H.C. Andersen 1830

Bruden i Rørvig Kirke
 

(Et sjællandsk Sagn)

— — — en Skjæbne, som end hænger
I Stjernerne, begynde skal i Nat.
                  Shakespear's Romeo og Julie

I.
 

Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst.
I Præstegaarden eensomt er og tyst;
Dog, eensomt, stille er det stedse der,
Thi i den øde Egn den ligger her
Paa Tangen, som gaaer langt hist ud i Havet,
Hvor Kirken staaer i Sandflugt halv begravet.
Hvem nærmer sig? — Med stærke Skridt de gaae.
Det er en Skare Mænd med Kapper paa!
Men under Kappen blinker Staalet frem;
Den gamle Præst de gjeste i hans Hjem. —
Alt ryster Porten ved de stærke Slag;
Selv Spurven vækkes under Husets Tag
Og flagrer, bange, fra sin lille Rede,
Til Lyngen paa den tause, sorte Hede.

II.

Med Fader-Blik og sølvgraat Haar,
Den gamle Præst nu hos dem staaer;
Han spørger dem. Taus er hver Mand;

Men taus som Aander er hver Mand;
De pege mod den nøgne Strand,
Hvor Kirken hæver sin røde Muur,
I den døde Natur.
Han kjender i dem et fremmed Folk;
De vise ham Guld og den skarpe Dolk,
De bede og true — nu drage de bort,
Og Præsten følger i Kjortel sort.
Fast holder han Bibelen under sin Arm,
Stærkt Hjertet banker i Oldingens Barm;
De bane sig Vei gjennem Sandet,
Til Kirken ved Vandet.

III.

Rundtom er alt saa øde, man seer kun den nøgne Strand,
Hvor Tangen flagrer i Vinden henad det hvide Sand.
Saa underligt Bølgerne synge og over Dybet gaae,
De svulme, som Hjertet der længes, derfor de briste maae.
I Maan'skin stiger Skummet, det hvide Bølge-Liig;
Den hvidgraa Maage flygter med bange, hæse Skrig,
Og slaaer mod Kirke-Ruden sit stærke Vinge-Par.
See Kirken den er oplyst, som aldrig før den var,
Og huult og dæmpet stiger derinde Sangen frem,
Det er, som Tone-Bølgen kom fra de Dødes Hjem.

IV.

Af fremmede Mænd er hele Kirken fuld,
De straale sært i Vaaben og i Guld;
Kun tyndt er Skjægget om den brune Kind,
De hylle sig i deres Kapper ind;
Med Raslen Sværdene mod Gulvet staae;
Man seer en Qvinde ene blandt dem staae,
Halv er hun Barn kun, halv en voxen Mø,
Og Øiet er en dyb, en kulsort Sø,
Hvor Sjælen stormer, og hvor Bølgens Gang
Ei dæmper Hjertets dybe Orgelklang.
Hun er saa bleg og dog saa navnløs smuk;
Paa Læben svæver Smertens bundne Suk;
Men hun er smykket, som en Konges Brud,
Fromt knæler hun og beder til sin Gud;
Saa underligt det mørke Øie brænder,
Og næsten vrider hun de spæde Hænder.
Hos hende staaer en Yngling, høi og stolt,
Han er i Fyrste-Pragt; men Blikket koldt;
Saa mørkt han stirrer hen paa Pigen kun,
Og ligner ret et Liig, saavel som hun,
Han leder hende taus til Altret frem;
Den gamle Præst skal der velsigne dem.
Ak aldrig viede han to saa smukke;
Og aldrig hørte han saa dybe Sukke,
Sligt Sorgens Bryllup aldrig før han saae;
Som Aander rundtomkring de andre staae,
Kun een, den mægtigste man blandt dem seer,
Hvor kun det fule Smiil om Læben leer,
Med raske Skridt til Altret træder frem,
Han vexler Ringene imellem dem.
— I Kirken er det tyst, som i en Grav,
Man hører kun det nære, barske Hav.
Nu toner hendes „Ja!“ — saa dybt det klang,
Ret som den Døende der sukker sidste Gang.
Høit stiger Sangen nu mod Kirkens Bue,
Det er saa sært, at Hjertet ret maa grue!
Og atter bliver Alt igjen saa tyst,
At Bølgen høres kun mod Sandets Kyst.

V.

Ved Crucifixet Præsten sværge maa,
Ved Hjertets Fred, ved Himlens høie Blaa,
Ved Dagens Lys, ved Kraftens høire Haand,
Ved Jesu Christ, Gud og den hellig' Aand,
Ved Alt hvad her og hist ham møde maa,
At han vil evig dølge hvad han saae,
Ei speide det, som kun er klart for Gud;
Først da, de føre ham paa Heden ud,
Hvor Himlen hvælver sig saa blaa og rolig,
Og hvor han snart seer Hjemmets stille Bolig.

VI.

Ad ukjendte Veie, gjennem det dybe Sand,
Vender igjen tilbage den gamle Mand;
Fra Kirkens Rude seer han Lysstraalen spille,
Men derinde, er Gravens gribende Stille.
Skjult vil han vente den kommende Dag.
Ved Stranden ligger et Skib med det russiske Flag.
Saa underligt svulmer hans Bryst — o evige Gud!
Som han lytter, falder i Kirken et Skud —
Det runger sært i Natten gjennem Hvælvingen hen,
Men snart bliver der atter et Dødsstille igjen.
Nu aabnes Kirkedøren, og see — Mand for Mand
Haste alle bort, ned mod den nøgne Strand;
Der tales, men Præsten ei fatter de fremmede Ord;
Vildt Kapperne flagre i Vinden — de stige ombord.
Alt svulme de stolte Seil og Skibet flyver fra Land.
See ved Maan'lyset Mændene der! — Men den gamle

                                                                              Mand
Knæler bag Kirken og læser sit „Fadervor,"
Og aabner derpaa Døren til Kirkens Chor.

VII.

Hvert Spor er her forsvunden, som Læbens sidste Sang;
Dog see — en Krudtdamp bølger igjennem Kirkens Gang,
Og Gulvets Fliser ligge jo ganske løse her,
Den gamle Præst sig bøier, og da han løfter hver,
Seer han den sorte Kiste — der har man Pigen lagt.
Et deiligt Liig! hun ligger dræbt, i sin Brudedragt.
Ramt er hun af en Kugle, tæt ved det venstre Bryst,
Hør, derfor sukker Bølgen rundtom den døde Kyst.
— Men Skibet er forsvundet fra Horizontens Rand,
Og roligt skinner Maanen henad den hvide Strand.

 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879