Kometen ( En Historie.)

Da Sol stod op, og alle Nattens terner

(Jeg mener Stjerner)

Med Hast igjennem Himlens Porte flyede,

En Skrædder sad pa Bordet alt og syede.

Ved Siden af ham stod et simpelt Fad

Med Mad.

Dog nei! man saae Ruiner kun paa Bunden
Den Tykke Mælk var dybt i Helten svunden,

Mens Nattergalen slog i Bøgelunden.

— Med roligt Sind

Han tænkte nu saa fromt paa Ingenting.

Da nærmer bondeklædt sig Skjæbnens honning

— Bag Hyldetræet lad de Alfefruer

Med Graad paa Kind,

Og summede en Sang for Heltens Øre

Hvis Mening var: Du maa ei Krukken røre.

Men barsk af Væsen,

Han slog dem med en ulden Lap i Næsen,

Hver Gang de kom;

Selv spiste han, til Krukken reent var tom.

Nu gik der, kan jeg tænke, et Qvarteer,

Maaskee lidt meer,

Dog Tiden her gjør ikke stort til Sagen;

Da — af, han vidste selv ei hvad,

Den arme Mand, som han paa Bordet sad

I lovligt Kald, blev ganske som et Lagen;

I Læben bed han med de gule tænder,

Og begge Hænder

Mechanisk greb' om de bespændte Lænder,

Thi dybt derinde

Jog Boreas med alle de Vinde,

Tambourmajoren, tretten Niagarer,

Smaa Djævle-Skarer

Og meget Andet, som jeg ei kan huske,

Han følte der at pine, save, ruske;

Da kom hans Hustru fra det nære Kammer

Saae al hans Jammer,

Og spurgte ømt: "hvad er Dig vederfaret?

Men "au!" og "au!" og atter "au!" var Svaret.

 — En Stund hun hører Mandens dybe Sukke,

Nu seer hun Fadet og den tomme Krukke,

Da aner hun, men gyser endnu mere.

"En Mavesnaps kan ene ham curere!

"Ak bleg som Døden

"Han sidder paa sit Bord i Morgenrøden!"

Saa taler hun og flyver, let som Skovens Hind,

I fire Spring paa Apotheket ind,

Men stum som Fisken,

En Niobe, hun staaer saa bleg ved Disken.

End gik et langt Minut,

Før Apothekets snilde Substitut

Forstod Mimiken,

Og søgte nu paa Hylden efter Drikken.

Dea vee! Hvad har ei Fanden at bestille,

Høit under Loftet hang en støvet Krokodille,

Der gav ham paa Organet for hans Snille

E saadant Smæk,

Saa hele Substituten fik et Knæk.

 — I Hast han nu Madamen expederte,

Men ak, leverte

lig brændbar Luft, som man for Luftballoner laver,

Men ei for Skrædder-Maver

Og med en Fart

Hun var i Hjemmet snart,

Og rakte Manden Flasken fyldt med Drikken

Men knap til Livs han fik den,

Før neppe selv han kunde sig forstaae;

Det var, som om han have Vinger paa.

"Ak hvad er det! ak hvad er det!"

Udbrød han. "See, hvor jeg er let!

"Saa flink til Beens, — jeg troer, jeg svæver!"

 — Men Skrædderkonen bæver,

Thi som han gjør fra Bordet lette Hop,

Gaaer Vinduet op,

Og som en Luftballon han gjennem Luften stiger.

Høit Qvinden skriger,

Men skjøndt hun reiser sig paa Taa,

Kan hun dog ei den arme Skrædder naae.

— O hvilket Syn ! han svæver over Byen,

Og svinder som et Stjerneskud bag Skyen.—

— — Tre lange Uger gaaer med Suk og Graad. Nymaanen seiler som en gylden Baad

Paa Himlens Ocean; med vaade Blikke

Hun skuer did — men ak! han er der ikke.

Hun havde tænkt: han kommer nok med Maanen.

Men ei han kom; — thi falder hun i Daanen.

Det gik vel siden over,
Men ikkun lidet hun om Natten sover;

Thi vaagen og i Drømme,
Hun seer sin Skrædder høit paa Luftens Strømme. — En Aften sad hun efter vante Skik

Med Taare-Blik,
Men Tappenstregen lystigt lød i Staden;

Da høres Larm paa Gaden;
Hun ser derud — ak, stor er Folkevrimlen,

Thi høit paa Himlen
Der staaer en stor og underlig komet,

Hvis Mage ei de ældste Folk har seet.
Om Pest, om Krig og Hungersnød man taler,

Thi see: Kometen den har tvende Haler.

— De Lærde strømme til fra alle Kanter,

Besee den i Qvadranter,
Udregne dens excentriske Ellipser,
Men knipser
Tilsidst hinanden over Næsen,

Thi man er ueens om Kometens Væsen.

Dens Astronomer
Beskrive den i flere tykke Tomer;
I bladene de flaae hinandens ære,

Den hele Stad
Forglemmer Søvn og Mad.
Selv Raadet tænker paa, hvordan det dog kan være. Da pludselig Kometen
Nær havde rammet Raadet i Planeten,
Thi den med eet faldt ned fra Himmel-Scenen,

Og laae beskedent midt i Rendestenen.

 – Fra Øster og fra Vester
Løb Folket til at see de sjældne Rester;
Selv Skrædderkonen med sin vaade Kind,

Kom til og rørte i den med en Pind,
For af de brudte Dele
At faae et klart Begreb om Tingens Hele.

Men, som nu Alle søge rundtomkring,

Hun støder paa et Spænde og en Ring;

Ved dette Syn hun raaber høit og græder:

"Ak! Jermini! Kometen er min Skrædder!

Det er hans Spænde! det er hans Ring!

Men af ham selv er der Ingenting!!!"

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879