H.C.Andersen Information

HOME-START

OP

 

 
H.C. Andersen 1847

Deviser med Presenter paa et Juletræ

1.

 

(Med et dame-guldur)
 

Guld søger guld, det vil dit Hjerte finde,

Naa, det vil dikke udenfor og inde.

 

2.

 

(Med Lamartines Reise i Orienten)
 

Imellem Bogens Ryg og Rand

Du finder det hele Østerland.

 

3.
 

(Med Hegels ,,Philosophie der Geschichte'')

Med hellig Hjertebanken
Vi staae paa Bjergets Top,
Et Verdens-Drama for Tanken
Ruller i Dalen op!
 

4.


(Med en tøffel)
 

Dertil er Du dog ei i stand
At sætte denne over din Mand.

 

5.

 

(Med en Pidsk)

Du faaer en Pidsk, som det sig bør,
Du Lykkens Kjæledægge.
En Pidsk har Du jo faaet før
Her inden fire Vægge.

6.
 

(Med en Bog-Kniv)

Med denne Kniv kan Du sprætte op,
Og see hver Tanke i Bogens Krop.

 

 7.


(Med en Felt-Flaske)

Mens Sneen fyger hid og did,
Og Kulden er den stærke,
En lille Sangfugl flyver hid —
Det er en Morgen-Lærke.
 

8.

 

(Med Thieles Folkesagn, givet en Digter)

 

Modtag fra Folketroens Ager,

To hele Skjepper gyldne Korn

Hvert enkelt vil, naar Du det tager

Forvandles til et Fyldehorn.

 

9.

 

(Med H. C. Andersens Eventyr.)

Her har Du Nøglen, om jeg  tør sige,
Der aabner Dig Slots-Haven i hans Rige.
 

10.

 

(Med en Ragekniv.)

 

Her Skjænkes Dig en Ragekniv, Du gamle kaade Unge,

At Du imellem spare kan lidt mere paa din Tunge.

 

11.

 

(Med en Bog Skrivpapir.)

 

At Du det faaer det er dog Jammerskade,

Du vil kun klatte paa de rene Blade.

 

12.

 

(Med et Exemplar af Schillers Gedichte)

 

Et Rosenflor sprang fra hans Hjerte ud,

Det Hjerte, som i Døden maatte isne,

Men i hver Rose her er der en Gud,

Og disse Blomster kunne aldrig visne.

 

13.

 

(Med Goethes Skrifter.)

 

Veed Du det Land hvor Guld-Orangen groer?

Hvor Sangens Luftning vifter,

Hvor Poesiens hele Storhed boer?

Her er det — Goethes Skrifter!

 

14.

 

(Med en Smørkande.)

Vers og Smør ei passe sammen,
Dog et Vers Du have maa,
Midt i Kanden Digter-Flammen,
Som en Juleblomst skal staae.

 

15.

 

(Med en Lygte uden Lys.)

 

At Lygten her er uden Lys, har fine egne Grunde;

Thi denne Mangel troe vi, bedst Du selv afhjelpe kunde.

Tag Du din egen Vittighed, ifald Du den kan finde,

En saadan ganske lille Stump just passer godt derinde.

 

 

16.

 

(Med en Visker)

Du som staaer der og smidsker:
„Hvad faaer jeg skal jeg troe?“
See her, Du faaer en Visker,
Men Du fortjente to.

 

17.

 

(Med et Speil.)

Lykkens Yndling er Du af Naturen,
Lykkens Yndling er Du i Figuren,
Lykkens Yndling er Du for og bag,
Lykkens Yndling baade Nat og Dag,
Lykkens Yndling — derfor faaer Du — gjæt!
Dette Speil, det viser dit Portrait.

18.

 

(Med en Østers)

 

Tag denne Østers — og hør Sandheds Stemme,

Du i dens Skal vil føle Dig, som hjemme.

 

19.

 

(Med en broderet Pude i Roccoco Stiil, syet af en Datter til hendes Moder.)

 

Endsskjøndt jeg er den yngste jo

Saa bringer jeg Dig Roccoco,

Men Roccoco er, som Du veed,

Et Billede paa min Kjærlighed.

 

20.

 

(Med et Par Thekopper.)


Hvad Baggesen har sagt Du tidt gjentage,

Hver Gang du gaar at sætte Koppen hen:

"Endnu jeg har Erindringen tilbage,

Ak, lad mig aldrig, aldrig tabe den!"

 

21.

 

(Med en Bronze-Hest som Papirpresser.)
 

Til en dansk Statsmand

Her kommer en Hest paa flyvende Fire,
Den kom fra Arabien denne Nat.
Den græsser alene paa Statspapirer,
Og staaer i Tøir paa en Tanke-Skat.

 

22.

 

(Med Rückerts Gedichte.)

 

Rückert som en Fugl sig svinger
Gjennem Sprogets Region,
Alting dandser, Alting klinger,
Hvert et Bogstav faaer Motion,
Digterkortet bliver blandet,
Han er næsten meer end klog,
Ligesom en Fisk i Vandet
Er han i det tydske Sprog.
 

 

 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879
 

 

 

 


Copyright © 2002-2014     www.visithcandersen.dk