Hjertets Melodier

Himmelhoch jauchzend,
Zum Tode betrübt,
Glücklich allein
Ist die Seele, die liebt.
                     Goethe

I
To brune Øine jeg nyelig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred; 
Jeg glemmer dem aldrig i Evighed!


II
Min Tanke er et mægtigt Fjeld,
Der over Himlene gaaer;
Mit Hjerte er et Hav saa dybt,
Hvor Bølge mod Bølge slaaer.

Og Fjeldet løfter Dit Billed
Høit over Himlenes Blaa,
Men selv Du lever i Hjertet,
Hvor dybe Brændinger gaae.


III
Du gav mig Blomster; hvis de læge kunde,
Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,
Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,
Og sprede Giften i mit unge Bryst.


IV
Min Tankes Tanke ene Du er vorden,
Du er mit Hjertes første Kjærlighed,
Jeg elsker Dig som Ingen her paa Jorden,
Jeg elsker Dig i Tid og Evighed!

V
Henvisned' er' de Blomster, Du mig gav,
Men fra de Dødes Grav
Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange:
Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.


VI

Du fatter ei Bølgernes evige Sang
Ei Aanden, som svulmer i Tonernes Klang
Ei Følelsen dybt i Blomstems Duft
Sollysets Flamme mod Storm og Luft,
De Fugles Qviddren af Længsel og Lyst,
Og troer dog, Du fatter en Digters Bryst!

Der svulmer meer end i Bølgens Gang.
Der findes jo Kilden til hver en Sang:
Der voxer Blomsten med evig Duft,
Der brænder det uden den kjølende Luft,
Der kjæmpe Aander i Længsel og Lyst,
De kjæmpe med Døden dybt hans Bryst!
 

VII
Jeg elsker Dig — Dig, som jeg ei tør sige!
Du staaer som Tanken i mit Drømmerige,
Du skaber Aanden i hver dristig Sang,
Thi svulmer Hjertet, ret som Bølgens Gang,
Og brister stolt — thi Skjalden er en Gud;
Du er jo Brud — og lykkelig som Brud.


VIII
Man har et Sagn — et Eventyr:
Hvert Musling-Dyr,
Der bygger i den dybe, salte Sø,
Naar det har skabt sin Perle maae det døe.
O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,
Og Perlen koster Livet.
 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879