Holger Danske
 

Et Sagn

Det gothisk gamle Kronborg i Maanelyset staaer,
Mens sort og skumklædt Bølgen mod Fæstnings-Muren

                                                                                slaaer.
 

De stolte Skibe seile igjennem Sundets Bugt,
Fra Helsingborg hist blinker et eenligt Lys saa smukt.
 

Den danske Kyst staaer deilig med Skove og med Krat,

Men begsort hæver Kullen sig i den lyse Nat.
 

Paa Kronborg klinger lystigt saa manget Gammens-Ord,

En Venneflok har samlet sig her om Gildes-Bord.

Se Punsche-Bollen damper, de synge og de lee;

Betrækkets blege Helte på Lystigheden see.
 

Tilsidst sig Talen dreier — det er just Midienat  —

Paa Holger, som skal bygge i Kronborgs Casemat.

„Ifald han hos os bygger, saa er det dog en Skam,

„At ingen af os Svende, endnu besøgte ham.
 

„Kom lad os undersøge, — og er da Sagen Digt,
„Vi stævne vil Poeten der først kom frem med Sligt!"
 

Saaledes Een just en just taler, og neppe er det sagt,
Før ogsaa hele Toget er strax i Orden bragt.

De rustne Hængsler knage og Faklen brænder rødt; —

Dybt i de dunkle Gange saa øde er og dødt.
 

Hvert Fodtrin lydt man hører; hist ligger Steen og Gruus,

Og sky og bange sværmer de stygge Flaggermuus.

Den tykke Jernport knager, nu er man der vel snart?

— Mod Muren slaaer man Faklen, der ei vil brænde klart.

Den klamme Luft alt kjøler det hede Ungdoms-Blod,

Og Blodet kjøler atter det kaade Ungdoms-Mod.
 

Nu har de søgt saalænge i hver en Casemat;
Endnu en Port de aabne,— da standser Skaren brat.
 

Thi i det hvalte Kammer hvor nu de træde ind,

See de en kraftfuld Gubbe med Haanden under Kind.

I Stenbordets Flade hans Skjæg er vokset fast;

Hans Aasyn ellers ligner hiin Drots ved høien Mast.
 

Han sidder i sin Rustning med Sværdet i sin Haand,

Og paa den høie Pande man læser Heltens Aand.
 

I Drømme sært han taler, høit hæver sig hans Barm.

,,Hvor staaer det til med Danmark? Behøver det min arm?"

,,Ræk Ungersvend mig Haanden, see min jeg rækker her,

,,Dit håndtryk skal mig lære hvor stærk vel slægten er!"

Men Svenden dreier mod ham rask Døren med sin Slaa;

For Holgers stærke Haandtryk sig Jernet bøie må.
 

Da smiler han i Drømme: „Den er dog ei saa svag!

Og Holger Danske kommer til hjelp på Farens dag!"

— Så tause og saa blege de Svende fra ham gaae,

Og lettere de aande først under Himlens Blaa.

De see de klare Stjerner og Maanen stor og rund,

Mens Bølgen skumhvid vælter sig gjennem Øresund.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879

Se mere om Holger Danske:

 http://www.photostory.dk/holger-danske-helsingoer.htm

http://www.visithcandersen.dk/samlede_eventyr.htm