H.C.Andersen Information

HOME-START

OP

 

 
H.C. Andersen  1840

II

Sørge-Cantate

Sørge-Cantate over høisalig Kong Frederik den Sjette. Musik af J. P. E. Hartmann. — Afsungen ved Sørgefesten i Studenterforeningen den 28de Januar 1840.

Før Talen

Chor.
 

Død er vor Konge! Død Kong Frederik!

Hans Kongevei tidt igjennem Tjørne gik,

Han meente ærligt det med Folk og Rige.

Død er vor Konge! Død Kong Frederik!

Og Hjertet føler, hvad det Ord vil sige.
 

Recitativ.
 

Ved Sommerslottet suse Skovens Ege

Om tunge Aar og ei om Barnets Lege,

Om Kongesønnen i de kolde Sale! —
Høit om hans Ynglingsdaad skal Stenen Tale;

Paa Bondens brudte Aag er Støtten sat,

Mod Himlen peger den i Sorgens Nat.

Høit ruller Bølgen mod den danske Slette,

Den synger om den Sortes Takke-Bøn,

Velsignet være Frederik den Sjette

Ei sælges tør, o Africa, din Søn!


Naar Svalen kommer hid fra Keiserborgen,

Fra Donaus Keiserborg, den Qviddrer Sorgen,

Den Sorg, dens Moder saae paa Kongens Pande,

Da der han værnede om Hjemmets Lande.

Om Oldtids Tingsted Bondens Marker tale,

Om Bonden nu forkynde Raadets Sale,

 

Fiirstemmig Sang med Duet og Chor.
 

Kongen er død!
Hør over Vangen
Sørgesangen
Som den ved Femte Frederiks Kiste lød:

"Hold Taare op at trille.

Og Du min Cithar stille!

Nu bæres Kongen bort

Til Graven!"
 

Chor.
 

"Nu bæres Kongen bort Til Graven!"  *)

 

*) Evalds Sørgesang over Kong Frederik den Femte. H.C. Andersens Samlede Skrifter XII  2. Udg.

 

Sang.


Den danske Bonde bad: o, maae vi bære

Vor konge til hans sidste Hvilested!

Den lange Vei er kort, og let vil være

Den Byrde, som har al vor Kjærlighed.

Han Byrden bar for os, und os den Ære,

Den lange Vei er kort, naar ham vi bære!

Gud signe Bonden! her var Hjertet Tolk; Taknemlighed, betegn Du Danmarks Folk!


I hvert et Bondehus, om nok saa lille,

Et Lys er tændt langs Veien hvor de gaae,

Og i den kolde Nat ved Grøften stille

Med deres Børnebørn de Gamle staae:
"Nu kommer Kongens Liig! se Faklen brænder!"

Og Barn og Gubbe folder deres hænder.

De glemme aldrig dette Øieblik.

 "I Jesu Navn! Farvel Kong Frederik!"
 

Chor.

 

Lad Floret hænge ned om Sørgestaven,

Og Faklen lyse rød!

For os hiin Sørgesang gjenlød:

"Nu bæres Kongen bort til Graven!"

 

Efter Talen.

 

Choral.
 

Hvad er mod Aandens Rige hist

Den Pragt, os Jorden viste,

Den samler sig til allersidst

Her i den snevre Kiste!
 

Vexelsang.

 

I Kirkens gamle, hvælvede Gange

Lød de dybe Sørgesange
Over Kongens Baare.
Det var ei den sidste Taare,
Mangt et Øie der ham gav;
Grædes vil der langt fra Kongens Grav.

 

Duettino.
 

O mangt et Træk, saa ærligt, ligefremt,

Tegn paa hans Hjerte, har vort Hjerte gjemt,

Det bliver aldrig glemt!

 

Chor.
 

Det trætte Støv de Hvile gav;

Det er saa tyst nu ved hans Grav.

 

En enkelt stemme
 

Kun Maanens Straale kysser Kongens Kiste.

 

Chor.
 

Tag vort Farvel! det er det sidste!

 


 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879

 

 

 


Copyright © 2002-2014     www.visithcandersen.dk