I October 1828 tog Andersen den første
akademiske
Examen, »in qxo haud illandabilem in
artibus liberalibus profectum
probavit«. At han strax derefter indtraadte i H. M. Kongens
Livcorps, viser Regnskabet, ifølge
hvilket han fik en Chacot for
14 -, og hans »Lædertøi blev pudset«.
Læsningen til 2den Examen begyndte
strax; i nogen Tid
manuduceredes han af Cand. theol.
(senere afdøde Biskop) Bindesbøll. Til denne Examen i Efleraaret
1829 fik han Hovedcharakteren Laudabilis.
Fra Iste Novbr. 1822 havde Andersen havt
en aarlig
Understøttelse af 350 Rdl; denne udløb i
Novbr. 1828.
Oplæsning af manuskripter
Med Aaret 1829 endte saaledes Andersens
Læreaar.
Mange forsøgte, men uden Held, at bevæge
ham til at tage fat
paa et Brødstudium. At han saa tidlig
gik af Lære har upaatvivlelig havt en uheldig Indflydelse
paa hans senere Dannelse
i Livets Skole. Han havde nu faaet
Frihed, og den vilde han nyde. Han
flagrede om mellem de gamle og de nye
Bekendtskaber, altid med et Manuscript i Lommen
og altid for at oplæse det *)
*) Det Mærkeligste herved
er i Grunden, at A meget godt vidste, at
disse, i nogle Huse vel modtagne
Oplæsninger i andre Huse vare en Plage,
og at han dog ikke kunde holde sig borte
fra de sidste. Han forsøgte sig endog
paa sin alvorlige Lærer L. G. Müller,
som efter nogen Tids Erfaring greb til
at fortælle ham en Historie, der omtrent
lød saaledes: »Der var engang en russisk
Adelsmand, der gav sig af med at skrive
Vers og Fortællinger, som han da oplæste
for Venner og Bekjendte, og han blev
tilsidst en saadan Plage for disse, at
de skyede ham. En Dag, da han just havde
Noget færdigt, sad han alene; modfalden
udbrød han: »Jeg vilde i dette Øieblik
være glad ved en hvilkensomhelst
Tilhører, om det saa var Fanden selve
Fanden indfinder sig øieblikkelig, og
der oprettes en Contract, ved hvilken
Fanden forpligter sig til — paa de
sædvanlige Betingelser — at være hans
stadige Tilhører. Oplæsningen begynder,
Fanden vrider sig ynkeligt og vil
flygte« men inden Historien var tilende,
holdt A. sig for Ørerne og skreg: »Aa
hold op, hold op! Jeg veed jo meget
godt, det er mig.« —
De spottende bemærkninger i
Studenterforeningen
Det bør ikke bebreides hans
Venner, at de misbilligede dette, som i høi Grad spildte
den for hans Udvikling
saa kostbare Tid ; men det var da ogsaa
kun de mange Udenforstaaendes spottende
Bemærkninger, der opbragte ham *)
*) Denne Spot culminerede i den for
Andersen meest krænkende
Form ved Skomagerens bekjendte Repliker
i Studenter-Comedien »Gjenboerne«. At han her deelte Skjæbne med
Ingemann, kunde ikke forandre hans Opfattelse; han vedkjendte
sig den ogsaa i et Brev til
Senioratet for Studenterforeningen, »det
Sted, hvor jeg har følt mig
meget saaret ved saagodtsom offentligt
at see mig og min Virksomhed
latterliggjort«. — At hans Forhold til
Studenterforeningen i Tidens
Løb blev et ganske andet, at han der
modtoges som en høithædret
Gjæst, er en bekjendt Sag.
Forbuddet i skolen mod at skrive
poesi
Denne Tilbøielighed, der lige til hans
sidste Leveaar var
saa stærkt udpræget hos Andersen,
fortæller han selv at han
havde fra sit Barndomsliv i Odense. At
han ogsaa under sit
Skoleliv gav efter for den, fremgaaer
ikke af hans Breve fra
denne Tid; men det har dog været
Tilfældet. Det fremlyser
af Meislings bittre Hentydninger til
hans Skriverier og Forbudet mod »at gjøre Besøg«. Det
fremgaaer ogsaa af de
mange Advarsler, han fik fra. Brødrene Guldberg
og Flere *).
*) Fra en Enkelt med en
besynderlig Reservation. Notarius publicus G. H. Olsen skriver nemlig (80.
August 1828): Det glæder mig
paa den ene Side, at De anvender Deres
Tid paa vigtigere Gjenstande
end Poesien, men det synes ogsaa
passende nu og da, skjøndt sjelden,
at poetisere for ei at komme ud af
Øvelse .
— Mange Aar efter skriver en gammel
Typograph: »Jeg har
ofte som Yngling hørt Dem med Glæde
declamere, naar jeg hentede mit Herskab bos Jonas David i
Slagelse«. Og i et
Brev fra en gammel Skolekammerat hedder
det: . . . »uagtet
De ligesom jeg krympede Dem under
Rector M.s tyranniske
Svøbe, saa skrev De dog allerede dengang
mange smukke Eventyr og Digte, som De glædede os med.«
Fortsættes her !
Kilde: "H.C. Andersen
og det Collinske Huus" af E. Collin, Kjøbenhavn
1882. Ovenstående er en del af værket.
Overskrifterne på de enkelte sider er
nutidige.
Typografien og
opsætningen er ændret nogle steder i
forhold til den oprindelige tekst, alt i
respekt for forfatterens skrivemåde.
lbj
