Ballade.

Leporello —  "Jeg er frygtelig til Mode!"
(Operaen Don Juan)

Engang — men det er nu længe siden,

I en deilig Sommeraften-Stund,
Da det saadant var omtrent paa Tiden,

At de Fleste fik det første blund,

Sad endnu bag Præstegaardens Linde Christen Peersen med sin Elskerinde,

Talte meget smukt om alle Slags.

Nectar drak han af de friske Læber,

( Gid jeg ogsaa havde været her!)

Nattergalen spilled' som en Weber,

Alting var saa grumme deiligt der;
Men med Eet — midt i den bedste Trille —Hvad har ikke Fanden at bestille!

Paa Minuten han i Helten sprang.

Christen Peersen fløi fra Karens side,

(I sin Skræk slog Nattergalen Klik,)
I hans Øine viste sig det Hvide,
Knap han disse Ord fra Læben fik:
"Ak, jeg frygter — ja, jeg grandt fornemmer,

Naar jeg reiser, Du din Christen glemmer, Derfor sværg med Haanden paa dit Bryst!"

Hvad hun svor med Troskabs stærke Stemme, Vil jeg her poetisk pynte ud:
"Kunde Dig jeg for en Anden glemme,

Da maa Dybet hente mig som Brud!

"Ak, hvor kan Du tvivle om din Karen,

Dig jeg trofast er, som Engleskaren,

Der beskytter vores Kjærlighed."

Det var det! — Nu blev vel talt lidt mere,

Maanen og Smaa-Stjernerne saae til,

Sligt jeg ikke gider repetere,

Men i Texten fremad skride vil.

Hjertet slog bag hans og hendes Trøie,
Og en Taare stod i Pigens Øie,

Da de begge maatte skilles ad.

Længe laa hun nu i Sengens Puder,
Tænkte paa — hvad Piger tænke paa;
Rundtomkring fløi skjelmske Drømmeguder, Nogle store, Andre bitte smaa.
— — Venner! ak, jeg bliver kold i Nakken.

Dog her er ei megen Tid til Snakken,
Hør, hvordan det nu med Pigen gaaer.

Stille dog! — Ha, hvad er det som klinger?

Det er jo Musik og Klokke-Klang.
Ak, jeg troer man til et Bryllup ringer,

Ja, nu kan jeg høre Brudesang.
Christen Peersen sidder fjernt paa Skagen, Drømmer ei et Ord om hele Sagen,
Karen ægter nu en Corporal.

Tællelys man seer i Lysekroner,

Laden smykket er til Dandsesal,

Og Musikens stærke Trylletoner

Fjernt forkynde Bryllupsfest og Bal.

Maanen med sit gamle Ansigt titter

Ind i Salen gjennem Vinduets Gitter,

Seer dem lystigt Dandse Wienervals.

Hestetrampen høres nu ved Huset,
Og en fornem Herre træder ind;
Strax til Velkomst rækker man ham Kruset, Sorte Lokker bølge om hans Kind,
Øiets Ild let kunde gøre bange, —
Han for Bruden bukker mange Gange:

"Tør jeg bede om en Wienervals!"

Som bevinged' fløi de gjennem Salen,

Bruden svimled' i hans stærke Arm;

Udenfor lød Griin og Hanegalen,

Rosen visnede paa Brudens Barm.
Ei hun veed, hvad hende saa forskrækker,
Da den Stærke, gjennem Dandsens Rækker, Fører hende ud i Mulm og Nat.

Det var ham! — Jeg tør ei Navnet sige —

Vildt det brændte bag hans lodne Barm.

Fast han holdt den dødningblege Pige

I sin stærke, senefulde Arm,
Svang sig dristigt over Bjerg' og Dale;

Uglen skreg i Skovens skumle Sale,

Mens paa Steilen fælt et Hoved loe.

Hist hvor sig den dybe Huulvei bugter,

Standser han ved Bondehuset brat;

Haven staar med skjønne, modne Frugter Hylden dufter i den friske Nat.

Søvnen dækker Alt med sine Vinger;

Men han banker paa, saa Ruden klinger, Bonden kommer frem i Nat-Habit.

"Brudekrandsen tag Du mig af hende,

Og med Tak jeg kommer Dig ihu." —

"Giv os Alle, Gud, en salig Ende!"

Siger Bonden, korser sig med Gru.

Satan taber hele Contenancen,
Gjør en Pirouette trods Hans Frandsen,

Flyver saa igjen med Pigen bort.

Maanen hænger, som en blodig Kugle, Stjernerne som Djævle-Øine staae;

Der er stor Concert af Nattens Fugle,

Bange lukke sig de Blomster smaa.

Dybets Konge paa de stærke Vinger

Over Havets Flade let sig svinger;

Bølgen syder, naar han rører den.

Først ved Dag-Gry naae de atter Landet.

Høit paa Skrænten græsse unge Faar; Drengen sidder paa en Steen ved Vandet, Bølgen om hans nøgne Fødder slaaer.

"Tag mig Krandsen, Du, af denne Pige,

Og jeg skjænker Dig et Kongerige,

Dine Faar jeg gjør til Frøkener."

Drengen skotter til den store Herre:

"Blive konge? O Du narrer mig!
Dog, da Du forlanger intet Værre,

Krandsen vil jeg gjerne tage Dig."
Og nu hæver flux han sine Hænder;

Luft og Himmel, Alt om Karen brænder.

Høit hun skriger, saa — — hun vaagner op.

Der var hverken Satan eller Drengen;

Solen skinner gjennem Ruden klart.

Gud skee Lov! Hun ligger jo i Sengen,

Kun i Drømme gjorde hun sin Fart.

Men endnu saa heftigt Hjertet banker,

Og hun har saa mange sære Tanker;

Slig en Drøm ei glemmes kan saa let.

Med sig selv hun længe raisonnerer:

"Det var dog en farlig Ed, jeg svor!

Christen rejser —  Meget varierer,

Satans Magt paa denne Jord er stor.
Nu vel an! den kjære Christen smægter;

Det er bedst, jeg alt i Dag ham ægter,

Saa er jeg dog sikker, kan jeg troe!"

Der er Fryd i Christen Peersens Hjerte,

Med sin Karen han for Altret staaer,

Glemt er Livets Skygge, Livets Smerte. Ægteparret hjem fra Kirken gaar,

Rundtorn synge Fuglene saa glade:

"Give Gud, at hver en fæl Ballade,

Maatte slig en deilig Ende faae!"

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879