"En Guddoms Tanke er Du, Poesi!"


En Guddoms Tanke er Du, Poesi,

Udsprungen fra det store Fader-Hjerte,

Din Sjæl er Kraft, din Tale Melodi,
Dit Smiil kan dulme selv et Jordlivs Smerte.

Dit klædebon er hver en Skov, der groer,

Den røde Lava, Bjerget svøbt i Skyer,

Det dybe Hav, hvor Leviaten boer,

Selv Verdens-Vrimlen i de store Byer.
For dig er ikke Livets Bibel luft,
Dit Hjem er alle Jorderigets Lande,

Igjennem Universet går din Flugt
Med Stjerne-Diademet om din Pande!

Saadan du staaer for hvert begeistret Sind,

Og Sjæl og Tanke klart din Guddom fatte,

Du lukker Barnet i din Himmel ind,

Og viser Manden dine Guddoms-Skatte.

Imellem skotter Verden til din Flugt,

Skønt Verden har saa Meget at bestille,

Og mangen Lærd beskriver Dig ret smukt

Og lærer dem, som gjerne lære ville;
Fe faae, hvad Mester da har tænkt og meent,

Det store Kæmpelegem' man trancherer,

Og seer, at Poesi er noget pænt,

Og Digteren en flittig, god Polerer,

En velstuderet Mand, en dygtig En,

Der ærlig Døgnets Middags-Suppe laver,

Der kunstig skærer ud en Ferskensteen,

Og ride kan Spidsfindighedens Traver,

Der siger, „Poesi er Formelys,
Der støbes udenfra og smukt skal tindre,

Men ei en Væxt, der under Nattens Gys

Og Dagens Ild udvikles fra sit Indre."

Den vokser ikke kunstig til en Muur,
En Væxt, der under Saxen Form blev givet,

Men griber ved sin stolte Kraft-Natur,

Og viser, fra det Indre strømmer Livet!

— Naar Solens Straale gjennem Ruden gaaer,

Dit Øie Millioner Støv-Gran finder,

Dog, det er ikke Blomsterstøv Du faaer,
Nei,HverdagsFnugget er det, som forsvinder.

Blæs kun derpaa, da hvirvler Støvet smukt,

Og der er Form og Runding, smukke Bølger;

Men Døgnets Sol gaaer ned, et dødt Product,

Er Alt, hvad af den hele Stræben følger.

Prometheus lig, staaer Skjalden paa vor Kyst,

Med Tidens store Uhr hans Hjerte banker,

En Verdens Taarer bølge i hans Bryst,

Kherubens Flugt blev skænket til hans Tanker,

Han klipper ikke Stads og springer Buk,

Og skjælder ud paa skønne Melodier,

Thi da vil Musen flygte med et Suk,

Og Guddoms-Stemmen dybt i Hjertet tier.

Løs Formens Baand, den ægte Poesi

I Prosa selv som Poesi vil straale,

Men Hverdag-Tanken i sin Form-Magi,

Er et Metal, der ikke Ild kan taale.

Lad Mængden glædes ved det Stads, den ser,

Ved disse Spring og Viddets Pirouetter,

Det morer her at finde Poul og Peer,

Hvordan, som Solen, ogsaa de har Pletter. —

Nei, Musen flyver stolt mod Himlens Sol,

Hun seer til Havets Ørken som til Bækken,

Til Digterhjertet i en Martsviol,
Og til hver Fugl, der qvidder mildt fra Hækken.

Hun tier ved sin kjære Digters Grav,

Han lever jo der, hvor hun selv har hjemme;

Men det, som han den hele Verden gav,
Det nævner ham, thi det ved ham fik Stemme.

Og Vaaren viser ved sin Kamp og Strid,

At Liv maa gjennem Dødens Iis fremspringe,

Saa var, saa bliver det til evig Tid,

Den stærke Aand skal Formerne betvinge.

Ei Solens Straale i den frie Luft
Formaar at danne Blomstens fine Bæger,

Det er ei den, der fylder den med Duft,

Nei, fra det Indre Kraften sig bevæger!

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879