H.C. Andersen digt 1832

Grethes Glæde over Sommeren:
 

I denne Maaned flytte vi paa Landet,
Min Tante vil saa gjerne nu derud.
I Aar det bliver noget ganske Andet
End sidst. — Vi laae i Søllerød. Ved Gud!
Den hele Uge vi os maatte kjede.
Jeg fandt tilsidst, at Egnen var saa styg;
Der var om Dagen saadan Sol og Hede,
Og saa om Natten - uh! Saa mange Myg!
— Man saae jo ingen Ting, kun Mark og Enge,
Og grønne Træer og en Blomster-Plet,
Og skal man see på saadant Noget længe,
Saa bliver man tilsidst, ved Gud, saa træt!
Vi troede der just var noget Rart at finde,
Men reent paa Landet er dog slet bevendt;
Og Tante blev i Grunden helst herinde,
Men man kan ikke være det bekjendt:
Man skal jo ligge der; er man galante,
Og det er sundt, som Doctorne jo troe.
Et bedre Sted vi faae i Aar, thi Tante
Har leiet Værelser paa Vesterbro:
Der er, ved Gud! Saa nydeligt derude;
At jeg kan aldrig nævne det ved Navn;
Der seer man ogsaa Træer og Køer og Stude,
Og saa er man saa nær ved Kjøbenhavn!

Det er behageligt — især i Sommer,
Da jo Comedien skal blive ved;
Og nu de kloge Mænd til Byen kommer,
Er Vesterbro det allerbedste Sted.
Der ellers een Ting er, jeg ei kan skjønne,
Men muligviis er jeg vel lidt borneert:
Hvor Folk kan saadan sværme for det Grønne;
Man skaber sig, og man er affecteert.
Jeg var hos Modehandleren forgangen Uge,
Og nogle søde Blomster der jeg saae;
Jeg skulde nogle røde Roser bruge,
Men der var ingen grønne Blade paa.
Jeg spurgte, om der ingen skulde være?
Da sagde Modehandleren, og lo, ved Gud!
"Fy, grønne Blade, det er ækelt, Kjære"
Det er saa flaut — det ta'er sig ikke ud!"

Han har just Smag, han veed hvad der er kjønt:
Og derfor kan jeg Landet ei berømme,
Men bliver træt af alt det meget Grønt.
Nei, Broerne jeg priser mange Gange,
De har for Sindet noget frydeligt,
— O, hvor jeg glæder mig til denne Sommer,
Det er dog dejligt! Hvor jeg elsker den!
Især, naar saadan Efteraaret kommer,
For saa begynde Ballerne igjen!

 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879