Studenterliv 8.

H.C. Andersens studenterliv

Den roman jeg i Slagelse skole havde begyndt på, fik nu igen interesse for mig og jeg samlede på bibliotekerne en del historiske hjælpekilder. Men jeg følte ret, at jeg måtte kende de egne, hvor begivenhederne forefaldt. Da jeg nu havde en 400 Rdlr i Sparekassen, som jeg havde fortjent ved mine arbejder, besluttede jeg i dette forår og sommeren at berejse Jylland og Fyn, hvilket faderen Collin billigede og gav mig anbefalingsbreve med til embedsmænd i byerne, for at jeg ikke skulle være så ganske fremmed.

Jeg glædede mig så meget til denne tur og længtes efter at se de jyske heder og der møde de såkaldte "Kæltringer", hvis liv Steen Steensen Blicher, siden så karakteristisk har skildret til os i sine noveller.

Steen Steensen Blicher. Født 11. oktober 1782 og død 26 marts 1848.

 Foto fra mindesten på domkirkepladsen i Viborg.

Jeg havde feber, men vovede mig dog sidst i april på dampskibet Dania og ilede uden at vide det eller drømme derom, en katastrofe i mit liv i møde, der mere end noget andet, ganske forandrede mit hele åndelige jeg. mit væsen som digter, mine anskuelser af det hele liv. Det var et smukt vejr da vi gik ombord, en sand lysttur lige til Helsingør, men nu begyndte det at blæse op til en halv storm og således vare vi næsten 2 nætter og dage i Kattegat, hvor søen slog op over skibet og jeg hvert øjeblik troede at nu var det hele forbi.

I Århus fik jeg straks besøg af Elmquist og Guldberg. Man viste mig al mulig opmærksomhed og overalt traf jeg venner og især af "Fodreisen" der ret synes at have rejst om. Således må jeg her fortælle et karakteristisk træk, skønt det tidligere skulle være meldt. "Fodreisen" var også kommet til Falster, hvor der var en rig bonde, Rasmus Hansen på Rifsberg, en af de hellige og som var noget forstyrret ved at læse og studere Johannes Åbenbaring. Han læste "Fodreisen" og antog forfatteren til denne for en vis, der kunne give ham underretning om meget af det skjulte.

Jeg havde i bogen skrevet, at jeg var hjemme om morgenen mellem 8 og 9 og man kunne da få oplysning om et og andet. En dag, da jeg sad på mit værelse i København kommer denne bonde, som var mig aldeles ubekendt ind i min stue og spørger om jeg er "Andersen" og da jeg bejaer det tager han bogen op af lommen og beder mig først forklare slutningskapitlet. Senere spørger han om, hvorledes jeg kunne sige, at "Fanden havde forledt mig til at skrive", mens jeg på et andet sted benægtede hans tilværelse. Jeg troede straks, at det var en af mine bekendte, der havde klædt sig ud og sagde det, men manden blev meget alvorlig ved og forlangte at få mange underlige ting at vide. Da han til sidst spurgte om jeg var antikristen blev jeg ganske forskrækket og mærkede nu at det var en vanvittig og en sværmer, der kunne være i stand til alt. Det var dog for meget at miste sit liv for "Fodreisen", jeg kaldte min værtinde og pigen ind og med disse hjælpetropper søgte jeg at få ham ud af døren, i det jeg forklarede ham, at jeg nok havde "udgivet" bogen, men den der havde skrevet den var en ganske anden, og da denne nu var på landet havde etatsråd Collin givet alle oplysningerne i kommission: Manden spurgte om hans bopæl og jeg beskrev ham den. Han traf ikke Collin og derfor troede flere at det hele havde været løjer: Noget der var opspundet for at gøre grin med mig.

Men efter en 3 Ugers forløb kom der et virkeligt brev med posten fra Falster, det var adresseret Collin og den gode mand, Rasmus Hansen fortalte, at han forgæves havde ulejliget sig til Hovedstaden for at tale med den kloge mand og forlangte nu at vide: "om det tusindeårs rige, antikristens ankomst m.m."

Lauritz Schebye Vedel Simonsen (1780-1858) fra Elvedgaard på Fyn. 31 år gammel.

Malet 1812 af S.L. Lange .
 

På denne min sommerudflugt traf jeg flere i Jylland der kendte manden og erfarede fra Vedel Simonsen, at han også havde lignende breve fra ham. Det var ganske samme ånd og hånd.

Min feber havde ved søturen havde ganske sat sig, men efterlod en stor udmattelse, dog drev lysten mig efter at se hederne og det stolte Vesterhav, fremad. Elmquist lånte mig sin vogn til Randers og overalt måtte jeg erkende den jyske gæstfrihed, og venlighed. Med Maler Rørby kørte jeg over heden til Viborg. Jeg fandt det ganske romantisk dejlig. Den uhyre sorte strækning, de enkelte bakker med grønne buske, hvor sædvanligvis nogle børn passede et par får. Den store nøgenhed, hvor den røde al skinnede frem, eller hvor jorden havde en indigo blåhed, der i afstand gav den udseende af en plet med violer. Jeg var på en gammel herregård, der med sin grønne have hævede sig en en oase i ørkenen. I en stærk skylregn nærmede jeg mig Viborg og mødte her i hulvejen en vandrende kæltring familie. Konen bar et spædt barn på ryggen og førte et ved hånden og manden havde der sibensakker på skulderen. De hilste venligt god dag og vandrede fort, da der ikke var ikke et sted, hvor de kunne stå i ly. Da min karl sagde mig, hvem de var, blev jeg da ganske lyksalig. Det er et sandt poetisk folk i vort Danmark og de har deres eget sprog, egne skikke, fører et nomadeliv og gifter sig indbyrdes ved egne ceremonier uden gejstlighedens indblanding.

Med stiftamtmand Schønheiders besøgte jeg Asmildkloster og var ude på det gamle Hald, der ligger i en ægte romantisk egn ved en indsø, rundt om høje sorte lyngbakker.

Hald ved Viborg. Perspektiv tegnet af A.Schinkel den 12 febr. 1790.

Her en forkuet egeskov, hvor træerne næsten vokser hen ad jorden med deres hvide mos og langt ude moser i blåhvid tåge, der hævede sig som røgen af hedebrand. Jeg følte mig ellers meget upasselig, da det blev gråt og koldt. Alle rådede mig fra at tage til Vesterhavet, da jeg følte mig mere og mere syg måtte jeg opgive den kære forønskede tur og lade mig nøje med beskrivelsen af de, som havde været der, men den gjorde mig det just smerteligt. Jeg tænkte mig det ellers ret levende og flere af digtene i "Phantasier og Skizzer" skylder dette deres Tilværelse. I stedet for Vesterhavet fik jeg nu udsigten over tropperne ved Århus. Her så jeg sidste gang den gamle Biskop Bloch, hvis bekendtskab jeg gjorde i Viborg, han var meget distræt og jeg fik et brev til afsked fra ham, hvori han kaldte mig "Deres Majestæt" en skrivefejl, som opstod ved at han idelig tænkte på kongen som han skulle gøre sin opvartning.

Biskop Jens Bloch (1761-1830). Han var biskop i Viborg i 1805

Jeg var nu nogle dage i Skanderborg, hvor jeg daglig sejlede på søen, hvor Christian IV begyndte at lære sømandskunsten.

Tog gennem Vejle til Kolding og gjorde mig ret bekendt med de egne, hvor jeg havde i sinde at henlægge scenerne i min roman. Jeg hørte en del folkesagn og opsnappede mangt et ejendommeligt træk.

Sommeren begyndte også at virke og jeg følte mig igen vel. Iversens enke der med familien holdt meget af mig havde indbudt mig til at tilbringe sommeren hos dem på det smukke Tolderlund og jeg stræbte dertil. Det havde en dobbelt interesse for mig, da det lå tæt ved , just det sted, på hvis borg helten i min roman skulle optræde. Jeg kunne nu daglig tumle mig der og digte på historien.

Laura Hansen (broderihandler).

Udsigt fra Næsbyhoved Bakke 1902.

I den muntre elskelige kreds, mellem en halv snes unge muntre piger, tæt ved Odense, hvor kanalen med skibene der løb tæt forbi haven måtte jeg jo ret være oplagt til at digte. Jeg havde mit hele ungdomslune, min glade tilfredshed og sorgløshed, og oplevede her nogle dejlige uger af mit liv.

På herregårdene rundt om afhentede man mig til besøg i flere dage og jeg flagrede livsglad på ubrændte vinger om glædesblusset. Nu ville jeg også besøge alle de fynske byer, thi jeg havde tænkt at skildre romanen: Grevens Fejde, og så var det nødvendigt at være ret hjemme i Fyn. Jeg havde adressebreve til nogen i hver by på en af dem nær. Her kendte jeg en student, der havde været til eksamen med mig, som jeg ind imellem besøgte og kunne godt lide ham for hans godmodighed. Han vidste jeg var hjemme og hans fader en af de rigeste mænd i byen og her ville min visit være velkommen. Kort før jeg rejste derned var der en ung jysk dame, der meget roste folkene dernede, da hun havde været på besøg. Da spottede jeg med de andre unge piger hos Iversens og gjorde også i spøg smedevers over den uskyldige by, som jeg løselig ville flagre igennem og drømte slet ikke hvilken interesse den siden fik for mig i hele liv.

Min afrejse frembød noget ret komisk, da postvæsenet ingen vogne sende, som man kan tage med må man rejse med fragtformænd. Jeg betalte meget dyrt og dog da jeg ville af sted sagde man mig, at ingen turde køre med ud af byen for Postvæsenet skulle man et stykke udenfor stige på. Det var mig meget ubehageligt, thi det var altså Ikke tilladeligt at køre med, men da mit tøj nu alt var pakket, måtte jeg finde mig deri. Jeg gik næsten en Mil og satte mig nu i en grøft og ventede. Vognen kom og det var et stort oppakket læs. Foran var to klistrede sæder, hvor kusken og en madamme med 3 børn sad og bag ved disse to damer sad en Herre "Men hvor i verden skal jeg da sidde?" spurgte jeg. Man viste mig en plads øverst oppe på det hele stillads, hvor jeg nær aldrig var kommen op og jeg måtte sidde og holde mig fast i snorene, der sammenbandt det hele, og da det nu støvede stærk vovede jeg med den anden hånd at holde en udspændt paraply for mig.

Det var et dejligt syn. Madammen med børnene fandt jeg sad så prægtigt og bad mig være så god at tage det ene barn, som hun uden videre satte op til mig. Jeg kunne ikke lade den stakkels sjæl falde ned og måtte derfor
lægge paraplyen og være barnepige på spidsen af denne rullende pyramide.

Hele 8 dage tumlede jeg mig i den smukke Svendborg egn og jeg var på Thorsing (Tåsinge), hvor jeg i den gamle telegrafbestyrer traf min første skolemester, der slet ikke kunde erindre, mindre kende mig igen. Men jeg vil springe mine omflakninger over og komme til det vigtigere punkt til den lille købstad. Jeg så alt for ironisk i møde, og hvor jeg skulle træffe min bekendt, studenten. Postkarlen, som jeg spurgte om den familie, som jeg ville aflægge en visit, roste dem meget, fortalte om faderens skibe i søen og om de fortræffelige børn og hvor stort det gik til i huset.

Jeg tog ind på Gæstgivergården og sendte straks samme aften mit visitkort til studenten, da jeg var for træt til selv at komme. Han besøgte mig da straks med en venlig indbydelse fra forældrene om, at tilbringe næste dag hos dem og længere ville jeg heller ikke være i byen. Vi skiltes snart ad, da jeg var træt og gik nu at sove, for at vågne til, hvad jeg mindst troede, et nyt og betydningsfuldt afsnit i mit liv.

Såfremt intet er angivet er  foto af Lars Bjørnsten Odense