|
H.C. Andersen
digt 1830
Kunstner-Livet.
Rask
Rokken
snurrede, Canariefuglen sang,
Paa Gulvets
Flamme-Feining
Katten
sprang,
(Det var et godt, et
velopdraget Dyr).
Den gamle
Bedstemo´er
fortalte Eventyr,
Og
Drengen sad og
lyttede saa gjerne,
Thi Eventyr kun
spøgte i hans
Hjerne;
Ak,
Tiden
løb med altfor
raske Skridt,
Syvmile-Støvler fik
den, altfor tidt
Slog Uhret: gaae til
Sengs; — ja
den slog Ni
Før Eventyret ganske
var forbi,
Da fik han Plads i
Bedstemo'ers Alkove,
Men kunde ei de
første Timer sove!
Der var saa meget jo
at grunde paa.
Saaledes just en
Sommernat han laae,
Da
banker det paa Ruden,
Og smuk som Elskovs-Guden,
En lille Dreng paa
Gulvet for ham staaer,
Med Grønt og
Blomster i sit gule
Haar.
Fra Skuldren hæve
sig to store gyldne
Vinger,
Og deiligt Legetøi den
Lille
med sig bringer.
O
hvilken Fryd! af
Glæde Øiet flammer;
Det ganske lille, snevre
Sove-Kammer
Er snart forladt.
Det er en deilig
Nat.
Sødt dufter Skovens
grønne Krands
Smaa-Alferne
forlyste sig med
Dands
I Høien røre sig de
gamle Kjæmpebeen;
Taus sidder Aanden
paa sin Bautasteen
Og drømmende i
Maanelyset skuer,
Men, med sin engel,
Barnet ikke gruer.
De lege Begge fro i
Skovens Sale,
Hvert Træ, hver
Blomst kan tale,
Og Fuglen synger
smukt om, hvad den saae
I fjerne Riger og i
Luftens Blaa.
De gamle Kjæmpe-Høie
Sig lukke op for
Barnets klare Øie;
Smaa-Puslinger, knap
som en Finger lange,
Arbeide dybt i
Jordens snevre Gange.
Og Barn og Engel
seer det — og de
nikke,
For Trylleverdnen
frygte de To ikke.
Men Dagen gryer — de
skilles ad. —
Farvel!
De samles atter,
næste Aftenqvel
Den Fremmede igjen
til Drengen kommer;
Saa gaaer det fort i
Vinter og i Sommer.
Snart bygges
Babeltaarne,
Ridderslotte,
Snart leger han med
Alfen i hans Grotte
Tidt laaner den ham
sine gyldne Vinger,
De voxe meer og meer,
han frit sig svinger
Til Himlen,
som en Kjæmpe-Ørn,
Og
leger med de glade
Engle-Børn.
Han skuer Verden,
høit fra Himlens Hvalte,
Og Alt hvad
Bedstemo'er fortalte.
Saa svinde Barndoms
salige Minuter.
Man
i en Skole
Drengebarnet putter,
Tilstopper Vinduet
med Grammatik og
Gloser;
Kort sagt
man skoser
Den Lille, som i
Natten gør Visiter,
At han tilsidst kun
gjennem Ruden titter
Til Drengen, som nu
bliver lang og stor.
— Snart døer den
gamle Bedstemo'er,
Og
hende følger Fader,
følger Moder,
Han
har ei Søster meer,
ei heller Broder,
Forladt staaer Drengen
da i Sorgens tanker,
Da banker
Det atter paa den
lille Vindues-Rude,
Og ude
Den Lille staaer, han
vinker — men
forsvinder. —
Da
vaagne alle Barndoms
søde Minder.
Han vil den Lille
søge,
Der hist forsvandt
bag Skovens dunkle
Bøge.
Bort med Taare, bort
med Suk!
Verden er
saa lys og smuk.
Stjernen
funkler fra
det blaa;
Gud er med
os, hvor vi gaae!
Foroven
Han stiger ind i
livet, ind i Skoven
Hvor før, som Barn,
han med den Lille vandred'!
Men, ak!
det Hele har sig
reent forandret.
Stolt kneise Skovens grønne
Træer
med deres stive
Nakker, Som lapse
svaie Pilene i
grønne Snørlivs-Frakker.
Der vanke
mange Stød og Smæk,
der kan faae til at
sukke, Min Søn, vil
Du i Verden frem, Du
krybe maa og bukke.
Stort
Selskab der i
Skoven er, af Dyr paa
to og flere!
O Gud,
hvor der er mange
Gæs, og andet saadant
mere! Dumpappe,
Ravne, Stær og
Sligt, man seer i
Høiden bygge. Den
slette Urt i Solskin
staaer, den bedste tidt
i Skygge. Igjennem Tjørn og
Krat
Han vandrer
fremad, Dag og Nat,
Men hvad han søger,
finder han dog ikke,
Og Skoven leer kun af
hans vaade Blikke.
Men Stjernen funkler
klart paa Himlens
Kyst,
En mægtig
Tanke vaagner i hans
Bryst;
„Her vil
jeg", siger han, „i
Skovens Skygge
"Et
tempel bygge;
Dets Alter smykkes
skal med Vaarens
grønne Blommer,
"Maaske da Englen
atter til mig
kommer!"
— Snart
hvælver sig den
stolte Tempelhal,
Og
Orglet bruser gennem
Skov og Dal.
Forundret
Alfen
titter
Bag Buskens grønne
Gitter;
Den hele Skov
Stemmer høit den
store Kunstners lov;
Men Edderkoppen
væver Dag og Nat,
Til han om Templet
faaer en Vævning sat;
Der kommer flere,
slige Recensenter,
Og uden
Complimenter,
Giftige og fule,
Det store hele de i
Væv vil skjule.
Natuglen glad med
sine Vinger slaaer,
I Taage Templet staaer.
Ei længer Guldet
reent i Solen
spiller,
Det kan kun skimtes
gennem Sandheds
Briller,
Og de er'
tabt fra Løven
indtil Myggen,
Kun
Slangen løber om med
dem paa Ryggen.
— I
Glemsels Nat det
bedste Blomster
visner,
Det varme
Hjerte isner.
Men Tiden kommer
snart paa Stormens
Vinger,
Da synker
Taagen, Væven
springer;
I Tjørn og Krat, nu
Edderkoppen skælver,
Og Templet atter
klart mod Himlen
hvælver,
Da strømmer
Skaren til, og
jubler i det høie,
Men længst er
bristet alt den
store Kunstners Øie.
Det toner over
Tidens Bølgehav.
Som Bautasteen staaer
Templet paa hans
Grav.
Kilde: H.C.
Andersens "Samlede
Skrifter" Tolvte
Bind.1879 |
