I Aaret 1829 udkom: Fodreise fra Holmens
Kanal til Østpynten af Amager,
af hvilken nogle Prøver forud havde
været trykte i »Flyvende
Post.«
Det fortjener vel at bemærkes, hvorledes
A. ved denne
sin Indtrædelse i Literaturen blev
modtaget af Kritiken. At
den unævnte Anmelder i Maanedsskrift for
Literatur var J. L.
Heiberg, kan der vel neppe være Tvivl
om. Af denne Anmeldelse fremhæves følgende:
Anmeldelse af skriftet:
Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten
af Amager
. . . Skriftet bør betragtes som et
lyrisk Digt, og i et
saadant bestaaer Skjønheden ofte just
deri, at et Indhold, som
enten er hverdags eller idetmindste
indifferent, Ted Poesiens
Kraft hæves til Værd og Betydning.
Den unge Digter, som, inden han
udarbeidede nærværende
Skrift, allerede havde gjort sig
bekjendt og yndet ved endeel
lyriske Digte, meest af humoristisk
Indhold, har i sin Fodreise
uden Tvivl fundet en passende Form for
den Overgang, hvori
hans Geni befandt sig, nemlig fra det
Lyriske, hvormed næsten
enhver Digter begynder, til
Frembringelser af en mere objectiv
Natur.
Forf. befinder sig omtrent i
samme Stilling som en
Maler, der, inden han vover sig til
strengere Compositioner,
først øver sig paa Arabesken; thi ogsaa
i Arabesken ere Elementerne tilfældige, heterogene og
ligegyldige imod hverandre;
men den Originalitet og den Gratie,
hvormed de ere sammensmeltede, give den Kunstværd. Eller, for
at vælge en Sammenligning, som ligger nærmere: Fodreisen
er at betragte som en
musikalsk Phantasie. En Phantasiespiller
veed, i det Øieblik
han begynder, endnu ikke, hvad der vil
følge paa Begyndelsen,
og endnu mindre, hvorledes han vil ende!
han følger kun Øieblikkets Inspiration, og er saa lidet
Herre over denne, at han
tvertimod ganske lader sig henrive af
den. Men den samme
Aand opfylder ikke de forskjellige
Phantaserende. Inspirationen
er ikke den samme hos den meer og den
mindre Begavede;
hos hiin er den originalere, mere
overraskende og mere beundringsværdig. Den er heller ikke den samme hos
den fuldendte
Mester og hos den uøvede Begynder; hos
hiin er den, med al
sin Vilkaarlighed, dog tillige
underkastet visse Regler, hvorved
den, selv i den meest brogede
Forvirring, stedse vedbliver at
være correct og smagfuld. Der gives
visse Harmonier, som ere
saaledes forbundne, at Øret, ved at høre
den ene, venter den
anden; der gives andre, som kun ved et
dristigt Spring kunne
berøre hinanden, og selv dette maa
motiveres med en stor
Kunstforstandighed og Kunstfærdighed;
den geniale og øvede
Mester undgaaer hine, som tilbyde sig af
sig selv; han frapperer og henriver ved disse. Hvad her er
sagt om den musikalske Phantasi, lader sig saare let
anvende paa den digteriske.
Et Analogon til de omtalte nøie
forbundne Harmonier finder
man i alle ved den blotte Idee-
Association forbundne Forestillinger. Denne er saaledes den
sletteste Ledestjerne, som
Phantasien kan vælge «ig, deels fordi
den er triviel, og findes
ligesaavel hos det eenfoldige, det
underordnede Menneske, som
hos Geniet, deels fordi den er
continuerlig i det Uendelige og
savner al discret Eenhed, der kunde
afgive et Princip for Begyndelse, Fremgang og Ende.
I Hr. A.s lille Skrift findes mange
Exempler paa en heldig Retning af Phantasien. Den bevæger
sig ofte mellem originale og frappante Ideer, som den
forbinder paa en sindrig
Maade ; men man seer ogsaa paa den anden
Side, at Forfatteren
ofre, hvor den genialere Inspiration
forlader ham, blot følger
sin Idee-Association, og derved vel
forøger sit Stof, men ikke
paa den behageligste Maade for Læseren,
eftersom denne meget
ofre kan fra den første Forestilling
slutte sig til en Række af
de følgende, hvoraf tillige den dobbelte
Ubekvemmelighed opstaaer, at Forf. faaer Udseende af en
Samler, hvem det vel
meget er at gjøre om Qvantiteten, og at
han, ledet af IdeeAssociationen , frembringer en Mængde
Reminiscenser fra andre
Digtere. Næsten Alt, hvad der i
Fodreisen skader Interessen
eller stemmer Læserne mindre behageligt,
udspringer af den
angivne Kilde. Feilen er forresten
undskyldelig hos en begyndende Digter, og i nærværende Tilfælde
saameget mere, som
Forf. selv synes at have følt den;
idetmindste har han bortskaaret et Stykke, der fandtes i de
tidligere leverede Fragmenter
af Bogen . . . .«
Ogsaa P. E. Muller anmeldte (Lit. Tid.
1829, No. 4)
denne Bog med Velvillie. Han slutter
Anmeldelsen saaledes:
»Det godmodige Lune, der er udbredt over
det Hele, synes at
være Forfatteren naturligt og indtager
Læseren for ham. Mindst
heldig er han hvor han vil philosophere.
Skriftet røber et
ualmindeligt Talent, der fortjener at
opmuntres og trænger til
at uddannese. Til de Nytaarsønsker,
Forfatteren har gjort sig
selv i Bogen, føies det, »at han iaar
med Berømmelse maa
tage sin examen philosophicum.«
Forfatteren Edvard Collin går
derefter over til "Andersens Breve
til min Familie (og nogle faa Andre) fra
den Tid, da han fik fast
Ophold i Kjøbenhavn". Disse breve er
udeladt her og kan i stedet ses i i
H.C.Andersen brevbasen
/ lbj
