Sang ved Romergildet

den 8de Marts 1836.

Det Land, hvor Kunsten bygger,

Hvor Skjønheds Døtre boe,

Hvor Olietræet skygger,

Og tunge Druer groe,

Hvor milde Vinde lufte,

Hvor Bjergene er' blaae,

Orangehaver dufte —

Det Land vi Alle saae.

Vi hørte Melodier,
Vi saae Sanct Peders Dom, Corregios Malerier —

Alt — thi vi saae jo Rom.

Og nu, Madonna mia!

Vi er' jo atter der.
Det bedste Osteria
Har vi os udsøgt her

See, fyldte Ffoglietter
Ved Messinglampen staae; Presciutto frem man sætter,

Vi Ponte molle faae.
"Wo ist der kleine Bravo?"

I "Schnitzelbank" han staaer.

Man ham og Monte cavo

Nok ud paa Aftnen faaer.
 

Hvad Nyt? Skal Sligt man ændse,

Thi det har neppe Hold!
Da Venus i Firenze

Og Vaticans Apol
Skal giftes, som man siger,
De smukke Børn vil faae,
Der strax til andre Riger
Fra Pavestaten gaae!

"Hvad Gammelt da?" jeg spørger. Her Himlen er saa blaa,

Cypressen evigt sørger,

Hvor Oldtids Rester staae;

Som Ild er Qvindens Øie,

Og Sjæl i Sangen boer.

Her kneise Romas Høie,

Her Pinietræet groer.

Her Thorvaldsen har hjemme,

Han rækker Dig sin Haand;
Dansk Hjerte, dansk hans Stemme, Og Hellas' Kunstnerånd.
Vort Held vi vil udtrykke
Vi kom til Roma hen.
Dog, Den har større Lykke,
Som kommer der igjen!

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879