H.C. Andersen
digt
Jeg gik igjennem den
duftende Skov
(Skrevet under et
Besøg hos Ingemanns
i Sorø.)
Jeg gik igjennem den
duftende Skov,
Den hvælvede sig som
en Kirke;
Et Fuglepar sang der
Kjærligheds Lov
Mellem Bøge, Ege og
Birke.
Jeg saae i Søen bag
Bølgens Skum
Smaafiskene
lysteligt svømme;
Kjærligheds Lykke er
ofte Stum,
Men talende Hjertets
Drømme.
I Byens tummel, hvor
jeg kom frem,
Det var som bag Skum
og bag Grene;
Kun Mand og Hustru
havde et Hjem,
Ei han, som er
ganske ene.
Thi voxer paa Træet
Blad ved Blad,
Og Blomsten mod
Blomsten sig bøier;
Ei Døden skiller de
hjerter ad,
Som Kjærlighed
sammenføier.
Den er en hellig, en
styrkende Daab,
Forvisning om
Evigheds Lykke,
Den mildner vort
Sind og begrunder
vort Haab,
Er Klippen, hvorpaa
vi kan bygge.
Lyksalig Enhver, som
eier den ret,
Lyksalig alt her paa
Jorden.
Den Sorg, hvorved to
Hjerter har grædt,
Er deelt jo og
mindre vorden.
Hil Eder, hvor
Kjærligheds Lykke
boer!
I fik, hvad kun Gud
kan forlene.
Hos Eder Hjertet paa
Lykken troer,
Om selv det er
fattigt og ene.
Kilde: H.C.
Andersens "Samlede
Skrifter" Tolvte
Bind.1879
|