H.C. Andersen digt

Dødsøieblikket

"Wenn die unbekannte Hand den letzten Pfeil an das Haupt des Menschen sendet, so bückt er vorher das Haupt, und der Pfeil hebt bloß die Dornenkrone von Seinen Wunden ab."

Jean Paul

Hvad er det dog, som lyser? Det luttres for min Sands; Jeg føler Øiet briste i denne Straaleglands.

Mit Hoved mat sig bøier for Kraften i min Aand,

Og mildt om Hjertet løsne sig alle snevre Baand.

I Døden faae vi Vinger, det troe vi jo som Smaa,

Ja Aanden den faaer Vinger, som Tankens overgaae!
 

I Stjernernes Systemer i Midet paa vor Jord,
Jeg seer en Guddoms Fylde hvortil jeg ei har Ord.

En Evighed jeg skuer i Alt, selv i mit Bryst,

Og alle Taager synke bag Jordens kjendte Kyst.

I mine Brødres Hjerter nu først jeg læser ret,

Vel er' vi alle Svage, men Ingen ganske slet.
 

O kunde vi herneden saa klart i Andre see,

Som i vort eget Indre, vi gjorde dem ei Vee.
I hver jeg mig gjenkjender, i Store, som i Smaa,

O, skal vi da i Døden hinanden først forstaae?

Jeg er saa let, saa salig, saa luttret i min Tro,
Jeg føler Kamp og Stræben, og dog en himmelsk Ro!
 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879