H.C. Andersen digt 1844

En hustru

En Hustru smykker Huset som en Ranke,

Hun rækker Manden Livets bedste Viin,

Hun styrker og begeistrer tidt hans Tanke, Hvert Smiil af hende blev en Rose fiin;

Hun deler hver en Hjertets Byrde trolig,

Hun er hvad Englen for Tobias var,

En ædel Hustru blev i hver en Bolig

Den bedste Skat, som Husets Eier har.

En hustru som er Moder, er et Hjerte

Der gyder ud sit friske, rige Væld,
Hun kysser bort den hele Ungdoms Smerte, Hun virker stille til et Riges Held;
Hun aander Tanker ind, hvis Frugter gløde Igjennem Slægter, mange, mange Aar,
Sødt Moders Navn i Hustruens skal møde,

En Genius i dem forenet staaer!

Et eget Udtryk har en Moders Øie
Man føler, man maa være hende huld,

Gud som ransager alle Hjerter nøie,

Veed, dette Hjerte blev et prøvet Guld.
Thi hæv dig Sang! udbred din Svane-Vinge! Svulm høit, som Strængens Tone og forgaa! Hver ædel Hustru dette Qvad vi bringe,

Og Gud skee Tak, paa Jorden er ei Faa!

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879