Barnet ved Kirken

Vi over Kirkegaarden maae,

De sorte Kors i Sneen staae,

Skjult ligge Gravens Stene;
Den gamle Præst gaaer til sit Hjem,
Bag Kirken bryder Maanen frem;
Det er en Midnats-Scene.
 

Alt Maanens Straale Muren naaer,

Et lille Barn ved Døren staaer,
Det er saa blegt og stille.
Den gamle Præst gaaer mere nær;

"Hvem er Du og hvad vil Du her?

Du fryser jo, Du Lille!"

"O gjør mig Intet, lad mig gaae!
Min Moder ei det vide maa,
Saa græd hun meget mere."
"—  Nei Barn! Dig intet Ondt vil skee!

Men Haanden bløder! lad mig see!

Er' Ingen hos Dig flere?"

"O gamle Mand! jeg ret har grædt!

Men der var Intet uden det —

Det, som jeg ei tør sige!
For Gjæld de stakkels Fader tog',

Ja Alting, selv vor Psalmebog,
Fordi vi ei er Rige!"

"Og Moder græder for de Smaa,

Vi Allesammen sulte maae,
Der er saa tungt derhjemme!"
"— Du lille Stakkel, staae ei her!

Men et Papir Du har jo der,

Som Du for mig vil gjemme?"

Kom giv mig det, jeg er Dig god,

Men hvad er det? Det er dit Blod!

Hvad er det, Du har streget?"

 "O Gud, o vær ei vred for det!

Jeg ved nok, det er ikke Ret,
Men Moder græd så meget!

"Hun sagde: kun den gode Gud

Kan hjelpe os af Nøden ud,

Naar bare han kun vilde.
Men ingen Hjelp vi fra ham fik,

Og derfor jeg til Kirken gik
Nu, da det er saa silde.

For at faae Blod, min Haand jeg skar —

Til Gud jeg mig forskrevet har,

Men ikke til den Slemme.

Gud vil jo gjerne see de Smaa?

Til evig Tid han mig maa faae,

Naar han dem hjelper hjemme!
 

Men Moder må ei vide det,
Hun har saa mange Taarer grædt,

Saa græd hun mange flere —!"
Da trykker Præsten Barnets Haand:

"Dig signe Gud, den Hellig' Aand!

Du skal ei græde mere."

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879