H.C. Andersen, som børneven.

Delvis afskrift af en artikel, der har været bragt i Illustreret Tidende den 2. april 1905 i anledning af H.C. Andersens 100 års dag.

Artiklen er skrevet af Rigmor Bendix.

 Kilden til tekst er: www.kb.dk.

Det spørgsmål er ofte blevet gjort: Var H.C. Andersen eventyrernes digter, egentlig børneven. Hvis man hermed mener; om det særligt var børnene, at han skrev sine eventyr, må der sikker svares nej, men hans genialitet var jo netop, at han benyttede eventyrets form til at få de voksne i tale.   Men personlig var han i sin omgang med børnene god og elskværdig, jævn og fordringsløs. Det har jeg erfaret gennem en lang årrække, da jeg fra min tidligste barndom har set ham hos min oldefar, Jonas Collin og hans gifte børn, i mine forældres hjem. Han kunne jo nok, som man ved, være mærkværdig pirrelig, således traf vi ham en gang gående frem og tilbage på gulvet i det heftigste sindsoprør, mens tårerne trillede ham ned ad kinderne. "Julie" (en lille tiårs gæst, som lige var kørt bort), "Julie gjorde nar af mig, jeg så godt, hun lo". Sådan noget kunne hænde. _ I det hele er jo bleven talt talt meget og ikke uden grund om Andersens særhed. Men havde det været i vore dage, ville man vel nok have opfattet den på en noget anden måde. Nu er man mere fortrolig med den ikke sjældne blanding af genialitet og overdreven følsomhed, der vistnok med et fint navn kaldes "kunstnerisk neurose", og man forstår Andersen bedre, når man husker, at han bedstefader jo var sindssyg. Det , at han kom fra de tarvelige hjem har også bidraget sit til en vis mistroiskhed. Han er sikkert den gang ofte blevet dømt, hvor man snarere burde have haft medlidenhed med ham.

Men overfor børnene kom disse vanskeligheder kun som sagt frem en enkelt gang. Hvor han kunne gøre dem en glæde, forsømte han derimod ikke lejligheden. Han forærede dem sine eventyr, tog dem med på komedie: Ja en gang bragte han endog i længere tid en af sine små ynglinge en foræring hver eneste dag. - Ved de mindste lejligheder kom eventyrdigteren op i ham. således havde vinhandleren lige overfor anbragt et skilt på hver side af sin dør, det var dekoreret med vindruer og englebørn.

Da Andersen så det, satte han sig i vinduesfordybningen med et af børnene på skødet og fortalte om de brogede billeder derovre -  et helt improviseret eventyr. Også når han kom ind på at fortælle de voksne anekdoter, kunne vi børn more os kosteligt. Når vi om aftenen efter the sad om det lange bord, og Andersen blev i godt humør, kunne han fortælle så morsomt om de gamle dage, om sine oplevelser med jævne folk om sine rejser. Hans fremstilling var da til tider helt dramatisk og prægedes ofte af en egen elskværdig selvironi, som man ikke ville have tiltroet ham. Således når han fortalte om sine møder med udlandets berømtheder, som han altid blev indbudt sammen med, men som han sjælen fik noget rigtigt ud af, da det kneb med at tale de fremmede sprog.

Han fortalte således om sit møde med Rachel. længe sad de to ved siden af hinanden i sofaen, men samtalen ville ikke rigtig komme i gang. Pludselig rejser Andersen sig op, rød i hovedet af anstrengelsen, og siger: "Voila, c'est ça, " og forsvinder. Hvad Rachel har tænkt om denne galante ytring, kan man selv tænke sig.

Eller da han var sammen med Dickens i England! Dickens havde glædet sig til at gøre hans bekendtskab, havde foræret sig til at gøre hans bekendtskab, havde foræret ham Nicolas Nickleby med en stor tilegnelse, og nu skulle de to store digtere have der rigtig hyggeligt sammen. Men da samtalen havde varet nogen tid, sagde Dickens med et: "You may rather speak danish, I think I might better understand you!"

Charles Dickens. Udsnit af kopi af maleri af James Fleming. Foto: Lars Bjørnsten okt. 2003

En dag kom han til os fra Frederik den 7's taffel. Andersen, som førte sine vaner med sig overalt, havde kommet vand i sit champagneglas, da han ikke kunne lide vin. Han håbede, at ingen skulle have lagt mærke dertil. Men kongen så det, da han ville drikke med ham og sagde vredt: "Drikker du vand, når du drikker med din konge?" Andersen hævede glasset og svarede: "Når jeg drikker med min konge, forvandler vand sig til vin" - Og således kunne han blive ved med at more os med sit elskværdige lune.

En af de måder, hvorpå han særlig satte sig i forbindelse med børnene, var at lave billedbøger til dem. stoffet hertil samlede han alle vegne: Avertissementer, illustrerede blade, omslag, skillingsbilleder. Selv på sine udlandsrejser havde han bøger i minde. Ham skriver fra Weimar i 1855: "Til Agnete bringer jeg en lille bitte ting, og på en ny billedbog har jeg stadig tænkt. Edgar ved, at hver avis og hver regning med et billede på bliver straks til klippet for en kommende billedbog: "Agnetes rejse fra værtshus til værtshus" kan den kaldes." Billederne klippede han ud, ordnede og klistrede dem ind i tykke bøger og forsynede mange af dem med små vers, nogle endog med sammenhængende tekst. en af dem handler om, hvorledes Andersen tog Agnete med på komedie. På vejen derhen oplevede de mange forunderlige ting og kom de mærkværdigste steder hen. Endelig langt om længe nåede de teatret, og så - var der rød plakat! "Agnete blev sort af sorg" står der så under den sorte figur, som slutter bogen.

Men hvad der især morede os, var hans udklipninger, som ofte blev sat ind i bøgerne. Han havde et eget småtalent til at forme sine figurer. Han tegnede dem aldrig først.Mens han sad og småsnakkede lagde han papiret sammen Klippede ud i luften, og der stod skikkelserne lyslevende. Ofte kom hans yndlingstyper igen: Svaner, danserinder, amoriner, men aldrig to gange ens. Udførelsen var ikke lagt an på sirlighed, den var let og rask, og udtrykket var sikkert og karakteristisk.

Side fra Astrid Stampes Billedbog. Foto Lars Bjørnsten

Der var noget af eventyrernes ånd over skikkelserne, der gjorde dem så tiltrækkende, man huskede dem godt. Sine klipninger anvendte han også på andre måder. Et af hans talenter var at binde buketter: en enkelt blomst, et aks, et broget blad, bundet sammen med et græsstrå. Det var så meget mere originalt, som Japan endnu endnu den gang ikke var opfundet. Om disse blomster ordnede han hvidt og gyldent papir, udklippet i kanten med  danserinderne og amorinerne. Noget af de morsomste, han har klippet er elleve figurer, som han juleaften i begyndelsen af halvtredserne sendte os til at hænge på juletræet. De var dannede af forskelligt farvede papirer, der var klippede ud og klistrede sammen, så at de dannede kjolen em dens mønster og folder og blomsterbesætning, harnisk og uniform.

Senere da nogle af familien optog Andersens industri at lave billedbøger, klippede og klistrede han også og skrev en utrolig mængde småvers, undertiden var der 6-8 på siden. - De var ikke betydelige, men elskværdig var den fordringsløshed, hvormed den i udlandet så fejrede digter strøede sine rim ud i bøger, som aldrig skulle trykkes, og kun blev vist frem i en snæver kreds - Og igennem versene gik der en mild og kærlig tone, der var udtryk for den ensomme mands længsel efter familielivets lykke, som han aldrig skulle nå. Den samme følelse fik også udtryk i andre digte, som ikke var bestemte for billedbøgerne.

Alle kender det henrivende digt til Viggo Drewsen:

Året efter kom da også visen til den lille toårs pige. Den findes trykt i hans digtsamling, men er kun lidet kendt...Endnu i sin høje alder ved blev han at tænke med interesse på sine venners børn. Mens han lå på sit dødsleje, havde "Lille Viggo"  netop fået en søn. Andersen sendte bud og bad om han måtte se Barnet, men inden hans ønske endnu kunne blive opfyldt, var Andersen død. På hans bord fandtes da dette digt, som viser, hvor han i tankerne havde levet med den ukendte lille dreng:

- De, som har fået disse vers og som kan huske hans hele venlige færd, de føler sig derfor i egen taknemmelighedsgæld til ham og holder hans minde højt i ære.

Rigmor Bendix

født Stampe

Kilde til billeder af papirklip, hvor intet andet er anført, er dette Odense Bys Museer.

Rigmor Stampe (1850-1923)   forfatterinde, filantrop født på Kristinelund ved Præstø Født: 07-12-1850   1852 søster, Astrid Stampe (Feddersen) (f. 1852 - d. 1930) 1879 gift med Victor Bendix (ægteskabet opløst) (f. 1851 - d. 1926) 1901 Debut i bogform: Carlo Dalgas 1919 Dansk Forfatterforening 1894-1919: side 353 (uden tekst) 1923 Død: 09-03-1923   Foto: Odense Bys Museer 191106