H.C. Andersen
II.
Den jydske Hede i
Regnveir
Röslein, Röslein,
Röslein roth,
Röslein auf der
Haide.
Goethe.
Ak, Himlen staaer
med Graat i Graat!
Og Regnen rusker nu
saa smaat;
See, Heden hist og
her sig høiner,
Men Lyng og Lyng og
Lyng man øiner;
Hver grønlig Plet
gjør Hjertet glad,
Skjøndt Græsset
ligner Andemad.
Saa tungt i Sandet
Vognen gaaer,
Og Lyngen ind mod
Hjulet slaaer;
To Smaa-Børn vogte
Faar ved Veien,
Hør, Drengen blæser
paa Skalmeien,
Imedens fromt hans
Søsterlil,
En Psalme synger os
dertil.
Hun ogsaa andre
Viser veed,
Selv den, om: "Roat,
som faldt ned —“
— Men tys! hvo er
det som sig nærmer?
Det er' Nomade-Folk,
som sværmer;
Zigeunere de er' paa
Tydsk,
Men kaldes
Kjeltringer paa
Jydsk.
See, Konen her er
ikke styg!
Hun bærer Vuggen paa
sin Ryg;
Den Lille sover der
og drømmer,
Skjøndt Regnen over
Vuggen strømmer;
De andre Unger ved
Siden gaae,
De traske godt,
skjøndt de er' smaa.
Hvo veed —? Selv
Tanken gjør saa
godt;
Maaskee jeg her,
skjøndt Alt er graat,
Skal deres Preciosa
møde,
Den fine, line,
søde, bløde!
Hvor er hiin Sol paa
Hedens Nat?
Mon hun er alt i
Hullet sat?
Kilde: H.C.
Andersens "Samlede
Skrifter" Tolvte
Bind.1879 |