Ja, en Drøm
saa deilig,
fuld af
Drømme selv,
Er' de korte
Timer paa
vor Barndoms
Elv!
Alt har Liv
og Hjerte
paa vor
første Vei,
Og vi er'
uskyldig',
thi vi veed
det ei. —
Hjertet fast
sig klynger
til de kjære
Smaa,
De er' just
saa store,
de kan
Himlen naae!
See de to
herinde,
hver med
Haand ved
Kind,
Øinene halv
lukked', de
vil sove
ind;
Men hvor kan
de sove!
Glæden vil
det ei!
Tænk,
imorgen skal
de, o, saa
lang en Vei!
Første Gang
just er det,
de skal til
en By,
Og en stor,
betænk dog!
— Var det
Morgengry!
"O, var det
dog Morgen!"
sukke begge
To.
Hjertet vil
iaften ikke
gaae til Ro;
Tanke følger
Tanke,
skaber Alt
saa smukt,
De er' alt
paa Reisen
med den
første
Flugt.
Øiet meer
sig lukker;
Pigen sover
nu,
Hører ei,
hvor Broder
hvisker:
"sover Du?"
Hun om Reise
drømmer, han
har ingen
Ro.
Sove? Han?
Bevar' os!
hvor kan
Sligt man
troe!
Vaagen Alt
han skuer,
o, var det
dog Dag!
Anelse og
Længsel
driver
Pulsens
Slag. —
— Ha! det er
alt Morgen,
rask det
gaaer afsted,
Barnehjertet
synger høit
af Salighed:
Ud i Verden!
rask afsted!
Det er, see
dog bare!
Ret som Mark
og Eng løb
med,
Os det er,
der fare.
Nu paa Land
og nu paa
Sø,
Som det sig
kan skikke,
Gid jeg dog
maae aldrig
døe!
Nei, det vil
jeg ikke!
Reise bort
med Fa'er og
Mo'er —
Det er, som
jeg svæver!
Verden er
saa stor,
saa stor!
Gud skee
Lov, jeg
lever!
Blomsterne
under Sneen.
Gjennem
Sneen Solens
Guld
Falder paa
min Pande,
Løfter mig
fra sorten
Muld
Op til
Lysets
Lande.
Sneen
smelter for
min Kind,
Kjærlighed
jeg drømmer,
Men den
kolde,
skarpe Vind
Død mig
gjennemstrømmer!
Børnene i
Vognen.
Intet Træ
har Blade
paa,
Hvid' er
Mark og
Enge!
Men, hvor
kan dog
Krattet
staae
Med sit Løv
saa længe?
See, med
bruunt og
gule Haar,
I den hvide
Snee det
staaer!
Løvet.
Engang
deeltes
Verden ud
Mellem
Djævelen og
Gud;
Da til
Mennesket de
kom,
Blev' de
begge enig'
om,
At saalænge,
som eet Blad
Endnu fast
paa Grenen
sad,
Skulde
Sjælen Gud
tilhøre,
Ingen turde
ondt den
gjøre;
Djævelen sin
Deel først
fandt,
Naar det
sidste Blad
forsvandt.
Derfor lod
den gode Gud
Først, naar
Krattet
springer ud,
Og det nye
Grønt vi
finde,
Alt det
gamle Løv
forsvinde.
Fast det
staaer fra
Top til Rod;
Thi vor
Herre er saa
god!
Postkarlen.
Her i denne
lille By,
Der har
næsten reist
sig ny,
Skal engang
— naar, har
jeg glemt —
Fjenden have
hærget
slemt;
Alting sank
i Brand og
Gruus.
— Yderst
laae et
lille Huus,
Det var
Aften, Lys
man tændte,
Fjenden var
mod Nat i
Vente. —
Hvilken
Jammer!
hvilken Nød!
Bittre,
salte Taarer
flød.
Kun den
gamle
Bedstefa'er
Sad
taalmodig,
taus i
Krogen,
Intet Suk
hans Læbe
bar,
Fromt han
sang af
Psalmebogen:
"Herren i
vor Nød og
Vaade
Kan en
Skandse om
os slaae!"
Sønnen hørte
mørkt derpaa,
Hvor var der
vel Hjelp og
Naade?
"Aldrig meer,"
det var hans
Ord,
"Skee
Mirakler paa
vor Jord!"
Men den
Gamle, from
og rolig,
Psalmen sang
i Sorgens
Bolig;
Og de lytted'
til hans
Sang,
Folded'
Hænderne og
bade,
Sang med ham
endnu en
Gang.
Som de da i
Kredsen sade,
Graaden
svandt fra
deres Kind,
Og de sov
saa stille
ind.
— Natten
gik, de
vaagned'
trøsted',
Der var Fred
og Tro i
Brystet.
Taus de
lytte. Alt
er stille.
Døren nu de
aabne ville,
Men den
viger ei,
thi see,
Huset ligger
skjult i
Snee!
Det har
fyget stærkt
i Nat,
Men ei Byen
man kan
kjende,
Alt i Gruus
og Ild er
sat
Af den kaade,
grumme
Fjende;
Kun det
lille Huus i
Sneen
Saae de ei —
det Frelse
fik,
Medens Døden
grumt med
Leen
Gjennem
mangt et
Hjerte gik.
Herren selv,
som kjender
Trangen,
Havde under
Psalmesangen
Dækket det
mod Ild og
Landse,
Bag ved
Sneens hvide
Skandse *).
*) Et
Folkesagn.
Fuglene.
Smaabørn,
kjør kun
rask afsted!
See, qvivit!
vi komme
med.
Det er
Fastelavn i
Dag,
Vi skal til
et lystigt
Lag;
Katten, som
vil faae os
fat,
Har de nu i
Tønden sat.
Fare! Fare!
Krigsmand!
Døden skal
han lide,
Han kom dog
til
allersidst
I den sorte
Gryde!
Børnene.
Snart vi nu
til Byen
naae!
Der er'
mange Taarne
paa.
O, den er
saa stor,
saa stor!
O, men see,
Du søde
Mo'er!
See, en
levende
Husar,
Som Du os
ham tegnet
har!
Levende med
Hest og
Spir,
Ikke malet
paa Papir!
Her er Byen!
søde Gud!
Saadan seer
vist Himlen
ud.