|
Skoleliv 1.
H.C. Andersens skoleliv i Slagelse 1822-1826
En tredje epoke af mit liv begyndte nu, thi min barndom i Odense og de tre
års eventyr i København udgjorde vist nok
to såre forskellige. Jeg rullede med posten af sted til Slagelse, det
var lørdag den 26. Oktober 1822. Om skolelivet havde jeg ingen ide, jeg vidste kun at jeg skulle i
kost hos en ret velhavende enke,
hvor jeg fik alt, blev således fri for enhver sorg over mit udkomme.
Meisling, som var rektor, havde skrevet et digt jeg fandt så
rørende og
smukt: "Elegie til Barndommen".
H.C.Andersen overnattede den 26 oktober 1826 på Madam Kikkebusch's
"Lille Postgaard Kro". H.C. Andersen har skrevet i gæstebogen på "Lille
Postgaard Kro": "Meget velfornøiet med Opvartning og Logi. H.C. Andersen
fra Køibenhavn"
Det var det eneste jeg vidste om ham,
og det gav mig godt mod. Nogle unge mennesker der i oktober var blevet studenter rejste på samme
tid hjem med posten, de var lystige, jeg
også, og vi sang fornøjede på den smukke efterårsdag.
 |
Ved den gule bygning til
højre lå Madam Kikkebusch's Gjæstgiveri "Lille Postgaard",
hvor H.C.Andersen tilbragte den første nat i Slagelse den
26-10-1822 |
 |
Sildig om
aftenen kom vi til Slagelse, hvor gæstgivermadammen fortalte mig på
mit spørgsmål om byens mærkværdigheder, at der især var:
Bastholms
Bibliotek og
byens nye, engelske sprøjte. Jeg fik et lille værelse,
hvor jeg før jeg lagde mig bad vor Herre altid være mig god, at jeg ret
måtte komme frem, og være flittig og
god. Læste mit
"Fader Vor", der
endnu er mig en vane, men som jeg da og kun nogle enkelte gange siden
har læst med
 den store inderlighed.
Slagelse Latinskole 1902. H.C.
Andersen blev ved ankomsten placeret i skolen 2. klasse.
Næste morgen tidlig gik jeg til
skolen for at gøre Meisling min
visit. Han tog venlig, ja jeg kan
sige, hjertelig imod mig og fortalte at han, efter et brev fra Collin
havde arrangeret alt på det bedste for mig. - Jeg læste ham straks den
første aften min Alfsol og Gjenfærdet ved Palnatokes Grav, der var to
af disciplene i øverste klasse indbudt og jeg var ordentlig lidt stolt
ved at vise hvilken karl jeg var.
Gjenfærdet ved Palnatokes Grav, en original fortælling; og Alfsol, en
original Tragedie.
Ungdomsforsøg af Villiam Christian Walter. Kjøbenhavn
1827.
H.C.Andersen forsøger at udgive bogen under pseudonymet Villiam
Christian Walter, men forgæves, ingen var interesseret i bogen.
Jeg kom nu i huset hos en
herredsfogeds enke
Madam Henneberg, hvor jeg skulle bo sammen med en
anden discipel en søn af præsten Fischer ved Ringsted. Mandag morgen kom
jeg ind i skolen i anden Klasse, ( den næst nederste). Meisling satte
mig ved det mellemste bord, omtrent midt i klassen; det var alle sammen
næsten børn. Jeg ragede op over dem alle, der så forundrede på den nye
kammerat. Jeg skulle begynde med latin, græsk, geometri, historie,
geografi, kort alt, selv skrive og regne og jeg kendte næsten intet til
nogen af delene.
En geometri havde jeg aldrig set og jeg vidste ikke
engang at finde
København på kortet.
Kort: Daenemark. C.F.Weiland. Weimar 1835
Alt havde megen interesse for
mig, men massen overvældede mig, jeg var kommet ind i et ganske nyt
fremmed liv, mine omgivelser var også ganske anderledes end før, det
havde en forunderlig virkning på mig. En gammel mand Snitkjær læste
latin med os i anden klasse. Det var en sand original, men fuld af
godmodighed og jeg har siden skildret ham i mine skyggebilleder. Han havde
været lærer ved skolen medens Ingemann, Jens Møller og skuespiller
Rosenkilde gik der. "Ja, sådanne mænd havde vi haft her !" sagde han.
"Og Baggesen har også gået her, lad mig nu se at også De gør vor skole
ære !" det smigrede mig. Alle lærerne viste mig megen venlighed,
Meisling indbød mig til sig hver søndag, og da jeg var så stor lod han
mig altid gå med den øverste klasse i kirke, eftersom hver klasse gik
for sig. Noget som dog de små i min egen klasse stødte sig over.
Lærernes såvel som Meislings høflighed og mildhed holdt kun en måned ud. Jeg var meget flittig, men dette aldeles ny, disse mange forskellige
ting, ville ikke ret gå, jeg lærte det vel, men kunne ikke fremsætte det
med orden igen. En ting, der var naturligt efter min rå tilstand, mit
drømmende væsen, der endnu aldrig havde reflekteret over noget. Kun
overlæreren Quistgaard blev den samme mod mig. Han havde til sit 20. år
været bondedreng og også da først begyndt. Han gav mig mod, og for at
vise min taknemlighed lærte jeg ret mine sager til ham, men han havde
kun religion og bibelhistorie. Det var en ypperlig religionslærer, hans
ord faldt i god grund hos mig.
Model af skolestuen på latinskolen. Modellen er brugt som
kulisser i filmen om H.C. Andersen "Unge Andersen" (Young Andersen) fra
2005. Filmen er instrueret af Rumle Hammerich.
Kulisserne er udstillet og bygget op på Slagelse Museum
Fra 8 om morgenen til 12 om middagen
og fra 3 til 6 sad jeg på skolen, hvilket ganske andet liv frem for det
løse, flagrende i København. I min omgivelser var der meget komisk, men
som jeg først da jeg som student kom til København igen, begyndte at
opfatte i sit rette lys. Snitkjær havde flere døtre, som var blevet
forlovet med drenge i skolen og siden gift med dem som mænd. En var endnu
tilbage, lille Signe. Hende talte han tit om og roste, i det han
fortalte at han fra klassen her havde fået svigersønner. Den historiske
lærer Andersen, levede ikke godt hjemme, han var altid gnaven og sær og
bed heftigt i sine rødlige bakkenbarter og fortalte forunderlige
historier. Han skældte mig engang ud for: "En lang en, man kunne skære
over og gøre to hvalpe af ". Den matematiske lærer kunne man ikke have
den højeste agtelse for, og Meisling behandlede dem alle meget hönisch.
Hjemme hos Madam
Henneberg havde jeg et lille værelse og en havestue, hvor jeg med den
anden discipel levede ret fredelig. Han var temmelig rå, kom et par
gange drukken hjem om aftenen, så jeg af forskrækkelse flygtede op til
madammen og lå der på sofaen.
 |
 |
Hvilehøj ved Slagelse anno 2005. Foto Lars
Bjørnsten 16. september 2005 Rundt
om mine vinduer voksede vinranker, den lille have gik ud til
marken, hvor på en høj (Hvilehøj)
i Slagelse der var rettersted . |
Jeg sad tit ene i haven om aftenen, sang, som i gamle dage i Odense og
også her lyttede naboerne ved plankeværket, man sagde jeg havde en smuk
stemme. Hver 14 dag var der komedie af det dramatiske selskab, scenen
var i et baghus, hvor der før havde været stald.
En lille jernlysekrone hang med tællelys under loftet, de dryppede slemt,
så at der altid, under den, var en åben plads, om ellers huset var nok
så propfuldt. - På fortæppet var malet et springvand, hvor strålen stod
lige op af sufflørhullet. Til gadedekoration havde maleren givet
Slagelse Torv, så man i ethvert stykke fandt scenen der.
Skovdekorationen var malet på den bageste væg, der ofte bragte stor
forlegenhed. Således havde man anskaffet sig en ny, praktikabel måne,
men det var ikke muligt at anbringe den anderledes, end foran trætoppene
på bagtæppet.
Til generalprøven fik hvert medlem to
billetter til sine tyende og desuden fik skoledisciplene fri adgang, da
direktionen ville have fuldt hus for at de spillende kunne vænnes til at
træde frem for en mængde. Der var da en masse tjenestepiger og drengene.
I orkestret spillede en gammel gartner og to svende derfra byen, og
sædvanlig kun Molynasky, som drengene trampede takten til. Det nærmede
sig imidlertid julefesten. Meisling var ikke ret tilfreds dernede i
denne lille by og glædede sig nu til at gøre en tur ind. Byen havde kun en
eneste karet og den var meget skrøbelig, men alle benyttede den. I julen
skulle der være bal, men til damernes kvidren, thi nu måtte de bæres
derhen, lejede Meisling kareten til sin rejse ind og tilbød mig plads
med.
Han, kone, pige, fire børn og jeg pakkedes ind i det svagelige
væsen. Nogle pandekager mellem to kurvelåge gemtes under Meislings sæde.
Fruen sad med sukker i kræmmerhus i sin pose. En stor dyne lå over os
alle sammen for at børnene ikke skulle fryse. En lygte blev tændt om
natten. Kort taget frem og så spillede vi kort, mens fruen ret lystig
sang af Don Juan. Tro ham ej, han dig bedrager.
Vi var da overdryssede med dun da
vi indtraf i Hovedstaden. Hos den gamle, Madam Jürgensen blev jeg ret
hjerteligt modtaget og fik logi for mit korte besøg. Jeg spiste da
første gang hos etatsråd Collins. De var alle i huset noget fremmede
imod mig, men Collin selv var mildheden selv, gav mig mod og trøst, mod
mine skolesorger, ytrede tilfredshed med mine karakterer, thi jeg bragte
ham karakterbogen med, han bad mig månedlig meddele ham disse, og altid
uden skjul sige ham, hvordan jeg havde det.
Jonas Collin. H.C. Andersens mest
trofaste støtte.
Jeg fik inderlig tillid til
ham, men han stod tillige for mig som et væsen der havde mit liv og min
skæbne i sin hånd, jeg havde en forunderlig frygt og ærbødighed. Ved
det nye års begyndelse tog da egentligt ret mit skoleliv sin bestemte
gang. Jeg havde mange mørke øjeblikke. Lærerne tog mig, som de andre
drenge, og jeg skulle have nydt en ganske anden læremetode, men
hvor
kunne jeg forlange det, i en skole går alt, fabriksmæssigt.
Model af skolestuen med kakkelovnen på latinskolen.
Modellen er brugt som kulisser i filmen om H.C. Andersen "Unge Andersen"
(Young Andersen) fra 2005.
Filmen er instrueret af Rumle Hammerich.
Kulisserne er udstillet og bygget op på Slagelse Museum
Meisling var
meget heftig og slem til at spotte og til lykke havde vi ham kun 1 time om
ugen i stil i vor klasse, men min angst for ham var så stor, at jeg tit
i mit inderste hjerte bad, at der måtte gå ild i kakkelovnen, eller
noget lignende indtræffe der kunne forhindre ham fra at komme.
Simon Meisling (1787-1856), rektor for
Slagelse Lærde Skole. Karikatur af Jens Christian Deichmann.
Spurgte
han mig om noget gav jeg, selv det rigtige svar, på en forvirret måde,
han drejede det straks om, så det blev mere komisk, og fik de andre til
at le, men dette var at knuse mig. Han mente det måske godt og det var
nu hans måde at tage sligt på, men det var det uheldigste for et væsen
af min natur. Jeg blev mismodig, men endnu sejrede min livlige, glade
natur.
Collin havde mildt og venligt ytret for mig, at han ønskede, at
jeg i min skolegang, ikke skrev for mange vers. Det blev mig derfor en
samvittighedssag og en formelig synd. Jeg skrev i det første år kun et
digt over Gutfeldt, der døde. Jeg skyldte ham en del og elskede manden.
Digtet kom, uden mit navn i Slagelse Avis, og herved kom Pastor
Bastholm til at kende mig. Jeg lånte ham min Alfsol og han skrev mig et
venligt brev til, hvori han opmuntrede mig til at studere og således
uddanne mere og mere mit poetiske anlæg.
Meisling skulle nu indsættes som
rektor, biskop Munter kom, og jeg blev af skolens syngelærer anmodet om
at skrive en sang, disciplene skulle afsynge til en bestemt melodi og jeg
var stolt deraf. Den blev sunget i Klosterkirken; ved denne lejlighed
kom jeg ud på den gamle kirkegård der, konerne i Hospitalet tørrede tøj,
og midt imellem fandt jeg "Digteren Frankenaus Grav" faldefærdig og
glemt. Min stolthed over min sang, gik her bort og jeg blev så inderlig
vemodig at jeg kom til at græde, så man måtte hente mig ind da sangen
skulle begynde. På samme tid, i en påskeferie digtede jeg det lille digt
"Til min Moder", der står aftrykt i mine "Digte" for 1830.
H. C. Andersens digt fra 1823 "Til min Moder".
Digtet er skrevet ved Hans Christians gensyn med sin moder i 1823: Se
digtets fulde ordlyd her.
Tragedien Alfsol var der ellers en del som hørte indtil Meisling forbød mig det,
som jo kunne være ret fornuftigt, men gjorde at jeg fik en større frygt
for ham. Dog kom jeg hver søndag i hans hus og da var han ret venlig.
Skolebordene blev flyttet ud af øverste klasse. Børnene og nogle
disciple kom, Meisling morede sig med at køre os i en lille trillevogn.
Legede juleleg og spillede hanrej med os. I en af de første måneder
hvori jeg havde været heldig med karakterer, tænkte jeg ret over min
lykke, tænkte også meget over Guldberg, mente at jeg dog måtte vinde ham
igen, og besluttede at skrive ham alle mine karakterer til.
Jeg havde,
før jeg fik en ide om at komme til studeringer besluttet at vise ham min
taknemlighed ved at dedikere ham Alfsol. Han fik nys derom, og jeg
modtog da med fodposten følgende brev fra ham, som jeg vil afskrive, for
at vise, at jeg nu nok, kunne være lidt i kamp med mig selv hvordan jeg
turde skrive ham til.
"Til Hr. Andersen elev ved Det kongelige Teater
"
"Hvis De tror at skylde mig nogen forbindelighed, vil De ene kunne vise
den, ved aldeles at opgive det forsæt, De har, at tilegne mig et arbejd,
De skal have i sinde at lade trykke. Al sådan offentlig pegen på mig er
mig så hårdt imod, at De ikke let kan vise mig en større ærgrelse, end
den, på nogen måde, hvilken som helst, at nævne mig som den, der har
gjort noget for Dem. - Den første lejlighed til at vise Dem taknemmelig
mod mig, den store, at benytte de anledninger til at lære noget, jeg
åbnede for Dem, den lod De gå over; den mindre, den ganske lille, at
nævne mig for en snes læsere, den lade De fare! - Hvad jeg har gjort for
Dem ved den eneste det vedkommer, ved Gud i Himlen; ham ene være det,
der dømmer os imellem!"
15.Juli 1822.
F. Høegh Guldberg.
Dette brev havde ved modtagelsen nær
knust mig, nu derimod fandt jeg det overensstemmende med hans karakter,
han havde skrevet det i vrede. Jeg skrev derfor nu hjerteligt og
naturligt til ham, og postdagen efter fik jeg et ret venligt svar, han
var ikke længer vred på mig, mine karakterer fornøjede ham, vi var igen
venner og det lettede mit hjerte. Siden fik jeg jævnlig brev fra ham og
han hørte om min fremgang, udtalte sig venlig og hjertelig. Ja jeg har
endog et brev, hvoraf det meste er på vers og han følte jeg endnu havde
mit barnlige sind, og forudså det ville gå mig godt.
I den første
påskeferie det næste år og vågnede min lyst efter at komme hjem til
Odense, for at se min moder og alle bekendte.
Jeg kunne nu vise mig med
ære.
Odense ca. 1840. Set fra Nonnebakken
O, jeg glædede mig så meget dertil. Meisling tog imidlertid ene til
København og jeg sagde ham min lyst til at komme til Odense, men han
ytrede at han gerne så, jeg blev for at lege med hans børn, dog, 8 dage,
mente han, og jeg turde derfor kun 8 dage flyve hjem. 
Hvilken glæde!
tidlig om morgenen Kl. 3, gik jeg til Korsør i mine bedste klæder. En
lille pakke linned havde jeg i et klæde og med smakken gik jeg over på
nogle timer, og vandrede nu til min kære fødeby, som jeg for lidt over 3 år
siden så eventyrlig havde forladt. Gud, hvor mit hjerte bankede.
Så snart jeg øjnede St. Knuds
Kirketårn, faldt jeg på knæ og græd af glæde. Ja, jeg takkede den kære,
gode Gud der så faderligt havde ført mig frem, og sang nu højt af
inderlig jubel og glæde. Alt var mig som en drøm da jeg trådte ind i
byen; i den første gade mødte jeg min moder, hun græd og
kunne ikke ret
fatte sig i min lykke. Den gamle Iversen og hans hele familie tog imod
mig som et barn af huset.
Kirstine Marie Iversen 1767-1837.
Udsnit af maleri af ukendt 1786.
Gift med bogtrykker og bladudgiver
Christian H. Iversen Odense (1784-1827)
Guldbergs viste mig megen venlighed, og jeg
fik obersten ret kær og han var jo også en broder til min velgører. Folk
så på mig med forundring og de simplere mennesker, der havde set mig før
kaldte mig Hr. Christian, da de ikke vidste ret mit binavn. Jeg besøgte
Nonnebakken, Hunderup Skov, og det forekom mig, som mit hele københavnske
liv havde kun været en drøm.
Men gamle farmoder var død. O havde hun
blot da levet og da set mig den kære, kære gamle! Hun var begravet på
de fattiges kirkegård og jeg fandt ikke hendes grav, men derimod min faders.
Den var sløjfet, det parti skulle gøres til en blomsterhave; der lå
knogler i jorden man havde gravet op og jeg skubbede dem dybere ned. Nu
vokser der rosentræer hen over stedet hvor de jordede ham. Min moder
var ellers stolt og lykkelig, hun ville at alle skulle se mig og forlangte
at jeg skulle besøge enhver familie i den hele gade hvor hun boede, det
var da det mindste jeg kunne gøre. "De råbe jo og kalde alle sammen på
mig" sagde hun. "Du må gå!".
En aften hentede hun mig fra oberst Guldbergs efter som der var en husjomfru hos
fabrikejeren, der ville se
mig. Jeg kunne ikke gøre hende imod og gik. Jomfruen, så på mig, var
undseelig, nejede og der blev ikke vekslet mange ord. Den gamle Jomfru
Bunkeflod besøgte jeg da straks og hun fortalte mig et par karakteristiske
træk om min moder. Jeg vil nævne et. Mens jeg var endnu i København kom
hun altid med mine breve til dem, da hun ikke selv kunne læse.
Guldberg havde holdt en tale på Gjæthuset og indtægten var tilfaldet mig.
Dette havde hun hørt noget om og troede nu fuldt og fast på, at talen var
skreven af mig og havde derfor fået fingre på den, bad jomfruen læse den,
og græd sine stride tåre. I talen, der var til kongens fødselsdag,
nævnes en gang: den gamle, "det er gamle farmoder" sagde hun. Landets
fader, "ja, den gode Sjæl". Det mente hun var min fader og "Landets
moder" hun tænkte kun på ordet "Moder" og mente det var sig. Min
permission fløj snart.
Dagene var ved at nå til ende og jeg måtte igen tilbage. Det var en
kort, en smuk poetisk drøm i mit skoleliv.
Oberst
Guldberg i Odense skrev mig snart til, hans brev, var som en fader til
en søn, jeg trængte til et sådant hjerte, og jeg skriftede ham enhver
min tanke. Mod og tillid til mig selv, stræbte alle hans breve at
indgyde mig, og ind til dette øjeblik står han mig som en nær beslægtet,
som en fader der hjemme i min fødeby.
Nuværende kommandørinde Wulff skrev mig
næsten også hver 14. dag til, og tog sig ret moderlig af mig, kun talte
hun imellem lidt strengt, når mit klynkeri gjorde hende utålmodig, men
var mig ellers en sand moder. Collin var så elskelig, så mild, indgød
mig i sine breve mod, ytrede tilfredshed med min fremgang, men selv
manglede jeg den.
Kommandørinde Henriette Wulff 1804-1858. En af H.C.
Andersens brevveninder.
Meisling fandt vist det var rigtigt at tage mig
strengt, for at få nogen orden og bestemthed i mit væsen. Lærerne var så
underlige spidsborgerlige, og min omgivelser så lidt modtagelig for mine
følelser og ideer, at med et mit livs mod, mit hele ungdommelige lune
henvisnede. Jeg troede ikke at gøre fremgang nok, min forfængelighed
blev hvert øjeblik såret og jeg læste indtil den mørke nat. Meisling
troede at drive mig endnu hurtigere fremad ved idelig at prostituere
mig, det gjorde mig ofte fortvivlet, jeg græd tit
i min ensomhed hjemme. Jeg troede at mine velgørere havde taget fejl af mig,
at jeg ikke var skikket til noget, og begyndte derfor at længes efter
døden. Jeg havde megen hang til sværmeri, dette tog mere til og jeg
følte trang til at digte, skrev nogle gange enkelte udbrud ned, og var
da igen fortvivlet, thi Collin ønskede det jo ikke.
Hellig Anders Høj ved Slagelse er rejst til minde om
Hellig Anders af Slagelse. Han var præst ved St. Peders kirke i Slagelse
i begyndelsen af det 13. århundrede og døde i 1205
Anders fik et drømmesyn under rejsen til Jerusalem og da han vågnede lå
han til sin store forbavselse til hvile på en høj uden for Slagelse.
Derfor navnet ”Hvilehøj”. Hellig A. havde Ord for at helbrede halte og
blinde, men også for at mægte sære Jærtegn;
således plejede han at hænge sin hue og sine handsker på solstråler
På Hvilehøj vest for Slagelse er rejst et mindekors "Hellig Anders kors"
Det er i tidens løb flere gange fornyet til minde om hans forunderlige
pilgrimsfærd.
Jeg betragtede mig
derfor selv som et slet menneske, og søgte da at gøre bod ved dobbelt
læsning. Ene gjorde jeg tit om sommeraftenen små vandringer til
Antvorskov Slot, kun en fløj stod endnu deraf. Murbrokker lå mellem de
høje nælder, her sad jeg tit i måneskin og blev bange for, at munkene
skulle komme og spøge, da jeg var meget overtroisk. På den anden side
af byen var "Hvilehøj", hvor sagnet fortalte at "Hellig Anders" vågnede
op, efter at være falden i søvn i Joppe ved Jerusalem.
På højen stod et
trækors med kristusbilledet på. Dette havde mig et fremmed, et katolsk
udseende, jeg spadserede derfor tit herud, så ud over bæltet til Fyn, og havde mange underlige tanker om min fremtid, om livet og verden. I det
mindste tænkte jeg da, at gengangeren Hertz flere år derefter skulle spottevis opkalde mig efter helgenen med navnet
"Hellig Andersen", men han kendte mig ikke bedre, end jeg kendte den
salig sognepræst Anders. Med de andre disciple stod jeg mig godt, lærerne
holdt i grunden af mig, men mit humør var ikke godt.
H.C. Andersens karakterbog fra skolegangen i Slagelse
1823
1823 i november
var der hovedeksamen, mit ønske og håb var, ved denne lejlighed at flyttes
op i 3 (næstøverste) klasse. Dersom dette ikke skete, syntes mig, at
Collin måtte blive ked af mig, at jeg ikke duede til noget. Jeg læste,
som en fortvivlet, og erholdt ved eksamens slutning følgende anmærkning
af Meisling i min karakterbog :
"Ved skoleårets ende kan jeg ikke undlade at tildele H.C. Andersen en
velfortjent ros for den ufortrødne flid, hvormed han, i særdeleshed i
årets sidste halvdel, har stræbt at skaffe sig en del af de til
videre fremgang nødvendige forkundskaber. Til
belønning derfor, samt for end mere at opmuntre ham, er han op tagen i
skolens tredje Klasse.
6/10 1823.
Meisling"
Det gjorde mig da usigelig lykkelig og mine
venner skrev mig opmuntrende
breve til. Collin ytrede mig sin tilfredshed og jeg blev ungdomsglad og
som født på ny. Kronprinsessen sendte mig nogle lommepenge og da jeg
i julefesten kom til byen, morede jeg mig herligt, men kun 8 dage,
turde jeg blive, jeg skulle hjem og lege med Meislings Børn, det
forlangte han jo! Forvalter Balling var jeg i denne tid hos og det var
en elskelig, godgørende mand, der ofte før jeg kom til Slagelse havde
vist mig godhed, i de få dage jeg var her kom jeg med ham hver gang i parquettet, jeg var lyksalig. Et
bevis på hvor stor min kærlighed
for teatret endnu var viser dette, at jeg for at få et stykke at se,
der blev spillet lørdagsaften, foretrak, i stedet for at køre om
morgenen med posten og således give slip på stykket, hellere ville gå hele
vejen til Slagelse fra søndag morgen.
Ferien varede endnu en 8-I2 dage, men da Meisling ville have mig hjemme til den første følgende
mandag, blev jeg da og så lørdagskomedien og vandrede nu til fods
med nogle lommepenge jeg havde fået hos Ballings, samt en hel del af
Valter Skotts romaner jeg havde erholdt i julegave. Det frøs stærkt,
jeg var en ypperlig fodgænger, mine fingre var engang døde af kulde, så jeg
måtte ånde dem til live, det begyndte at fyge mellem Roskilde
og Ringsted, jeg gik midt af landevejen, kiggede imellem i Shakespeares
storm, sang lystig på vejen og kom, på min fod, om natten Kl. 1. til
Slagelse, sov i mit logi og var mandag morgen hos fru Meisling og
børnene.
Ved skolens begyndelse begyndte først ret mine tunge
dage. Meisling var
altid gnaven når han kom tilbage til Slagelse. Vi havde ham en time hver
dag i græsk. Hvor mild han havde været mod mig og opflyttet
mig, begyndte han straks at spotte og latterliggøre alt hvad jeg sagde.
Han var slem mod dem alle i klassen, men jeg var den ældste, jeg følte
det vist dybest. Han var en mand med et ypperligt hoved, men ikke
skikket til at opdrage unge mennesker. Mit udvortes tjente ham også
til Skive for hans indfald, der ikke altid var vittige. "Shakespeare
med vampyrøjnene", kaldte han mig, jeg brast da tit i gråd, og han
lod da den unge grev Schmettau løbe ud at hente en kampesten, som han
befalede ham at lægge foran mig, at jeg kunne tørre øjnene. Jeg sank
hen i en vemodig stemning, alle mine breve åndede klynkeri.
Guldberg i Odense talte til mig som en fader og prædikede for mig, at jeg
havde hoved og geni. Jeg
tvivlede derom, thi altid var Meisling den samme mod mig og jeg bragte det
endog så vidt at jeg i nogen tid blev duks der i klassen, men nu sad jeg
ham nærmere og han tog anledning til mere at spotte mig når jeg af
angst fremsagde i en forvirret orden mine svar.
En dag havde en anden skrevet et dumt vers på bindet af min Homer Meisling læste det og blev
heftig. Jeg svarede da, "men
det er ikke af mig, skriften ser De, ligner ikke min hånd" "Men
Deres ånd" svarede han. "De er en stupid knægt der aldrig bliver
noget af". De vil nok jaske en hob sammen når De kommer ud på Deres
egne ben, men ingen vil læse hvad De skriver, det vil købes som
makulatur hos Soldin. Nå, skal De nu ikke græde, det lange spektakel. Det var hans måde at opdrage mig på. Jeg vil tro han mente mig
det godt, thi inde i København talte han godt om mig, lod mig også om
søndagen komme til sig; men det var ikke den rette opdragelse. Jeg sørgede dybt og smertelig, men mit
sind var endnu ganske barnets, en lille
glæde, et venligt ord, gav mig atter for flere timer livshåb og
tilfredshed.
Ingemann
var gift og lektor i Sorø, det var kun
to mil fra Slagelse, i de mindre ferier, gjorde jeg altid en dags
udflugt til ham. Det var mig et paradis og med ham turde jeg tale om poesi.
Jeg digtede, da tit
på vejen til Sorø nogle smådigte, som
han altid læste; vi sejlede på søen til Parnasset, havde engang en
æolsharpe i masten, og sang om aftenen (Ingemann, fruen og jeg) af
Schultzes hymner, til klaveret.
En ferie følte jeg en mægtig trang til
at digte. Jeg syntes at denne tid kunne det ikke være synd.
Christian
den 2. havde megen interesse for mig, jeg ville bringe ham frem i en
roman.
H.C. Andersens notater til romanen:
Christian den Andens dværg
Jeg begyndte på den, skrev nogle kapitler, som jeg læste for
Ingemann, ( der nylig havde fuldendt sin Valdemar) han roste disse
meget, og sagde mig at jeg havde et afgjort talent for romanen, især for
at skildre folkelivet.
Ved at læse Krog Meyers
lærebog og høre
Qvistgaards foredrag over den blev mine begreber mere udviklet om
religionen, efter en sådan time skrev jeg som impromptu lige ned på papiret
digtet: "Sjælen" som findes aftrykt i mine digte.
Anonyme udgivne digte bl.a. "Sjælen".
Udgivet i Scandinavisk Nytårsudgave 1828
Ingemann
fandt det smukt, men foretrak dog min komiske prosa.
På en sådan
udflugt til Sorø gjorde jeg bekendtskab med en af disciplene der, som
jeg alt havde nogen Interesse for, da jeg hørte han skrev vers og var et
udmærket hoved. Han søgte mig op i Akademihaven og vi blev snart
venner .
B.S. Ingemanns hus i Sorø.
Maleri Hans Harder 1855.
H.C. Andersen tog ofte hertil i sine småferier
fra skolen i Slagelse.
Han er den første jævnaldrende jeg har følt mig draget til, som
jeg ret betroede mig til. Det var juristen Carl Bagger. Vi var
ellers højst forskellige naturer, men begge poetiske, kun stod han
i kundskaber langt over mig.
Foto: Lars Bjørnsten
Odense |
