Aarets tolv Maaneder tegnede med Blæk og Pen

October

Storken er reist til fremmed' Land, Spurven boer i

                                                               dens Rede;
Løvet falder, men Bærret staaer rødt paa den sorte Hede.
Taagen ligger saa kold og klam, Vedet fældes i Skoven,
Bonden gaaer paa den vaade Mark, vælter Jorden med

                                                                           Ploven.
Over de sorte Muldvarpskud flyver en vildsom Svale,
Skjuler sig mellem Mosens Rør, kan ei synge, ei tale.
Draaben falder saa kold og tung ned fra Træernes Grene;
Minderne leve, uden dem følte sig Hjertet ene.
Som Oceaners dybe Ro førend Stormene stige,
Ja, som et Havblik er der i hele Naturens Rige,
Havblik, Forbudet paa en Storm, snart den stiger med

                                                                                 Vælde,
Da skal Skoven staae som et Vrag, alt de Masterne

                                                                            fælde.
Tomhed breder sig meer og meer, her er ei Fryd, ei Smerte;
Livstomt staaer den stolte Naturs svulmende Digterhjerte.

-

Saa døsigt Taagen ligger
Rundt om det visne Krat.
Du kan ei mere drømme.
O svulm, I vilde Strømme!
Ryst Storm din stærke Vinge,
En anden Qval Du bringe,
Ei denne sløve Hvile!
Send Dødens skarpe Pile,
Dig Straa-Død er forhadt!

-

Stille! see, hvor Taagen løfter sig høit fra den vaade

                                                                            Vang;
Hist bag Kirken synker Solen, Straalen falder bleg og

                                                                             lang.
Sit "Lev vel" den stille hvidsker til sit Hjertes Troubadour;
Med det gule Løv, som falder, svarer sorgfuldt Guds

                                                                           Natur.
Endnu een Gang, men den sidste, Solen Afskeds-Kysset

                                                                                    sender,
Underligt, see hist i Byen, paa en Rude Straalen brænder.
Ogsaa der October bygger bag den nøgne hvidgraae Muur,
Men det eier her et Hjerte, dødt det er i Guds Natur.
See, det lille lave Kammer er saa hyggeligt, saa reent,
Alt for kort er Gulveteppet, men det pynter dog saa

                                                                            peent.
Ambra-Træet staaer i Vinduet i det blege Aftenskjær,
Hvor en halv afbladet Rose Efteraarets Billed bær.
Rokken snurrer, der hun sidder; — "Er, som Himlen,

                                                                     Øiet blaat?"
Det er kun en gammel Jomfru! bleg er Kinden, Haaret

                                                                                 graat.
Her hun lever eensomt stille ved sin Rok og sine Minder.
Dagen gaaer, og Dagen kommer. Saadant afmaalt

                                                                   Aaret svinder.
Ogsaa her var Vaar og Sommer, friske Blomster, Rosen-

                                                                            rødt.
Kjærlighed fik dette Hjerte, og end er ei Hjertet dødt!
Haab og Længsel, Ungdoms Drømme, er nu Veemods

                                                                        Melodi; —
Det er kun en gammel Jomfru — hende Verden gaaer

                                                                           forbi.
— Stille! hør fra Kirketaarnet Klokken dybe Toner

                                                                             gav.
Tause Mænd i sorte Klæder staae rundt om den aabne Grav;
Kisten sænkes ned med Snore, Præsten kaster Jorden

                                                                                       paa;
"Fred" det toner. —  — Gid mit Hjerte bag de fire

                                                            Bræder laae!
Uden om mig, selv i Haabet, Livet som October staaer!
Digterdrømme, Livets Lykke, Alt jo til sit Løvfald gaaer!
Eventyret vel jeg mindes om den stolte Fiskerviv,
Som bestandigt ønsked' Mere, og det stod ved Ønskets

                                                                                        Bliv.
"Konge, Keiser, selv Gud Fader" — da tilsidst, som ved

                                                                                       Magi,
Atter i den dybe Leergrav sad hun — Drømmen var

                                                                              forbi!
Flamme-Ønsker, Haab og Længsel stige, medens Hjerter

                                                                                 slaae,
Men tilsidst den dybe Leergrav bliver Alt, hvad her de

                                                                                 faae!

Spillemand, spil paa Strænge,
Barmen er mig trang,
Hvo kan savne længe
Barnets simple Sang?
Ride, ride Ranke!
Flyv afsted min Tanke,
Flyv hen over Bjerg og Elv,
Hjertet bliver først sig selv
I sin Barneverden!

Spillemand, spil paa Strænge,
Grib med stærke Slag!
Haabet gaaer i Enge
Den lange Livets Dag,
Finder, selv i Moser,
Krusemynt og Roser,
Synger: "Ro til Fiskeskjær,
Mange Fiske faae vi der,
Aldrig Haabet slipper!

Spillemand, spil paa Strænge,
Livet er saa smukt,
Ei det varer længe,
Snart er Lampen slukt.
Klappe, klappe Kage!
Graven er tilbage —
Giv hver Grille kort Besked,
Qvist den op, og qvist den ned,
Saa falder den i Asken!

Spillemand, spil paa Strænge,
En October-Sang;
Taagen staaer paa Enge,
Barmen er saa trang.
Visselul mit Hjerte!
Vug' i Søvn din Smerte!
Bedst i Graven Vuggen staaer,
Om end ikke Gængen gaaer,
Der ei Barnet græder!

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879