Klintekorset på Møen

Det er en lys, en deilig Sommernat;

En Jæger vandrer mellem Klintens Krat,

Han er så bleg, ak! Sorgen tungt ham nager.

Med Jæger-Taske og med ladt Gevær

Han eensom vandrer Skrænten nær,
Mens Hunden rundt i store Kredse jager.

— Just denne Nat, for otte Somre siden,

Hans Moder døde, længe alt før Tiden,
Og nys hans Brud man jordede bag Kirken,

Hvor Storken bygger Rede høit i Birken.

En mægtig Veemod steg i Sjælen frem,

Han tænker på de Kjære, på sit Hjem,

Den lille Have ved det gamle Huus,
Ak, Huset selv, det faldet er i Gruus. —
En Stund han staaer der tankefuld nedbøiet,

Da hæver fromt, fortrøstningsfult han Øiet;
Guds store Himmel skinner reen og blaa,

Saa udstrakt før han aldrig Havet saae.
Mens fjernt han seer i Maanelyset blaane,
Den hvide Klint på Stevns og paa Arcone.

Hans tanke gaar i Verdens-Rummet ud,

Og troende han stoler paa sin Gud;

Han græder meer ei for de tabte Kjære

Han skal med dem jo snart gjensamlet være

En salig Fred opfylder alt hans Bryst

Hans Øie følger langs den høie Kyst

Som Tempelvægge staaer den hvide Klint med Skoven,
Og Himlen danner Kuppelen for oven.

Dybt nede leger Bølgen med Klintens brune tang,
Det lyder sært i Natten,  som dæmpet Orgelklang.

Fra Stevns og fra Arcona en straale lyser smukt,

Og spiller som en Stjerne hen over Hav og Bugt.
Som jægeren det skuer, sært banker da hans Bryst,
Thi Lyset hurtigt nærmer sig Møens hvide Kyst.
Stevns Klintekonge kommer med Spil og Havfrue-Sang,
Hans kjortel er en Taage, hans Haar og Skæg af Tang;
Et Dødningben hans Scepter, Sølv-Kronen skinner blaa,
Og rundt om Karmen svømme Delphiner store, smaa.
Sit Scepter højt han hæver, og ved de stærke Slag
sig Klinten for ham åbner, men uden Larm og Brag.
 

Snart kommer og Arconas Drot
Til Møens hvide Sommerslot.
Hans Krone flammer som Guldet rødt,

Men Kinden er bleg og Øiet dødt;

En Skibsmast er hans Spiir og Stang

Og Kappen er vævet af Skum og Tang,

Den flagrer saa sært i Nattens Vind,

Idet han stiger i Fjeldet ind.

En Stund er Alt så Stille, kun Bølgen ruller fort,

Da stiger ud af Fjeldet en Taage tyk og sort,

Og begge Konger iler fra Møens Klint i harm,

Den tykke Taage skjuler den lette Bølgekarm;

Men Havet vildt sig hæver, det er saa sært at se

De høie, sorte Bølger med Skummets hvide Snee;

De vælte sig mod Kysten og løfter Sten og Tang,
Men høit fra Dronningstolen man hører selsom Sang;

Der sidder Klintens Dronning, den høie, blege Mø,

Og skuer stolt og rolig ud på den sorte Sø!

 „Et jordisk Bryst jeg elsker, men ingen Klinte-Drot.

Dig,  jæger jeg udkaarer, boe hos mig i mit Slot!

Dybt under Dig sig hvælver en Verden skøn og smuk,

Der skal hos mig Du glemme Jordlivets biitre Suk.

Lad Beilerne kun fnyse, og rase vildt paa Sø,

Du er min Brudgom, Jæger, Dig kaarer Klintens Mø!"

Saa toner det i Natten, og Stormen stiger meer,

Igennem Krat og Grene den hvide Mø han seer;

Et Fadervor han læser, et Kors han for sig slaar,

Og roligt med sin Bøsse han hjem til Hytten gaaer.

Han tænker på sin Moder og paa sin tabte Brud,

Sa inderligt han beder: „send Du mig Døden, Gud!"
Hver Søndag klinger festligt hen over Bondens Vang,

Fra Landsby-Kirken, deiligt den stærke Orgelklang,

Og Menigheden synger, og alle Lærker slaae!
De sorte Kors paa Graven i Sommersolen staae;
Og under Kirkens Bue han atter beder Gud:

„O lad mig snart gjensamles med Moder og med Brud!"

 — De søndagsklædte Bønder med Hustruer og Smaa

Med Psalmebog i Haanden, fra Kirken hjemad gaae;

Sødt dufte Mark og Enge, og Skoven staaer saa grøn,

Men ved de Kjæres Grave han læser først en Bøn.

I Hyldetræet synger en lille fugl så smukt:
„Snart skal, som jeg, Du svinge Dig bort fra Jordens

                                                                          Bugt!

Før Vinterstormen kommer, din Vinge voxer ud,

Og Du skal atter favne din Moder og din Brud!"

Han hører Fuglen gjerne, thi Sangen han forstaaer,

Men naar ved Midnat ene han gjennem Skoven gaaer,

Da ser han mellem Krattet den hvide Klintens Mø,

Hun sidder høit paa Skrænten, tæt ved den salte Sø.

Snart vinker hun saa venlig, snart truer hun i Harm,

Men Natte-Duggen falder som Graad paa hendes Barm.

Endt er den gyldne Sommer,
Alt Vinterstormen kommer
Og Svalen drager bort, —
O, sikkert ikkun kort.

Den arme Jæger dæmpe maa sin Længsel,

Snart aabner Englen ham vist Livets Fængsel.

Tidt tænker han paa Fuglens Trøstesang;

Nu Sneen ligger alt paa Mark og Vang,

De hvide Bier sværme vildt derude
Og Blomster staae paa Vinduets frosne Rude.

 — Mørk Natten er, en stormende Orcan;

Det knager vildt i Skovens Birk og Gran,

Men under Hvilen mellem Stormens Brag
Man tydelig fornemmer hører Øxe-Slag.
Skovtyven bruger sig i slig en Rat;

Der kommer Ingen for at faae ham fat

„ Du flinte Jæger stund Dig! — ud Du maa!" —

 Med sit Gevær og Jæger-Tasken paa
Han skynder sig afsted han Lyden følger.
Alt er han skrænten nær — han hører Havets bølger;

Men hver en Sti og Plet han kjender nøie,

Skjønt Alt er Nat og Mørke for hans Øie.

 — Alt ryster Stormen stærkere sin Vinge,

Tæt foran sig han hører Øxen klinge.

Et skridt — — — og med et Skrig,

I Dybet ligger han et blodigt Liig.

„Jeg fanged' Dig min Brudgom!" saa synger Klintens

                                                                             Mø;

,,Ak var Du villigt kommet, da skulde Du ei Dø.

Dit Liig jeg kun kan trykke op til mit hvide Bryst,

Din stolte Sjæl har svunget sig høit til Himlens Kyst!"

Ved Kirken i de Dødes stille Have
Høit bølger Græsset paa de glemte Grave,
Men høit paa Klinten staaer
Det hvide Kors alt mange, mange Aar;
Tidt synger Lærken der i Aftenrøden,
hvor Jægeren fandt Døden;
 

Og Bølgen leger venligt med Klintens brune Tang,
Det klinger smukt i Natten som dæmpet Orgelklang.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879