Aarets tolv Maaneder tegnede med Blæk og Pen

Sommerflugt og - hvile  (Juli måned)

Gjærdet staaer med vilde Roser,
Nedenfor er' Tørvemoser,
Storken der paa røde Hoser
Fisker i det lave Vand.
Under disse gamle Pile,
Her paa Stenen vil jeg hvile,
See omkring mig mange Mile,
Medens Garnet de udspile
Nede ved den blanke Strand.

Mægtigt trykker Søen Furen,
Hvor, omkrandset af Naturen,
Fiskerhytten staaer med Muren,
Overgroet af Bukketjørn!
Inde toner Aftensangen,
Mens, med Seilet løst om Stangen,
Baaden lige sætter Gangen
Ind mod Kysten, hvor i Tangen
Lege halvt afklædte Børn.

Lille Baad, det er min Villie,
At med Dig paa Søens Tillie,
Over Skummets hvide Lillie,
Svæver jeg til Skibet der;
Stolt det staaer med sine Master,
Medens Solen, som en Aster,
Rund og rød i Bølgen haster,
Og sin sidste Straale kaster
Hen ad Skibets Seil og Ræer!

Intet Anker længer tynger,
Alting svulmer, Alting gynger,
Bølge, Luft og Hjerte synger
Høit din Priis, du stolte Hav!
Du er skjøn, naar Bølgen tier,
Øen ved dit Hjerte dier,
Til Begeistring Du indvier
Os ved Stormens Melodier,
Skjøndt hver Bølge er en Grav!

Lystig bort, Du raske Skipper,
Mellem Brændinger og Klipper,
Til, hvor Nordens Bjerg-Pynt slipper
Ved den iisomkrandste Pol!
Snart igjen vi vexle dette,
Vi det tunge Anker lette,
Havet ligger, som en Slette,
Palme-Øer Fladen spætte,
I den hede Middags-Sol.

Vildt de grønne Bølger koge;
Høit paa Seilet slaaer en Maage,
Og i Maan'skin, som en Taage,
Dødningskibet gaaer forbi.
Men i Stavnen paa sit Anker,
Sidder Skipperen i Tanker;
Fra de tangomvundne Planker,
I de hvide Skjær og Banker,
Toner Dybets Melodie.

Glad vi følge Hjemmets Svale,
flyve over Bølge-Dale
Til de danske Bøge-Sale,
Tiden svandt, men som et Blund.
Alt opløser sig i Minder,
Verdens-Havet selv hensvinder.
Ei det kjendte Hjem Du finder,
Engang, som en Bæk kun, rinder
Du, mit stolte Øresund!

Sildigt da, mens Stjerner stige,
Mødes Ungersvend og Pige,
Rige bindes fast til Rige,
Ved en bladfuld Bøgegreen.
Høit paa Luftens friske Strømme,
Skyer hen mod Maanen svømme,
Og de To, med Blikke ømme,
Sidde taus i søde Drømme
Tæt ved Bækken paa en Steen! —

Tiden løfter stolt sin Vinge!
Hvad dens Storme nu os bringe,
Da, som gamle Sagn skal klinge
Over Slægters muldne Been.
— Mægtigt hæver sig min Tanke!
Hjerte, Du saa vildt ei banke,
Selv af Drømmens grønne Ranke
Vil jeg modne Druer sanke,
Søge Frugt paa hver en Green.—

—  Aftenen er skjøn og rolig.
I den lille Fisker-Bolig,
Hos Familien, fortrolig,
Sidder jeg og lytter til.
Loftet stærkt paa Bjælken tynger,
Hvor sig en Sanct-Hans-Urt slynger,
Og den stakkels Flue synger,
Der paa Spindelvævet gynger;
Sange snart vist ende vil.

Gubben her jeg hører heller,
End hvad Cooper selv fortæller;
Raske, lystige Noveller
Kan han fra den vilde Sø.
Nu i Masten, nu i Rummet,
Alt jeg med ham har fornummet;
Hørt, hvor Bølgen harmfuldt brummed',
Mens den vasked' mig med Skummet,
Ude, langt fra Land og Ø.

Djærvt fra Søens raske Gutter
Nok saa lystigt Videt sprutter;
Timer svinde som Minutter,
Ved at høre paa ham her. —
 — Det er sildigt, skal jeg mene!
Thi god Nat! jeg vandrer ene.
Bag de tætte Hasselgrene,
I den tause Aftenscene,
Mødes jeg med Vennen der!

Ludvig, lad os med hverandre
Arm i Arm ved Stranden vandre,
See hvor Skyerne forandre
Deres Form i Nattens Luft.
Armen jeg om Vennen slynger,
Hjertet sig til Hjertet klynger,
Venskab, Dig min Sjæl besynger,
Hver en Sorg, som Hjertet tynger,
Svinder da i Blomster-Duft.

Du mit Hjertes Dyb vil fatte;
Dine Aandens rige Skatte,
Og det Uskylds-Præg, Gud satte
I dit Blik, mit Hjerte vandt.
Broder, lad vort Løsen være:
"Venskab, Viden, Kunst og Ære",
Hjertets friske Træ det bære
Vil som Blomst og Frugt, du Kjære!
Gud jeg takker, Dig jeg fandt!

Tanken flagrer i Naturen,
Flyver over Bølge-Furen,
Til hvor Linden, smukt ved Muren,
Voxer i den store Stad;
Der jeg Eduard besøger;
Livsglad, mellem sine Bøger,
Sidder han og lystigt smøger;
Snillet efter Kundskab søger;
Han mit Hjerte er saa kjær!

Selv hos Dig jeg ham kan savne,
Hjertet Eder vil omfavne,
Eders kjære, kjære Navne
Leve, aande i mit Bryst.
I til Daad mit Liv indvier!
Hver en Mismods Stemme tier,
Øiet seer kun Harmonier.
Barnlig' fromme Melodier
Gjennembæve mig med Lyst.

-

Havet staaer saa blankt og stille,
Himlen speiler sig deri,
Som de Hjertet kysse ville,
Smelte det i Melodi.

Hvorfor tør jeg ei udsige
Hver en Tanke i mit Bryst?
Strækker sig ei Barnets Rige
Selv ud over Himlens Kyst?

Hen ad Livets Strøm vi seile,
Sorg er Baglast i vor Baad,
Medens Smiil af Engle speile
Sig i hver Uskyldigs Graad.

Ved hvert Hjerte vil jeg blunde,
Halv i Drømme lytte der,
Vist jeg da fortælle kunde,
Om hvor meget godt der er.

Jorden staaer som Brudesale,
Hver en Luftning aander Fred,
Hjertet maa sig høit udtale,
Svulme, døe i Kjærlighed!


Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879