Paa Kirkegaarden.

† H.C. Ørsted

(1851)

Han var saa sand, han var saa eiegod,

Et Barne-Sind og dog den dybe Tænker,

For ham i denne Verden klart det stod,
Hvad Gud til Mængden først bag Døden skjenker. Han var et Fjeld i Danmark, seet vidt om,

De Vises steen i dette Fjeld var inde!
Hvor var han kjærlig, ligefrem og from,

Og dog saa stor! Han glemmes ingensinde,

Thi ved hans Tankelyn et Lys blev tændt,

Der viser Skatte, saa umaalelige!
Og han var Danmarks Søn fra Ringhed sendt,

En Konge dog, og det i Aandens Rige.

Hans Liv er sluttet her, saa godt og smukt,

Hans Navn, den Stjerne bliver aldrig slukt!
— For os, som stod ham nær, ham voxed' fast,

En Deel af Verden med hans Hjerte brast.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879