Drengen og Moderen paa Heden


Det Grønne, Blaa og Røde var kun Tant, —
Maaskee det Sorte turde være Sandt.
                                       C. Wilster.

 

O siig mig dog, kjær' Moder, hvad aldrig Du har sagt,
Naar skal jeg see min Fader? Er han i Jorden lagt?
Ei før Du mig fortalte, hvem dog min Fader var,
Derfor saa sære Drømme, jeg tidt om Natten har!
Var ei min Fader Konge? — Tidt tænker jeg derpaa!
Og hvorfor skal vi evig paa denne Hede gaae?

 

Hvor er' de sorte Skove, hvor der var Dands og Sang?
Hvor er' de store Bjerge, som jeg har seet engang?
O siig, hvor er min Fader? O siig mig, hvem han var!
Thi underlige Drømme jeg tidt om Natten har!
O siig mig dog, kjær Moder, kan Du min Drøm forstaae?
I Nat da var det for mig, som jeg min Fader saae!

 

Regnbuen stod foran mig, af tvende Bjerge holdt,
Men oppe under Buen min Fader svæved' stolt;
Om Halsen hang en Kjæde, og han en Krone bar,
Og Engle fløi omkring ham, paa hvide Vinge-Par.
Jeg saae ham ad mig vinke, det Hele var saa klart;
O, siig mig dog, kjær Moder! siig finde vi ham snart?

 

Ti stille med din Drømmen! Du Alt for stort har tænkt!
I Ungarn hvor Du fødtes, der blev Din Fader hængt.
Stolt var han, som en Konge, selv da han hængtes op!
Nu har de sorte Ravne fortæret længst hans Krop.
Da jeg brød ud af Hullet, Du ved mit Hjerte laae — —
Nu, bliv ei bleg om Kinden! — Nu! — vil Du bare gaae!


 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879