Epiloger 

III.

En Epilog — dens Kreds gaaer vidt:

I Aandens og Verdens Mit og Dit,
I Alt, hvad der skeer, man bliver ei qvit
Epilogen.
 

Ved Balmusikken og Dandsens Flugt Forloves et Par; det er ganske smukt

Epilogen.

Den synkende Sol ender Dagens Magt

Og giver gjennem Skyernes Pragt

Epilogen.
 

Paa Storm følger Havblik i Vexelgang,

Paa Svanens Liv følger Svanesang:

Epilogen.
 

Den visne Blomst, gjemt, men ei glemt,

Er som saa Meget, der dybt har stemt,

Epilogen.
 

I Længselen ligger den fjernt og vidt;

I Kjærligheds Lykke blev Smerte tidt

Epilogen.
 

Vel er Epiloger skrevet og sagt

Saa tidt, at nu har slet ingen magt

Epilogen.
 

Og dog er det ofte en Hjertens Trang
At sige sin Tak, — saa har man engang
Epilogen.
 

Den er en Bouquet, som Digteren bandt,

Den bringes, som man i hans Have fandt

Epilogen.
 

Men Hjertelaget har en Magi;
Den lægge min dybtfølte Tak ind i
Epilogen.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879