|
H.C. Andersen
digt 1838
"Det har Zombien
gjort"
Har Du hørt omTryllelandet
Bag de
vilde Pyrenæer?
Maurisk Kunst staaer i
Ruiner
Under høie Pinietræer.
I den milde Luft ved
Kilden
Synger
Hyrderne om Cid,
Messer læses,
Klokker klinge,
Her
er altid kirketid.
I Sevillas Dom er
malet
En Madonna reen og
mild,
Jomfru bly og
dog som Moder,
Ynde, Mildhed, Guddoms
Ild.
Men hvo blanded'
disse Farver?
Hvo
har kunnet male
Sligt?
Hvad jeg veed,
vil jeg fortælle,
Og
det Givne er ei Digt.
Velbekendt er Don
Murillo,
Spaniens
Correggio,
Paa hans Dragt man saa
hans Rigdom,
I hans
Øie snillet loe.
Det var just en
Sommermorgen,
Tidligt, som de plejed' det,
Korn
Eleverne og satte
Sig til Pensel og
Pallet.
Don Murillo var der
ikke,
Der blev spøgt og
der blev talt,
Drillet, sværmet,
aandet Viisdom,
Og forresten meget Galt.
"Ved Sanct Jacob!"
skreg den Ene,
Da
han for sit Billed'
staaer,
"Hvo har malet paa
mit Stykke?
Hvo gik
sidst herfra igaar?"
"O Du Nar, vi gik jo
sammen!"
— "See, hvor
min Pallet seer ud!
Og
betragt dog dette
Stykke,
Det er malet
til en Klud!"
"Dog i
Hjørnet
staaer et Hoved,
O,
hvor deiligt! o hvor
blødt!
Det har
Du ei
kunnet male,
Før dit
lever er det dødt!"
"Mine
Pensler ere
vaade!"
Raabte høit en
Tredie der;
"Det er ei den
første Morgen,
Sligt
er mødt os Alle
her!"
"Meget skeer i
Nattens Time,
Meget,
underfuldt og
stort!"
— "Ah, Du troer med
Negerslaven Gomes,
det har Zombien
gjort;
Zombien, som han
kalder Nissen,
Efter
Negerfolkets Tro!"
—"Gid," udbrød den
Ældste blandt dem,
"Zombien lod Jer i
ro,
Og fuldførte min
Madonna,
Det vil ei
med hende gaa!"
Han
sig vendte til sit
Billed,
Blegnede og
saae og saae:
Herligt skjønt, om
kun skitzzeret,
Et
Madonnahoved stod.
"Nådens Gud! hvo maled' dette?
O, jeg
har ei Kraft, ei Mod
Til at ende dette
Skabte!
Hvilken Skjønhed! o,
hvor stort!"
Don Murillo traad i
Salen
Spurgte: "Hvo
har dette gjort?
Den som maled' det,
er Maler,
Er min
kjæreste Elev!"
Alle nedslog deres
Øine,
Alle om ham tause
blev.
"Svar dog, hvo har
malet dette?
Svar
mig! jeg det vide
vil!"
— "Zombien har gjort
det, Mester!
Her gaaer
ikke rigtigt til!
Hver en Aften Alt vi
ordne,
Rense Pensel og
Pallet,
Men hver Morgen
naaer vi komme,
Intet er paa samme
Plet!
Men rundt orn, saa
deiligt malet,
Titter mangt et
Hoved frem,
Her en Engel, der en
Djævel,
Man maa gaae fra
sine fem!"
Taus Murillo saae
paa Stykket,
Vendte Øiet da mod
Jord:
"Gid jeg selv det
havde malet!"
Var den store
Mesters Ord.
"Men hvo har? Kom
ind Sebastian!
Dreng, Du med det
uldne Haar!"
Og en Søn af
Negerslaven
Kom, en Dreng paa
fjorten Aar.
Har jeg ikke strengt
befalet,
Du hver Nat skal
sove her!"
— "Herre jo." — "Du
gjør det ikke,
Vi har jo Beviset
der!
Siig, hvo kommer
her om Natten?
Hvorfor løber
Du din
Vei?"
"Herre, her har
Ingen været,
Ingen,
Ingen, uden jeg!" —
"Dreng, Du lyver!
jeg befaler,
Du skal
vaage her inat,
Og i morgen Du
fortæller,
hvo der
har for Stykket sat!
Sover Du, hvad
heller løber,
Vil
det ilde med Dig gaae!
Stokkeprygl, ja fem
og tyve,
Skal Du
ærligt af mig faae!
Og Enhver nu til sit
Arbejd'!"
Under dette
Dagen gik;
"Tænk paa Pryglene,
Sebastian!"
Var den
Mindelse, han fik.
"Zombien er det!"
sagde Drengen,
"Slaae
mig for det er for
haardt!
Benet der paa
Eders David
Trak han langt og
Armen kort!"
"Rigtigt truffet!"
skreg de Andre.
"Selv Sebastian gjør
Dig Tort!"
Og de
drillede og spøgte,
Endelig gik Alle
bort.
— — Det var Nat, saa
tyst og stille,
Lampen bredte ud sit
Skjær;
Ene, grundende
stod Drengen:
Tænkte
han paa Zombien her?
Døren
aabnedes saa
sagte,
Blikket
vendte han derhen;
Negeren, hans Fader,
var det,
Eneste og
bedste Ven.
"Fader, hvad vil
Du
saa silde?"
— "Vaage for Dig! sov
saa Du."
— "Det behøves ikke
Fader!"
— "Men naar Zombien
kommer nu!"
"Jeg er ei for
Zombien bange!"
—
"Men hvis Dig han
tager bort,
Staaer jeg
jo i Verden barnløs,
Barnløs, det er altfor haardt!
Du min Slavestand
mig mildner!"
— "Fader, jeg har
meget grædt!
Være
Slave, o hvor
grusomt!" —
— "Barn,
Vorherre vilde det!"
— "Fader,
Frihedstimen kommer,
Jeg i Drømmene
den saae!
Sov nu Du! naar
Zombien kommer,
Muligt Hjelp fra ham
vi faae!
Gaae dog, Fader! vær
ei bange!
Bed, gid
Frihedstimen slaae!"
Og med
Kys og
barnlig Tale,
Bragte
han ham til at gaae.
"Nu til Arbeid!"
raabte Drengen;
"Gud,
jeg kan jo ei
modstaae!
Der er
Noget
inden i mig,
Som
tilraaber mig, jeg
maa!
Men naar
De i
Morgen spørge
Og
jeg ikke svare kan,
Fem og tyve Slag
bekommer
Da din Ryg,
Sebastian?
Gud, jeg kan ei lade
være!"
Og han græd
og knæled' ned;
Under Bønner, under
Taarer,
Sendte Søvnen
ham sin Fred! —
Først i Dæmringen
han vaagned',
Og
forskrækket saae sig
om,
Kun tre Timer
var tilbage;
Da han
vidste, at de kom.
"Jeg har sovet,
kunnet sove,
Sove Friheds-Tiden hen!
Kun endnu tre korte
Timer,
Slave er jeg
da igjen!
Mod, Sebastian! Du
maa male!
Er det vel
en Synd, o Gud?"
Penslen greb han,
sin Madonna
Ville
kjækt han slette ud;
Men selv i de svage
Omrids
Laae en Kraft,
et Sjæleblik!
O, det var, som om
hun aanded',
Smilet
til hans Hjerte gik.
"De lod hende staae,
de Andre,
Slette ud
de kunde ei,
Selv Murillo vilde
ikke,
Mesteren, og skulle
jeg?
Nei, lad ham imorgen slaae mig,
Hvert et Træk jeg
lader staae!
Som Du staaer for mig, Gudsmoder,
Jeg dit Billed' male maa!"
Og hans Kunstner-Øie
flammed',
Dristigt
Penselen han tog,
Malede, imedens
Hjertet
Helligt i
Begeistring slog,
Solen lyste, Alt han
glemte,
Stokkeprygl
og Slavestand,
Stor
og fri hans Sjæl sig
følte,,
Aanden vied'
ham til Mand.
Pludselig en Støi
han hørte,
Tæt bag
ved ham Klyngen
stod:
Don Murillo,
hans elever;
Blodet
Drengens Kind forlod;
Hovedet af Skræk han bøied',
Straffen nu
han tænkte paa.
Mens
den hele unge Skare
I Beundring paa ham
saae.
Don Murillo dulgte
Blikket,
Syntes vred og
streng i Hu.
"Dreng, hvo lærte
Dig at male"?
"Herre,
Du!" — "Hvad
jeg?" — "Ja du!" —
"Jeg har aldrig
underviist dig!"
—
"Men jeg Dig jo male
saae,
Og naar Du de
Andre lærte,
Stod og
hørte jeg derpaa!"
—
— "Ja,
Du hørte,
du benytted',
Ordet
til den Rette kom!
Du maa tugtes, eller
lønnes — !"
— "Lønnes!" bad de
rundten om.
"Vel, forlang!" og
Drengen bæved',
Han
i Hjertet blev saa
glad.
"Bed om
Penge!
bed om Klæder!"
Men
endnu han ikke bad.
"Tal kun frit!"
udbrød Murillo;
"Herre, ak! jeg
vover ei!"
"Bed om Penge!"
sagde Nogle,
"Du i
Dag faaer intet Nei!"
"Bed om Frihed!"
raabte andre.
"Nu din
Trældom er forbi!"
"Frihed!" raabte
Drengen, "frihed!
Herre giv min
Fader
fri!"
Og Murillo brast i
Taarer,
Slutted'
Drengen i sin Favn,
"Han og
Du er frie,
I Kjære!
Værdig er
Du
Kunstner-Navn!
Aandens snille kan
man eie,
Men der maa
et Hjerte til!
Held mig, jeg har
skabt en Maler,
Spanien ham bekrandse
vil!"
Negeren, den glade
Fader,
Hørte, undred': "O,
hvor stort!"
—
Drengen smilte
gjennem Taarer:
"Fader, det har
Zombien gjort!"
Kilde: H.C.
Andersens "Samlede
Skrifter" Tolvte
Bind.1879
|
