Den fremmede Fugl


Soll ich dir die Gegend zeigen,
Mußt Du erst das Dach besteigen.
                                    Goethe.

Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det

                                                                         aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenges Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en

                                                                        Green
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig en!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og

                                                                             Krop,
Fuglen selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin

                                                                                        Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for

                                                                     smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!“
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Fuglen bringer sjeldne Frøkorn svøbte i et Rosenblad.
I hvert Frø er' skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster

                                                                                   staae,
Jesusbarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens

                                                                               Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar

                                                                            for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere

                                                                             groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maa.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod

                                                                 Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
Ja, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-

                                                                              Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.
Fra det barnlig' kloge Øie strømmer Freden i hans Bryst;
Kjærlighed —! O Hjertet svulmer — Du er meer end

                                                                    jordisk Lyst!
Tanken styrker, Tanken knuser, Jord og Himmel er saa

                                                                                     nær!
Alle gode Aander juble i det klare Morgenskjær.
Skoven mere grøn sig hvælver, Alt er Duft og Alt er

                                                                           Sang,
Og der kysses og der drømmes, og der kysses nok engang!
Uger svinde som Minuter, Aaret er en Sommer-Nat,
Hvor kun Glædens Alfer lege i det friske, grønne Krat.

Hvad kan Svanen bringe mere end en trofast Hjertenskjær?
Blomsterbaaden gynger atter, hvad mon vel den bringer her?
Det er meget meer end Perler, meget meer end Sølv

                                                                         og Guld;
Søde Englebørn den bringer, hele Baaden er jo fuld!
Moderen dem ømt omfavner, Faderen er Barn med dem,
Og de begge to er' bange, at de flyve fra dem, hjem;
Flyve op til Himmerige, til de andre Børn hos Gud,
Thi et Nu — og Engle-Vingen voxe kan fra Skuldren ud!
Fuglen kaster Svanehammen, er den lille Fugl igjen,
Og den flagrer og den synger, smukt i Barnehimmelen.
Trylleslottet stiger atter af det lille Blomster-Frø,
Og til Solens Land de seile henad Himlens store Sø;
Palmen voxer, og i Kronen gynger Børneflokken glad,
Og med Alferne de skabe Baade af et Rosenblad.
Manden seer sin Barnehimmel og sin første Kjærlighed,
Som to klare Stjerner funkle de i Aandens Blomsterbed.
Men i Svanehammen stiger han i det umaalte Blaae,
Og som Sandet dybt i Havet seer han Verd'ner for sig

                                                                            staae.
Alt er kun een Guddoms Tanke, Alt er kun een Kjær-

                                                                        lighed!
Aanden svulmer, Hjertet synker til sin Barnehimmel ned. —
Men saa sært sig Verden tumler, det er ret en broget Drøm!
Aarene, som Draaber, svinde i den store, stride Strøm.
Gjennem samme Tidens Prisme hver betragter Livet her,
Men vi see det ikke altid gjennem samme Farveskjær. —
Taus og ene sidder Manden ved den kolde Marmorsteen,
Børn og Hustrue ere døde, Fuglen synger ei paa Green.
Øiet seer hen over Havet, hvor den røde Sol gaaer ned;
„Mon dog aldrig Svanen kommer? Faaer dog Hjertet

                                                                  aldrig Fred?“
Og saa inderlig han længes, træt er Hjertet af at slaae,
Men der dykker ingen Svane op fra Havets dunkle

                                                                          Blaa.
— Dog, hvad er det hist som svæver i det milde

                                                       Aftenskjær?
See, paa Svanens hvide Vinger kommer Dødens Engel

                                                                                      her;
Hvad han synger, synes Manden han har hørt som Barn

                                                                                engang,
Og en mægtig Hjemvee føler Hjertet ved hiin Barndoms-

                                                                             Sang.
Fuglen kan ei bringe mere fra det underfulde Land,
Derfor er det Englen kommer til den trætte Vandrings-

                                                                               mand;
Begge stige de i Baaden, glide fra den snevre Bugt,
Og i Aftnens sidste Straale sees den, som en Stjerne

                                                                               smukt.
Men naar Baaden reent er svunden, er han i det bedre

                                                                                 Hjem,
Og de store, hvide Vinger voxne er' fra Skuldren frem.
 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879