H.C. Andersen digt 1833

Italien

Beatrice Cenci

(Skrevet ved Cencis Borg i Albanerbjergene 1833)
 

Roserne.

Zephyr, hvorhen vil Du gaae?
Til de sladdrende Piger, der staae
Med den kobberne Koncha om Vældet,
Der hvor Cactussen groer,
Hvor den kraftige Ranke sig snoer
Om Olietræet ved Fjeldet.
Bliv dog og see paa os og vor Pynt!
Siig os dog Lidt! De har først nu begyndt,
Og Du jo veed, de har Meget at tale,
Thi Giovanni gik nylig forbi,
Blæste for dem en smuk Melodi,
Kjendt i Albanernes Dale; —
Tusinde Kys kan Du altid faae,
Blunde paa Barmen, der rødmer og bæver.
Nei! hvor han svæver!
Hører slet ikke os Sødskende smaa!
— Hvor har Du været? Hvad har Du øvet?
Vaad er din Vinge, Du er bedrøvet!
Du blev nok dykket lidt, som det lader
Nede i Søen, hvor Pigen sig bader.
Snildt skulde Du, som Maleren der,
Holdt Dig bag ved de grønne Træer!

Zephyr.

Bølgen ei gjorde min Vinge vaad!
Det er Graad, Brødrenes Graad.
Did vi jo gik,
Hvor hun sad for den gabende Vrimmel,
Og med Uskyldigheds Blik
Saae mod Guds Himmel.
Og da hun knælede fromt uforfærdet,
Sprudlede Blodet for Bøddelsværdet.
Intet Tausheden brød.
— Beatrice er død!
 

Roserne.

Død! er hun død?
Hun, som Intet forbrød! —
Skal vi ei meer, her hvor Pilene græde,
See hendes Smiil, hendes barnlige Glæde!
Skal vi ei høre Fromheden bede,
Mens for Madonnas Billed dernede
Deiligt i Aftenen Børnenes Klynge
Lovsangen synge.
Ak, hun er død,
Hun, som Intet forbrød!
Her vi jo hørte Faderens Brynde —
Synden hun dræbte! er det at synde?

 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879