Kongehuset  2.

Sange ved det søsterlige Velgjørenheds Selskabs Forsamling i Anledning af Marie Sophie Frederikkes Fødselsdag.

( D. 28de Oct. 1838.)

Før Talen.

Der er langt mere Fryd end Sorg

Paa denne Verdens Klode:
Vor Gud han er saa fast en Borg

Og Menneskene gode.
Hos Alle, det er vist og sandt,

Vort eget Hjerte vi gjenfandt,

Naar ret vi dem forstode.
 

Fra Moder i vort lille Hjem

Og op til vor Fyrstinde,
Et kjærligt Hjerte lyste frem,

Der lod os Omhu finde.
I Barndoms Aar, skjønt fattigt født,
Os Moderpleie ømt har mødt;
Det glemmes ingensinde.
 

Efter Talen.

Tys, til Løvfald ringer

Aarets Sol-Nedgang;
Alvors-Ordet klinger

I Naturens Sang.
Duftede Violen?
Modneg Frugten rød?

Derfor varmed Solen,

Derfor Duggen flød.

Pleie har vi fundet,

Mildhed kun vi saae,

Lys og Støtte vundet

Have vi som Faa.
O, saa godt det trøster:

Selv Fyrstinden kom

Som en moder, Søster,

Til vor Fattigdom.

Dufte skal Violen,

Frugten modnes rød,

Styrkende var Solen, Mildheds-Duggen flød.

Lad til Løvfald ringe

Livets Sol-Nedgang,
End, som nu, skal klinge

Hjertets Takkesang.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879