Et Par Ord ved Scenens Gjenaabning den 1. Decbr. 1857 

Først Ouverture af Kuhlau, f.Ex. til "Elverhøi", og foran det Holbergske Stykke en Ouverture af Weyse.

Paa Kongens Nytorv stod et gammelt Huus, Der reistes under Frederik den Femte:

Den Kongelige Danske Skueplads,

En ringe Bygning, intet Fest-Palads,

I Ringhed dog det store Minder gjemte.

Et kraftigt Kunstens Liv og Dygtighed

Med Hædersnavne lyste til os ned;

Hvad herligt er, ei synker til det Glemte.

"Bliv til, du danske Scene!" Holberg bød,
Og den fremstod, den stod som klippegrundet; Hans Vid og Lune gjennem Huset lød,

Sin Molie're havde Norden fundet.

Sin Tid, dens Daarskab og vor egen med,

Som han den saae med Snillets Blik, det rene, Fremstilled han — indvied dette Sted,

Sit Aandens Guld gav han den danske Scene;

Bag Biens Braad laae Honning, sød og god,

Og sund lød Latteren, og lys blev Tanken,

— Thalia her som Herskerinde stod,

Alene hun. — — Da aabnede sig Skranken,

Og Melpomene hævede sin Røst.
 

Den høie Alvor, Hjertets stærke Banken
Ved Alt, hvad stort er, fyldte sært hvert Bryst.

Hvad Ewald drømte, kun blev virkeligt
Ved Nordens Shakspeare: Adam Oehlenschlæger. Selv Oldtids Gru blev til et Skjønhedsdigt,
Der løfter Sindet, mens det dybt bevæger.

Fra Sagas Tavle fremsprang ved et Bliv

Lyslevende med Kjød og Blod og Liv
Jarl Hakon, Palnatoke, Valborg. Hævet
Fra Muldet funkled for os Oldtids Guldhorn,

Og Nordens Storhed Hjertet gjennembæved. —

Med Nordens Granqvist og en Krands af Korn

Stod Melpomene  — vied' Scenen ind,

Hvor alt det Store nu i Skjønhed leved',

Mens ude vexled Solskin, Veir og Vind.

Smyk, danske Skueplads, din Tempel-Tind

Med Masten, som Thalia Holberg rakte,

Og sæt ved Masken Melpomenes Dolk,

Den, som hun for et glad taknemligt Folk
Sin Skjald, vor Adam Oehlenschlæger, bragte.

Mal Digternavne i en  Blomsterflor,

Guirlanden, som sig slutter til de Tvende!

Hør Melodier, Danskhed i dem boer,

I dem vi Schulz og Weyse, Kuhlau kjende.

See, for det Guldstøv Galeotti gav,
Og Tidens Flod os tog — et nyt er vorden,

En Mimens Rigdom, fuld af Poesi,
Fra Napoli og til Hardanger-Fjorden.
— Den Rigdom har den danske Skueplads!

Da først den aabnedes, af Kraften, Kronen,

Dens Styrke, Sammenhold og Bliven-ved

— Det laae i Hjertet for det hos Nationen,

Theatret blev et festligt, hjemligt Sted.

"Ei blot til Lyst" — den Indskrift øverst kom,

Og Digter, Kunstner, Publicum forstode

Det Tankesprog og værnede derom

I Templet for det Skjønne, Sande, Gode.

Lidt efter lidt forandrer Tiden Hver,

Det Gamle skifter om. — O, gid den Lykke,

Velsignelse og Virkekraft, som her
Det gamle Huus har eiet, stadigt bygge

Og bringe Glæde, Alvor, Lyst og Mod!
Velkommen! Scenen staaer, som før den stod.
 

Som gunstigt Varsel Holberg Krandsen bære,

Vor ældste Digter, dog i evig Vaar!
Han, som for mere nu end hundred' Aar

Her Aabned' Skuepladsen, Holberg være

Den, som igjen ved Lunets rige Kaar
Indvier Scenen — ham den første Ære! *)
 

Efter Prologen opførtes "Den Stundesløse".

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879