Aarets tolv Maaneder tegnede med Blæk og Pen

August


Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Tæppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blom-

                                                                         sterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved

                                                                          Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds — den veed

                                                                    nok, hvad! —
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne

                                                                              Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag

                                                                        ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Eccho ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven

                                                                      gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.


— I det lille, lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens

                                                                            Neg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.
Tys, nu sagtnes det derude, Himlen bliver atter blaa,
Hele Skoven, alle Blomster dobbelt duftende jo staae,
Og paa Horizonten Solen synker ned saa luerød,
Den sit vilde Flamme-Hjerte lægger nu i Bølgens Skjød.
Vindens kjøle, milde Luftning tørrer atter Blomstens Kind,
Høstfolk gaae nu hjem fra Marken, synge høit med mun-

                                                                            tert Sind.
Pigerne skal over Stænten, tør man ikke see derpaa? —
Skjørtet hænger fast ved Gjærdet, saa de Andre hjelpe

                                                                          maae.
See, hvor alle Blomster nikke! hvad de tænke, veed jeg

                                                                              klart,
Kunde man forstaae Mimiken, hørte man vist noget rart.

-

Fuglene.
Qvivit! qvivit! det gaaer afsted,
Nu oppe, nu dernede!
Mit Liv er Sang og Kjærlighed,
Mit Huus en Børnerede!

Ungersvenden.
Snart sover Alt, ja Stort og Smaat,
Paa Græs og grønne Grene,
Men jeg - ak! det er ikke godt,
At Mennesket er ene!

O, gid jeg var af Jern og Staal!
Mit Hjerte let kan faae det!
Det er mig ligesom en Aal,
Jeg kan ei holde paa det!

-

Hver en Luftning sover paa det grønne Blad,
Stille drømmer Blomsten midt i Duggens Bad.
Seer Du, Maanen kommer hist, hvor Krattet groer?
Lavt paa Horizonten staaer den rund og stor.
Ved den sorte Granskov Søen gjør en Bugt,
Klart i Vandet speiler Krattet sig saa smukt.
Tys! sig noget rører! mon en Fugl der fløi?
Nei, det er to Piger, stille! gjør ei Støi.
Barnligt, uskyldsglade, gaae de Arm i Arm.
Ha! de kaste Klædet fra den hvide Barm;
Høit de løfte Armen! see det smækre Liv! —
— O, nu blev' de borte bag det høie Siv!
Jeg kan ikke see dem, det var dog saa smukt!
Men der har vi Maanen over Søens Bugt.
Den kan staae og see dem, høit fra Skyens Vold,
Den kan see dem begge, og er dog saa kold! —
Hør, med Eet det pladsked', see en Ring saa bred!
Hele Søen bæver jo af Salighed.
Hver en Blomst ved Bredden lukker Øiet op,
Og de stolte Graner bøie deres Top!
Alt er Duft og Længsel, Natten er saa tys,
Søen dem omfavner, giver Kys paa Kys,
Trykker sig saa salig op til Bryst og Arm,
Aldrig dog den svulme kan som deres Barm.
Aldrig nogen Morgen den i Solens Skjær
Rødmet har saa deiligt frisk, som Kinden her!
Ingen Tid den viste Himlen os saa klar,
Som den Uskylds-Himmel, den i disse har.
Nu med Vandet, Pigen paa den anden slaaer,
Om de runde Skuldre falder deres Haar;
Maaneskinnet viser det saa tykt og stort —
— Men der gik jo Maanen! - det var grusomt gjort! — 

Fiskeren.
Aakanden har sit Bæger lukt,
Den under Fladen svømmer;
I Vandet Maanen staaer saa smukt,
Det er det Blomsten drømmer:
At begge To
Dernede boe;
Hvad kan man ei i Drømme troe?
Jo, jo!

Jægeren.
Blomsten dufter, for at brydes,
Frugten modnes, for at nydes,
Ender Livet, var det da
Dog et jublende: "Trara!"
Eccho svarer, hør! "ja,  ja!
Lev og nyd, trara, trara!"

 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879