H.C. Andersen digt 1843

Den lille Pige i Asylet
 

Deromme i Asylet paa Bænke sad de Smaa,
Med Haaret redt til Siden og fattige Klæder paa,
Men Alle nok saa glade, de strikkedl' og sang iblandt:

"Vist ingen Amazone den første Strømpe bandt!" —

Nu fik de Lov at lege, mens der blev luftet godt,

De lystigt sprang i Haven, skjønt vejret var lidt raat;

Thi det var seent paa Aaret, hver Busk stod Veiret uden Blad. Den nøgne lille Have gjorde dem dog saa glad.

De toge hinanden ved Haanden, Alle vilde de med;

En Eneste kun havde sat sig hen paa et ensomt Sted,

En lille nydelig Pige, hun var vist kun fire Aar,

Ned over de blege Kinder faldt hendes gule Haar.
De fine, smaabitte Hænder hun holdt i sit lille Skjød,

Graad saae man ikke i Øiet, men dog den dybeste Nød.
 — "Hvad feiler Du lille Stakkel? Hvorfor er du ikke

                                                                            glad?"

Med den tungeste Sorg i Verden den fireaars Lille sad.
 "— Til Sengs laae min Fader længe, min Moder syg

                                                                             gik om!

For at klæde mig af i Aftes Nabokonen kom;
Der var saa mørkt i vor Stue, kun Lygten skinnede ind,
Hun talte til Fader og Moder, — de sov; hun klapped

                                                                          min kind

Og lagde mig til dem i Sengen, sagde god Nat og gik;

Min Moders Haand var så iiskold; — jeg sov i et

                                                                 Øieblik —

Og hele Natten jeg drømte, saa meget ´Velsignet jeg saae,

Jeg fløi gjennem alle Guds Sale, min Fader og Moder

                                                                            var med,

Tilsidst fløi vi ind i Skoven det allerdeiligste Sted;
 

Og Blomsterne talte og leged', de vare saa store som

                                                                    jeg! —
Saa vaagnede jeg i Morges; Moder kyssed mig ej;
Jeg rørte ved hendes Kinder, paa hende og Fader jeg saae, De vare saa kolde og stille — , alene jeg hos dem laae.
Jeg blev saa skrækkelig bange, jeg græd! — og Folk kom

                                                                       der jo,

De sagde, at Fader og Moder var døde begge to!
 

Jeg fulgte med Nabokonen herhen, hun skulde forbi,

Hun henter mig henimod Aften, saasnart hun igjen er fri;

Jeg tænker paa Fader og Moder, hvor stille de hos mig laae. De vare dog begge saa glade da jeg i min Drøm dem saae,
Jeg tænker paa dem saa meget, og dog er jeg slet ikke

                                                                                 glad!" —

— Med sin store Sorg saa alene den fireaars Lille sad.

De store mørkeblaa Øine, de smilte, Taarerne kom,

— Men alle de andre Smaabørn legede rundtenom.
 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879