| H.C. Andersen 
															   
															
															
															Epiloger   
															  
															
															II. 
															  
															
															Ved en Forestilling 
															af Frøken Amalie 
															Price 
															
															 
															 
															Naar man saa godt 
															som hver en Aften 
															maa  
															Erkjende glad, at 
															ædle Hjerter slaae,
															 
															Som dømme mildt, og 
															man er velseet,  
															Saa ønsker man at 
															møde en Poet,  
															Der kunde give Ord 
															for det herinde.  
															Men det Slags Folk 
															er ikke let at 
															vinde;  
															De sige strax: "Min 
															Gud, hvor skal jeg 
															dog  
															Nu atter kunne 
															skrive Epilog!  
															Det Thema udpiint 
															er, ei værdt at 
															høre".  
															Udpiint? Jeg 
															mener nei! Man kan 
															det gjøre  
															Saa let, saa 
															ligefremt — just det 
															jeg troer.  
															Udtal kun: dybtfølt 
															i mit Hjerte boer,
															 
															Det næsten som et 
															Eventyr her groer,
															 
															Et Eventyr, hvor 
															Livets Farver 
															spille,  
															Og Tanken er saa 
															nær just dette Sted.
															 
															Paa denne Scene alt 
															som ganske lille  
															I Pantomimen legede 
															jeg med,  
															Jeg fra en Leeg det 
															ikke kunde skille.
															 
															Saa skifted om det 
															gamle Legested,  
															En større Scene, Dands og Deilighed:
															 
															Balletten aabnede 
															sit Tryllerige.  
															Ved Bellmans Fest 
															sprang Ulla 
															ungdomsglad,  
															Og milde Øine saae 
															den unge Pige —  
															Da lød ind i mit 
															Bryst en Sangfugls 
															Qvad:  
															"Fremad i 
															Kunsten!" klang dens 
															dybe Stemme,  
															Og Fuglen svang sig 
															did, hvor vi 
															fornemme,  
															Lysstraalen boer; — 
															men i mit Bryst var 
															lagt  
															Igjennem Alvor 
															Kunstens høie Magt.
															 
															Og paa den Scene, 
															jeg som Barn var 
															hjemme,  
															Udfolder Vingen 
															sig til bedre Flugt.
															 
															Gid engang jeg i 
															Kunsten værdigt 
															smukt  
															Den Plads indtage, 
															hvorom Hjertet bad,
															 
															Og opfyldt see, hvad 
															tyst hiin Sangfugl 
															qvad,  
															Der vakte Længsel og 
															dog Mod tillige.  
															Gid jeg i Gjerning maa min Tak 
															udsige!  
															— Det bad jeg blive 
															lagt i Epilogen;  
															— Men her staaer 
															meget Meer i 
															Hjertebogen.  
  
															Kilde: H.C. 
															Andersens "Samlede 
															Skrifter" Tolvte 
															Bind.1879 
   |