Kong Frederik den Sjette

I

„Danmark, deiligst Vang og Vænge", Havets Lillievaand!
Der er kraft i dine Drenge,

Der er Manddoms Aand.

Paa Bedrifters Dannevirke

Reiser Nutid Aandens Kirke,
Det, som Jordens er, henveirer,
Aandens Adel seirer!

Engang var her Nød, desværre,

Folket blev nedtraadt,

Stormænd ville spille Herre,

Selv med Landets Drot;
Folket da til ham sig nærmed':

"I dit Skjød er vi beskærmed',

Kongen vi al Magt forlene,

Ham vi lyde ene!"

Magten sad i Kongens Sale,
Gik fra Slægt til Slægt.
Hver om Kronens Glands kan tale,

Men ei om dens Vægt.
Sjette Fredrik arved' Magten;

Oplyst, stort han fatted Pagten,

Pagten mellem Folk og Konge,

Løst blev Folkets Tunge!

"I mit Skjød" er "ved mit Hjerte!"

Saadan talte Du,
Og ved Handlingen Du lærte,

Som dit Ord, din Hu.
Dom har Alle! Konge-Dyder

Skattes først naar Taaren flyder,

Du har kjæmpet, prøvet Livet,

Dig dit Land hengivet.

Retfærd Du med Mildhed øved,

hørte hver som bad!
Den, som kom til Dig bedrøvet,

Vandred' fra Dig glad.

Kongedyden har du tolket;

"Kun for Landet og for Folket
Fik af Gud jeg Kongekronen!"

Længe hersk paa Thronen.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879