Havfruen ved Samsø
 

(Et Sagn)

Die Meerfrau steigt aus den Wellen —
                                                H. Heine

 

Det er sildigt alt paa Aft'nen, Stormen stiger meer og

                                                                                meer,
Bølgen vælter sig mod Kysten, hvor man Fiskerhytten seer.
O, der er saa lunt derinde, gamle Mutter sidder her,
Og ved Fyrrepindens Flamme bøder hun paa Garnet der.
Hist i Krogen ligger Katten, den er ei i Ungdoms Vaar,
Sildehoveder den spiser af et gammelt Potteskaar.
Lav er Døren, uden Lukke ryster den ved Stormens Kast,
Skjøndt den nok saa godt er bunden med en gammel Strikke

                                                                                    fast.
Hør — nu rasler det derude, gamle Fatter kommer hjem;
„Gud skee Lov, han kom den Gamle! Søen er i Aften

                                                                                    slem.“
Men, hvor han er bleg og stille, Skyer paa hans Pande

                                                                                   staae;
Han sin gamle Klædning kaster, tager Søndags-Stadsen

                                                                                     paa.
Haaret børster han med Haanden; see, hans Øine rulle

                                                                                      vildt;
Undrende hans gamle Qvinde trykker ham i Haanden

                                                                                   mildt.
Hende kan han ikke dølge, hvad der driver ham afsted:
„Jeg maa bort! til Dannerhoffet; før faaer jeg ei nogen

                                                                                   Fred.
„Havfruen igjen jeg hørte, det er nu den tredie Gang;
„Hvis jeg dvæler længer, vil hun synge snart min

                                                                         Dødningsang.
„Hvert af hendes Ord jeg husker, o det klang saa stort,

                                                                        saa smukt!
„Snart skal Jubelklokken klinge over Belte, Sund og

                                                                                Bugt,
„Og en Prinds skal fødes Danmark, fuld af Snille, fuld

                                                                              af Mod;
„Han skal nævnes fjerde Christian, af den olden-

                                                                   borgske Rod.
„Under ham vil Danmark blomstre, og hans Værk vil

                                                                       ei forgaae!
 „Som en Konge, Helt og Fader skal han blandt de

                                                               Danske staae!“
 —  Saa den gamle Fisker taler, griber Knortestaven fat,
Vandrer saa afsted fra Hytten, frygter ikke Storm og

                                                                                  Nat;
Men han skotter sky til Stranden, — aldrig Veien var

saa lang  —
Havfruen i Dybet dukker; Stormen synger nu sin Sang.
 

I Røg og Damp staaer Bugt og Sø,
Paa Bølgen glider Havets Mø;
Sin Helt hun seer paa Dækket staae;
Høit om hans Daad vil Harpen slaae:

„Kong Christian stod ved høien Mast
I Røg og Damp.
Hans Værge hamrede saa fast,
At Gothens Hjelm og Hjerne brast;
Da sank hvert fjendtligt Speil og Mast
I Røg og Damp.
Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!
Hvo staaer mod Danmarks Christian,
I Kamp?!“
 

Fra Fader-Øiet strømmer det røde Helteblod,
Men han har Seiren vundet og hævet Danmarks Mod.
See, Fjendens Skare flygter — og gjennem Sund og

                                                                                  Belt
Den glade Havfrue synger om Seiren og sin Helt.
 

Aarhundreder forsvinde i Tidens dybe Grav.
See, Natten er saa stille, speilklar er Fjord og Hav;
Dampskibet glider hurtigt, langs Samsøs grønne Kyst,
Maskineriet larmer, forresten Alt er tyst.
De Passagerer sove paa Dækket Natten væk,
Enhver har godt indsvøbt sig i Kappe og i Sæk;
De snorke og de sove Enhver paa sin Maneer.
Styrmanden staaer ved Roret og hen mod Kysten seer,
Thi hist, hvor Øen høiner sig i den salte Sø,
Der sidder bleg og gammel, hiin Havets kjendte Mø.
Det lange Haar er hvidnet, og ligner bleget Tang,
Og mat, som Bølgens Skvulpen er hendes sidste Sang.
„Trehundred' Aar er' svundne, fra først jeg Lyset saae!
„Min Barm ei længer svulmer, og Lokken er saa graa!
Snart paa min Gravhøi voxer den lysegrønne Tang,
„Mit Minde da forsvinder, som nu min Aften-Sang.
„Til Skum jeg snart forvandles — — kun eet gjør mig

                                                                     saa vee:
„Ak, aldrig skal jeg mere hans Helteaand da see!
„Jeg sang jo ved hans Vugge, jeg sang i Kjøgebugt,
„Jeg græd i Issefjorden, da Danmarks Sol var slukt!“
— Den gamle Styrmand lytter — han hører hvert et Ord.
De Passagerer vaagne. — Det kuler stærkt fra Nord.
— Havfruen er forsvunden, forstummet hendes Sang,
Men Skum der sees paa Bølgen og paa det brune Tang.
 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879