H.C. Andersen

Den Ubekjendtes Mesterværk.

(Versificeret Anekdote.)

Langs Klostermuren voxte Slyngplanter og Geranier,

Alleen, hvorigennem man gik, var af Kastanier,

Man kunde høre Floden, men Udsigt var der ei;

Et fornemt Selskab lagde mod Klosteret sin Vei,

Berømte Navne alle, en herlig Kunstner-Flok, —

Naar Mesteren vi nævne, de Andre kjendes nok:

Den store Maler Rubens; til Klosteret de kom,

Det var en Morgenvandring, de vilde see sig om; Alleens svale Skygge bød dem: gaae ei forbi!

Slet var vist ei i Klosteret just hvert et Maleri,

Prioren selv dem førte igjennem Kirkens Chor;

Der hang et sjeldent Billed', saa Ingen Øiet troer:

Saa følt og dristigt givet, hver Farve blød og stærk,

Det var en Mnk i Døden, et ægte Mesterværk.
Hvert Kunstner-Øie flammed' :  "Hvor skønt, ved Himlens

                                                                                      Gud!
Men Nvnet på dets Mester med Flid er slettet ud!

"Hvorfor? Hvo har det malet? En Skat just for vor

                                                                                Jord!" —
" — Han er ei denne Verdens meer!" var strax Priorens

                                                                                   Ord. —
" — Død!" udbrød Rubens sorgfuld, og Ingen har

                                                              ham kjendt,

"Beundrende ham hyldet, som han det har fortjent!

"Maaskee, ærværdige Fader, selv mig han overgaaer —

"Det Peter Poul Rubens er, som for Eder staaer!"

Priorens blege Ansigt oplivedes derved

Og i hans Øie lyste Meer end Nysgjerrighed; —

Men snart han saae mod Jorden, et Korsets Tegn han

                                                                                     slog:
"Han er ei denne Verdens meer!" han høit og fast

                                                                          gjentog. —
— "Siig mig hans Navn! min Fader, det vorde maa

                                                                       bekjendt!

"Høit Verden skal det nævne, som han det har fortjent!" —

"— Siig os hans Navn!" de bade; sært Munken saae

                                                                           paa dem,
Hans blege Læber zittred', Sveddraaberne sprang frem.

— "Han er eij denne Verdens meer!" han atter høit

                                                                              udbrød,
"Men I har misforstaaet, ifald I troe ham død!"
— "Han lever!" jubled' Rubens, "ha, siig mig, hvor

                                                              han boer?"  —
 — "Munk er han i et Kloster. "  — " Et Kloster! Siig

                                                                       mig hvor?

"Han Klosteret skal forlade! det Pund, som Gud ham gav,

"Maa bære Himmel-Frugter, ei isne i en Grav!

"I Farver vil han synge vor Gud halleluja!

"Nævn Klostret, hvor han skjules, jeg henter ham derfra!

"Naturens store Kirke det er, han hører til!

Og dersom han sig vægrer, jeg Paven bede vil;

"Han elsker mig og Kunsten, han vil befale det:

"Nu gaaer Du bort fra Klostret til Pensel og Palet!"

Priorens Træk blev' mørke: "Han fundet har sin Havn;

Jeg nævner hverken Klostrets, ei heller Munkens Navn!" —

"Saa skal Dig Paven tvinge!" udråbte Rubens

                                                                                 vred.

Priorens Øie flammed', han bøied' Hovedet ned:

"I Himlens Navn, saa hør mig! er det ei soleklart,

"Før han gav slip paa Verden, har den ham prøvet svart!

"O, troe I ei, at skuffet og og smertefuld han led?

"Et Hjerte dybt kan lide og ei en Sjæl det veed!

"At Alt er her paa Jorden kun tomt, forfængeligt —

"En bitter Drik maa tømmes, før man erkjender Sligt.

"O, riv ham ikke atter ud paa den aabne Sø,

"Et Fristed har han fundet, forund ham der at døe!

"Han modstaae vil sin Frister, det er kun Gjøglespil.

"Gud, som har kaldt ham til sig, ham ei forstøde vil!"
— "Udødeligheds-Krandsen vil lønne her hans Med!"
— "Udødelighed venter os først i Evighed!" —

Prioren slog sin Hætte om Ansigtet og gik,

Fortalte kun om Klostret, dets Orden og dets Skik;

Der blev en Hverdagstale, man vexled' Nei og Ja.

Med Sjælen fuld af Grublen drog Rubens bort derfra. —

Prioren gik til Cellen, hvor ikkun Gud ham saae,

Halm-Maatten var hans Leie, han knælede derpaa
Og bad fra Hjertets Dybde: "O, Herre, staae mig bi!"

Han reiste sig, tog Pensler og Farve, Staffeli,

Og kasted' dem i Floden, der under Vinduet gik.

Veemodig saae han paa dem, men kun et Øieblik:
De førtes bort paa Strømmen, snart var de ei at se —

Da knælede han atter og bad i hjertets Vee.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879