H.C. Andersen digt 1852

Hjemmet. *)

*) Sang ved Festen for Maleren F. L. Storch, Januar 1852.

Mel. Menuetten af Elverhøi.

Naar hjemme man på Gadens Bræt

Faaer Saugspaan blæst i Øiet,
Forstyrres i sin Fortougsret,
Saa er man misfornøiet;
Man finder Meget ferskt og tamt

Og smaaligt, reent forbandet,
Sit Trappe-Rækværk vaadt og klamt – Uh! det er Fødelandet!
 

Man reiser – og som det gaaer frem, Erindrings-Englen kommer,

Han synger om det kjære Hjem,

Om Solskin der og Sommer,

"Om Vintertid med Stjerners Pragt;

Hvad Bittert er vi glemme;

Og i vort Modersmaal er lagt

Et Kys fra Moder hjemme!
 

Flyv Verden rundt paa dampsnel Baad, Vor Fart er længselsblandet,
Os binder en electrisk Traad
Altid til Fædrelandet;
Jo længer bort, desmere fiin
Vil Traaden blive spundet;
Du Blodets Hjem, den Magt er din,

Dybt i Naturen grundet!
 

Ja, Hjemmets Jordbund har en Magt

For Syden som for Norden;

Det er som var en Rav-Bund lagt,

Der drog, selv gjennem Jorden!

Og denne Hjemvee, sund og sand, Engang, paa større Vinger,

Os op til Aandens fædreland,

Til Gud, vor Fader, bringer!
 

Så føle vi og synger det,

Det er dit Hjertes Tanker.
Hvor Du blev født, har leet og grædt,

Og Venners Hjerte banker,

Du Kunstens Søn, Du danske Mand,

Her Dig "Velkommen" gives

I Landsoldatens stille Land,

Hvor Aands Guld-Æbler trives!
 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879