts 1836

Før Prædiken.
 

Ei Templer, reist af Støvets Haand,

Omfatte ham, Alverdens Aand,

Som skabte Himles Himle.
Gud Herren boer i Stormens Magt,

I Liliens Duft, i Nattens Pragt,

Hvor Tanken selv maa svimle.
Templet er, hvor selv vi ville,

Helligt stille.
Hjertet leder,
Altardugen det udbreder.

Ham Mennesket har Templer sat;

Der tolkes Livets rige Skat;
Thi vandre vi til Kirke.
Oplyst, forbedret, saliggjort

Vi gaae derfra, for Godt og Stort

Hver i sin Stand at virke.
Hvo i Aand og Sandhed dyrke,

Finde Styrke,
Vinde Dage.
Gud er mægtig i de Svage!

Gud, lad os tidt med christent Sind

Gaae ydmygt i din Kirke ind
Og høre Sandheds Lære!
Naar Graven gjemmer vore Been,

Staaer Kirken her med Steen paa Steen,

Dig nye Slægter ære.
Men hvad her vor Sjæl blev givet,

Fødte Livet,
Det tilbeder
Dig igjennem Evigheder!

Efter Prædiken.

Skabningens Herre, Dig vil vi vor Lovsang frembære! Mennesket selv er et Tempel, indviet din Ære!

Du hos os boer,
Herre, unævnelig stor!
Du var, Du er og vil være.

Jordlivets Lykke henvisner og bøies som Sivet,

Du er vor Støtte, hos Dig findes Trøsten og Livet! Saligheds Daab,
Livets Fortrøstning og Haab
Alle ved Sønnen blev givet.

Salige tanke, udtal Dig i aandelig Psalme!
Støvet henvisner, ja, Sole og Stjerner maae falme! Jeg skal ei døe!
Dybt i min sjæl er et Frø;
Det vorder Evigheds Palme.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879