H.C. Andersen digt 1848

Kong Christian den Ottende.

II.

Da han laae døende paa Sygeleiet,

Drog' Folkeskarer til Amalienborg,

De Alle følte hvad i ham de eied',
Bad for hans Liv, bad ret i Angst og Sorg;

Thi meer og meer de Alle ham forstode,

Hvor oplyst folkelig han fremad gik,

Hans Villie var saa inderligt det Gode,
Han saa med Hjertets og med Aandens Blik. Den Ringeste han gjerne vilde glæde,

Det Dygtige han skatted' og forstod.

O, altfortidlig maae vi ham begræde;

Vi Alle tabte, da han os forlod.
Der er saa stille nu i Kongeborgen,

Hvor Fader-Hjertet slog og hvor det led,

Der indenfor og udenfor boer Sorgen;

Gud see med Trøst til hver Bedrøvet ned.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879