H.C. Andersen digt

Jeg gik igjennem den duftende Skov

(Skrevet under et Besøg hos Ingemanns i Sorø.) 

Jeg gik igjennem den duftende Skov,

Den hvælvede sig som en Kirke;

Et Fuglepar sang der Kjærligheds Lov Mellem Bøge, Ege og Birke.

Jeg saae i Søen bag Bølgens Skum Smaafiskene lysteligt svømme;

Kjærligheds Lykke er ofte Stum,

Men talende Hjertets Drømme.

I Byens tummel, hvor jeg kom frem,

Det var som bag Skum og bag Grene;

Kun Mand og Hustru havde et Hjem,

Ei han, som er ganske ene.
 

Thi voxer paa Træet Blad ved Blad,
Og Blomsten mod Blomsten sig bøier;
Ei Døden skiller de hjerter ad,

Som Kjærlighed sammenføier.

Den er en hellig, en styrkende Daab,
Forvisning om Evigheds Lykke,
Den mildner vort Sind og begrunder vort Haab,

Er Klippen, hvorpaa vi kan bygge.
 

Lyksalig Enhver, som eier den ret,

Lyksalig alt her paa Jorden.
Den Sorg, hvorved to Hjerter har grædt,

Er deelt jo og mindre vorden.
 

Hil Eder, hvor Kjærligheds Lykke boer!

I fik, hvad kun Gud kan forlene.

Hos Eder Hjertet paa Lykken troer,

Om selv det er fattigt og ene.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879