H.C. Andersen
digt
Kjøbenhavn.
(Februar 1875.)
Kjøbenhavn, Du
livsglade By,
Gammel og dog saa
ung og saa ny!
Ingen kan bedre end
Du vise frem
Mangt et velsignet,
hyggeligt Hjem.
Holbergs Scene Du
reiste igjen,
Du har en Guldskat i
Thorvaldsen;
Du giver Læsning fra
Kæmpegraven,
Oldtid ristet i
Runestaven.
Midt i Vinteren
ruller Du op
Karneval med
Champagne-Galop!
Damer og Herrer i
Vinter-Svøb
Fryde sig ude ved
Skøiteløb;
Træernes Grene, med
Snee belagt,
Ligne Koraller fra
Havdybet bragt.
Bjælderne klinge, og
Kanetoget
Flyver forbi, saa
lystigt og broget.
Lærke, Skovmærke
forkynder os Vaar;
Da Du det deiligste
Skue faaer:
Ude i Øresund glide
forbi
Hundredviis Skibe,
et heelt Trylleri.
Og i Sommeren,
brændende tør,
Har Du en kjølig
Park ved din Dør,
Tivoli, der kan Du
rigtig more
Unge og Gamle, de
Smaa og de Store.
Kjøbenhavn med det
glade Humeur,
Gud holde ved, at
det aldrig døer!
Kongestad, Danmarks
Hjerte og Skjold,
Alt, hvad Dansk er,
være din Vold!
Sammenhold, Snille
og Dygtighed
Være dit Mærke, bære
dit Meed;
Kjøbenhavn, ved
Vinter og Sommer,
Hjerteby for alt
Godt, hvad kommer!
Kilde: H.C.
Andersens "Samlede
Skrifter" Tolvte
Bind.1879 |