|
H.C. Andersen
digt 1830
De Danske og
deres Konge
(En Skizze fra den
11te Februar 1659.)
Alt reiser
Vint'ren
sit hvide Telt;
Med
Iis ligger lille- og
store Belt;
Men
Danmark stoler paa
Herren.
See
Svensken ligger
for Kjøbenhavn,
Han stoler saa trygt
på sin Magt, sit
Navn, Men Danmark
stoler paa Herren.
I
Byer hersker
den bittre Nød,
Saa haardt den alt
trues med Hungersdød!
Men Danmark stoler
paa Herren.
Den hele
Forstad er
lagt i Gruus,
Høit Flammerne
hvirvle fra Herrens
Huus.
Men Danmark
stoler paa Herren.
Den danske
Konge paa Volden staaer,
De
gloende Kugler om
ham slaaer,
Men
Danmark stoler paa
Herren.
Alt eier Fjenden den
hele Ø;
Men Frederik svor i
sin Rede at døe,
Og
Danmark stoler paa
Herren.
Enhver vil stride,
trods Kjøn og Stand,
Hver Mand er en
Helt, hver Qvinde en
Mand,
Og Danmark
stoler paa Herren.
Sin
Liigskjorte
drager nu Svensken
paa.
Som Dødningskarer i
Sneen de gaae,
Men
Danmark stoler paa
Herren.
De levende
Sneemænd
storme på Stand,
Men Qvinden dem
smelter med sydende
Vand, Trygt Danmark
stoler paa Herren.
De
Svenske storme
med Larm og Skrig,
Men synke i Sneen
som blodige Liig,
Thi
Danmark stoler paa
Herren.
— Snart Toner Te Deum som
Hjertets
Tolk,
Og Kongen
knæler med alt sit
Folk;
For Seiren takke de
Herren.
Kilde: H.C.
Andersens "Samlede
Skrifter" Tolvte
Bind.1879
|
