H.C.Andersen Information

HOME-START

OP

 

 

H.C. Andersen digt 1826

 

Den rædselfulde Time

 

Es gibt so bange Zeiten,
Es gibt so trüben Mut,
Wo alles sich von weiten
Gespenstisch zeigen tut.

                        Novalis
 

Kom ei Rundetaarn for nær, er det Midnatstide;
Hvad mig nylig hændte der, skal I faae at vide.
Paa Bibliotheket hist er ei rart saa silde,
Thi ved Midnat holde der Aander Dands og Gilde.
Jeg om Dagen gik derop for en Bog at laane,
Gik en Smule deromkring, og kom til at daane;
Ingen savned mig; de gik, jeg blev der allene,
Ak, ved selve Tanken end ryste mine Bene.
Længe laae jeg i en Krog uden mindste Spratten;
Da jeg til mig selv nu kom, var det ud paa Natten.
Jeg er ingen Natte-Helt, derfor blev jeg bange.
Dybt i Kirken under mig ligge Døde mange;
Hvis de nu ved Midnatstid kom herop at læse,
De i Nakken dreied' mig vist min egen Næse.
Maanen skinnede saa klar, Uglen sang derude,
Maanens Skin og Uglens Sang flød igjennem Rude;
Da blev jeg poetisk stemt, Gud maa hvordan vide,
Og for Øieblikket svandt al min Hjerte-Qvide.
Ak men nu slog Klokken tolv, det var fælt at høre;
Alle Bøger rundtomkring saae jeg sig at røre.
Nogle skjændtes, andre sang, Sproget var lidt blandet;
Som paa Babels-Taarn det klang ganske reent forbandet.
Alle sprang fra Hylderne, dandsed' med hinanden,
Jeg var bange for at faae nogle Bind i Panden.
See, nu blev en Contradands underligt rangeret,
Mange Bøger dandsed' med, skjøndt uconfirmeret.
Langs med Væggen stilled sig store Folianter,
Det var sikkert satte Folk eller gamle Tanter.
Badens Fru Grammatica, smukt forgyldt paa Bagen,
Kom at engagere mig, jeg blev som et Lagen.
Ak det krilled' i min Taa, Hjertet steeg til Halsen;
Men jeg slap. Cornelius hende bød til Valsen.
Atlas af Pontoppidan, klædt i Svinelæder,
Med Fru Flora danica hist i Dandsen træder;
Reisers fürgterlige Bog sprang med Iliaden.
Ak det suste skrækkeligt, som en Storm fra Gaden.
Fra Musæet lød en Røst: „Hvad er her paa Færde?“
Og en Landse traadte frem, fulgt af tvende Sværde:
„Schwerenoth! I lærde Pak! Vil I være rolig?
Unde I ei Helten Ro i sin snevre Bolig?
Hvad er vel en lurvet Bog mod en Pandser-Plade?
I er' kun Peermadsens Gang, vi er Østergade!“
Og nu hugged' Sværdet om, saa der Funker lyste,
Det var fælt, det kan I troe, at mit Hjerte gyste.
 

Bøgerne fik ogsaa Skræk, hvert et Blad jo bæved,
Som en broget Fuglehær de til Hjemmet svæved',
Og paa Hylderne i Hast deres Pladser søgte.
Men hist i Musæet, ak! det langt værre spøgte.
Op af hver en Askepot steg de Dødes Bene,
Uh! en Ildstrøm risled' mig gjennem hver en Sene.
Sylfelet jeg følte mig, Døren op jeg sprænger,
Ak, hvad seer jeg! — Rundetaarn er der ikke længer.
Støtten lig i Don Juan, Taarnet promenerte,
Men slig Vandring, kan I troe, fælt mig her generte.
Afgrund for og Aander bag værre er end Døden.
Maanen stod saa lasket fed, hjalp mig ei i Nøden.
Som en Sappho stod jeg her, Vinden tog i Kjolen,
Nede Vægteren jeg saae, blaa som Martsviolen.
Deilig var min Monolog, Ingen den kan fatte:
Først jeg selv min Død begræd, lod mig derpaa dratte.
Vinden greb i Marv og Been, alt mit Indre raaber,
Men til Lykke havde jeg hos mig Hofmandsdraaber.
Au! det var et hæsligt Stød. — — — —
— — Himmel! see dog bare,
Jeg jo ligger i min Seng uden mindste Fare.
Alt det Hele var en Drøm, Himlen være lovet!
Læser, gid Du vaagne maa, dersom Du har sovet!

 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879
 

 

 

 


Copyright © 2002-2014     www.visithcandersen.dk